Skriv en kommentar
Det hører desværre til sjældenhederne, at japanske film når til Europa. Kun mesteren Akira Kurosawa har formået gang på gang at trænge igennem den amerikanske og her europæiske dominans. Omend japanske tegnefilm (anime) dyrkes ivrigt af europæisk og amerikansk ungdom.
Hideo Nakatas The Ring fra 1998 blev dog noget der ligner en kultsucces langt udover Japans grænser. En mystisk kvinde der reder sit hår foran et spejl, en brønd som nogen eller noget kravler op af, tegn og underlige gerninger m.m., alt sammen findes på et videobånd som spreder skræk og rædsel blandt børn og unge, for de der ser båndet ringes umiddelbart efter seancen op og får at vide, at de om præcis en uge vil dø. Og det passer; de unge lig findes med skrækslagne ansigter.
I første del af The Ring var clouet, at man for at undgå den sikre død måtte lade båndet gå videre, sørge for at en anden også så det mystiske indhold (Scanbox var så "venlige" på deres DVD-udgave at afsløre det på bagsiden af æsken). Anden del er en gentagelse.
Kernen i The Ring er ikke så meget TV/video-temaet endsige det overnaturlige som "at man gjorde et barn fortræd". Nøgternt, hverdagsrealistisk og så at sige uden splatter- og smarte computereffekter lykkes det Hideo Nakata at bygge en uhyggelig stemning op omkring det had et mishandlet og siden myrdet barn føler og udlever hinsides graven. Det var temaet i den første The Ring og det er stadig temaet i toeren. Angsten og hadet går så at sige i ring blandt børn og unge, og brydes først når ansvarsfulde voksne tager det på sig. Men det sidste ligger det noget svært med. "Den slags opstår af angst eller fordi nogen ønsker det sådan", siger en videnskabsmand i toeren. Filmene viser på uhyggeligste vis, at "den slags" opstår af uforstand og mishandling.
Selvom Hideo Nakata fortsætter The Ring i fin stil i toeren er det - som det så ofte er tilfældet med fortsættelser - svært for toeren endsige tilskueren at finde en nogenlunde rimelig begrundelse for at rædslerne fortsætter. Når alt kommer til alt sluttede etteren af med en flot og meget uhyggelig voksen forsoning med det mishandlede og hævnende barn. Men OK, i overført betydning kan den historie jo desværre gentages gang på gang. Og gentagelse er her sandelig tale om. I eteren var det en enlig kvindelig journalist der sammen med sit barn og sin tidligere mand, en matematikforsker ved universitetet, satte sig for at finde sandheden bag det morderiske videobånd. I toeren er journalisten, barnet og faderen forsvundet, til gengæld tager faderens kvindelige assistent over. Snart finder hun det forsvundne barn og så kan historien gentages.
Det er bemærkelsesværdigt, at filmene så at sige er renset for seksualitet. Hvor vestlige gysere som regel ekcellerer i udlevet seksualitet som angstfremkaldende og morderisk omdrejningspunkt (mest eklatant og ofte grinagtigt i såkaldte teenagegys, fra Fredag den 13. og frem), er det omvendt i japansk udgave. Her er den enlige mor/kvinde og barn hovedpersoner i et univers uden lystne udfald. Det er her gyset opstår; når askesen er altomfattende, tager angsten og hadet over. Scene efter scene præsenteres vi for høflig konversation, buk og fornuftig handlen. Og i takt hermed stiger uhyggen, der sætter sig igennem som pludselige syn - fra det hinsidiges eller - fra mig.
Man kan i toeren ligesom i etteren glæde sig over den suveræne filmiske stil. Og ligesom i etteren glæde sig over, hvordan det lykkes instruktøren at gøre angsten og hadet meningsfuldt nærværende så at sige i hver scene. Det kvindelige og det barnlige vinder til sidst - og minsandten om ikke også faderen/manden endelig tager angsten og hadet på sig. Som skoleeksempel på hvor enkelt og meningsfuldt et godt gys kan bygges op, er både The Ring og The Ring 2 suveræne.
