Skriv en kommentar
Efter sigende har konservative politikere i Storbritannien ikke just været begejstrede for udsigterne til den seneste film af danske instruktør, Lone Scherfig. The Riot Club baserer sig nemlig på den virkelige og meget prestigefyldte Bullingdon Club, der på sine lister over tidligere medlemmer kan prale af adskillige navne, der i dag er at finde på høje ministerposter, blandt andre premierminister, David Cameron.
Hvis Cameron er stolt af sin tid og sine bedrifter i Bullingdon Club, gør han nok klogt i ikke at prale denne anden vej, for medlemmerne var notoriske for deres dårlige opførsel og for at slippe af sted med at lappe hullerne med pengesedler og guldtråd.
Oxfords eksklusive elite
Ligesom Bullingdon Club er the Riot Club forbundet til det 900 år gamle University of Oxford, og i Scherfigs univers er de nye studerende, Miles (Max Irons) og Alistair (Sam Claflin) vores billet indenfor hos den eksklusive elite. Klubben skal altid have ti medlemmer, og begge bliver de rekrutteret efter en optagelsesprøve, der udover at teste deres evner til at oversætte fra latin, tester deres grænse for alkoholindtag og deres tolerance for at drikke en tyk, klumpet blanding, bestående af ulækre ingredienser, som jeg prøver at fortrænge. To totalt smadrede kollegieværelser senere, og Miles og Alistair er optaget i the Riot Club.
De to herrer kan dog ikke fordrage hinanden. Selvsagt kommer de begge fra velhavende familier og har aldrig sat fod på en institution, der ikke havde ”privat” foran. Men mens Miles er sympatisk overfor det arbejdende menneske og forelsker sig i en sød pige (Holliday Grainger), der ikke har begået sig i samme elitære kredse som han, har Alistair et simrende had til Storbritanniens lavere klasser, et had, der snart skal vise sig at koge over.
Eskapaderne under en Riot Club-middag udvikler sig nemlig helt afsindigt, og det er her privilegiets sande ansigt viser sig.
En tilværelse uden konsekvenser
Drengene er begavede, de er charmerende, de ser hamrende godt ud i kjole og hvidt, og så er de skægge at være sammen med. Der er ingen tvivl om, at de er født med guldske i munden, og måden de spankulerer rundt på Oxford på og begår sig i den lokale universitetsbar, reflekterer deres overbevisning om, at intet kan røre dem. Denne overbevisning manifesterer sig mere og mere som historien skrider frem og begynder at dække over gradvist dårligere og mere umenneskelig opførsel. Snart er de ikke skægge eller charmerende længere.
The Riot Club drejer sig om, hvordan høj status betyder, man kan slippe af sted med mere. Meget mere. Den drejer sig om entitlement, af hvilket der ikke findes en dækkende dansk oversættelse. Drengene mener, de har ret til deres privilegier, og at de fortjener dem simpelthen fordi, de er født ind i den ypperste overklasse. Alt kan vejes i penge, og penge har de grænseløse summer af.
Filmen beskæftiger sig også med voldtægtskultur og overfald, og gør det på en kløgtig måde, der gør det forståeligt overfor seeren, hvorfor drengene har de rystende synspunkter, de har, men uden at filmen forsøger at undskylde for dem eller retfærdiggøre deres handlinger. For the Riot Club er der ingen konsekvenser, og de behøver aldrig undskylde. Intet kan røre dem. Det udmunder i en rigtig god og flot instrueret film, hvor specielt Sam Claflin og Max Irons gør det fremragende.
