Skriv en kommentar
Hvad sker der med det enkelte individ, hvis verden går under? Hvis al civilisation som vi kender det, med ét går op i røg, og alle overlevende tvinges til at leve i en gold, post-apokalyptisk verden? Disse spørgsmål møder vi oftere og oftere, når vi går i biografen, og det nyeste skud på apocalypse-stammen er The Road, men hvad kan den bringe os, vi ikke har set før?
Filmindustrien har længe fundet stor interesse i verdens undergang. Roland Emmerich flirter med ideen om civilisationens endeligt på grund af miljø- og naturkatastrofer i The day after tomorrow (2004) og senest 2012 (2009); to film, der på hver sin vis beskriver mulige scenarier op til apocalypsen – gerne med en lille gruppe mennesker, der overlever og sammen skal starte en ny tilværelse i en forandret verden. Og her slutter Emmerich, og efterlader publikum til selv at fundere over persongalleriets videre skæbner.
I andre film møder jorden sin skæbne, når vi trues fra det ydre rum af en ukendt fjende. Som i Emmerichs Independence Day (1996), komedien Mars Attacks (1996) eller de 3 første Alien-film (1979, 1986 og 1992).
Der er simpelthen noget universelt spændende ved film, der berører verdens ende. Men selv om The Road tager udgangspunkt i en apokalypse, er dette også det eneste punkt, hvorpå den kan sammenlignes med størstedelen af de tidligere film i denne genre. Den handler om overlevelse – ja – men hvor dette ofte er blevet til gys, komedie eller action (som f.eks. i Zombieland (2009), 28 Days Later (2002), m.fl.), tyr The Road til en sjælden imaginær realisme, hvor man involveres så kraftigt, at universet til sidst ikke føles fremmed, men kan mærkes på ens egen krop. Man ser ikke The Road udefra, men indefra.
Udgangspunktet er, at verden er gået op i røg. Man ved ikke hvordan eller hvorfor, men det er ikke pointen: det interessante er historien om en far (Viggo Mortensen) og en søn (Kodi Smit-McPhee ), der har overlevet infernoet og derfor befinder sig i denne nye verden af aske, regn, konstant storm og dårligt vejr. De beslutter sig for at bevæge sig mod havet mod syd, for holde fast i et mål i den lille rest tilværelse de har, og for at finde et sted, hvor det er værd at leve videre. Men det er en lang, stille og iskold tur. De har en pistol med to kugler – en til hver – hvis det skulle blive nødvendigt at tage sit eget liv.
Som forventet er de dog ikke de eneste overlevende, så de må tage sig i agt for banditter, kannibaler og andre individer, der generelt på grund af sult og desperation har mistet al sans for civiliseret adfærd. En verden med fælles moralske spilleregler er, forståeligt nok, med ét gået op i røg. Denne tilsidesættelse af normer er uhyggeligt præcist skildret, når man i disse dage kan se billeder af røvere og mordere fra Haiti; billeder, der såmænd kunne passe fint ind i denne films skildring af menneskets psyke.
Plottets udvikling blandes sammen med en række flash-backs til tiden før katastrofen, hvor faderen forsøger at overbevise sin kone (Charlize Theron) om, at civilisationens endeligt ikke nødvendigvis er lig menneskehedens endeligt. Disse sekvenser fungerer udmærket, men er dog de eneste, der til tider halter, når de lidt flyvsk veksler mellem ren drømmelyrik og de mere handlingsprægede minder. Det er dog – som alt andet i filmen – gjort aldeles stilfuldt, og idet minderne spiller en afgørende rolle i både historiens udvikling og det psykologiske spil, har man let ved at acceptere dem.
Grundlæggende er det fantasifulde postapokalyptiske univers nok til at gøre hovedhistorien i The Road utroligt spændende. Men instruktør John Hillcoat tager netop ikke fat i denne spænding som drivkraft, men derimod de to hovedpersoners personlige udvikling – og det er set i den optik, at The Road er et mesterværk, især sammenlignet med de føromtalte film. Hvor de brugte apokalypsens mystik som katalysator for rendyrket spænding, fastholder Hillcoat modigt en grundlæggende filosofisk filmretorik, hvor farerne og uhyggen på lige linje med ensomheden, sulten og sindets langsomme nedbrydelse, er direkte resultater af situationens alvor.
Faderens vigtigste mål i denne nye grå og triste verden er at videreføre de moralske kodekser og regelsæt, vi mennesker i fællesskab har udviklet, til sin søn. ’Flammen inden i os’, som han gentagne gange siger til sønnen; man må fastholde sin menneskelighed og en rationel skelnen mellem godt og ondt. Banale floskler, der dog i denne nye grufulde verden, er ved at miste deres betydning.
Med en sådan centrale pointe kunne man frygte, at manuskriptet ville blive en lang række klichéer, hvor man vrider sig i stolen over, at det skal gentages og fortælles unødvendigt eksplicit. Men Joe Penhall har brugt Cormack MacCarthy’s bog til at skrive et manuskript, hvor det er via skuespillet og de mange situationer parret sættes i, at publikum får vist meningen bag de ord, faderen ofte minder sønnen om. Og de lange scener, der grænser til det kedsommelige, er vovede, men giver publikum en indlevelse i parrets kolde, golde og monotone eventyr.
Viggo Mortensen (faderen) og den blot 13-årige Kodi Smit-McPhee (sønnen) spiller så rørende og fejlfrit, at man ikke et øjeblik mister troværdigheden til deres kærlighed. Deres forhold bygges langsomt op som de i løbet af filmen oplever både smukke og frygtelige ting, og til sidst har filmen malet et fuldstændigt billede af arketypiske grundforhold mellem far og søn, et forhold i alle dets mulige ekstremer. Vi får skildret forholdet via stilhed og kedsomhed, sult og tørst, fare, overlevelse og spænding og ikke mindst kampen mod sygdom. Disse oplevelser både giver og tager energi fra parret, og de udvikler sig derefter. Derfor bliver filmen til en filosofi om faderlighed og springet fra en generation til den næste. Alt sammen indrammet i et post-apokalyptisk miljø, hvor de scenografiske genistreger står i kø.
The Road er en film, der tager sig god tid. Filmens rytme skifter konstant, fra de føromtalte lange dvælende scener, der virkelig fokuserer på personskildringen, til de spændingsfyldte scener, hvor alting bliver sat på spidsen, og hvor det kun er den stærkeste der overlever. Derfor er man nødt til at acceptere, at The Road er en apokalyptisk film, der handler om mennesket og dets overlevelse. Accepterer man dette, kan man nyde en film, der både er rørende, godt castet (især er Robert Duvall helt uforglemmelig – selv om han blot er med i 10-15 minutter) og smukt filmet af den spændende spanske fotograf Javier Aguirresarobe, der tidligere har filmet for store navne som Woody Allen (Vicky Cristina Barcelona (2008)) og Milos Forman (Goya’s Ghosts (2006)).
Og man kan lade sig falde fuldstændig ind i en fremmed verden og nyde et opløftende alternativ til ”den moderne biograffilm”, hvis plotdrevne skabelon ofte fjerner fokus fra filmenes potentielle æstetiske drive. For The Road blander traditionel filmkunst med både spænding og lyrik. Den er et stykke sublimt håndværk, der aldrig springer over hvor gærdet er lavest, men går så dybt den kan i en ærlig bearbejdning af en række spørgsmål, der vedrører os alle.
