Skriv en kommentar
Glenn Close kogte kaniner i Farligt Begær (1987), Audrey Tautou gjorde sygelig fantasi til morbid virkelighed i Elsker – elsker ikke (2002), og Judi Dench lod munden løbe om prekære affærer i Notes on a Scandal (2006). Kvinder ude af kontrol, i kærlighedens vold, på kanten af loven, samvittigheden og forstanden, uden for fornuftens rækkevidde, indenfor en personligt fastspændt spændetrøje af løgne, bedrag og jacko-wacko forestillinger … Mød Christian E. Christiansens nye, engelsksprogede thriller med en sådan Woman under the (Bad, Bad, Baaad) Influence i The Roommate.
Den smukke Miss Goody Two Shoes Sara (Minka Kelly) opdager, at hendes på overfladen tilforladelige roomie, Rebecca (Leighton Meester), i virkeligheden er unormalt besat af hende. En dødsensalvorlig fanatisme, som efterhånden udbreder sig til også at omfatte hendes venner, der en efter en bliver skræmt væk. What to do, what to do, tænker den troskyldige Sara … What not to do, tænker denne anmelder, og dét henvendt til filmens danske instruktør.
Christian E. Christiansen har før stået bag den barske, men gennemslagskraftige Råzone (2006), og den rå zone bliver da også overført, både bogstaveligt og metaforisk, til hans første, og efter en økonomisk målestok, succesrige amerikanske produktion. Bogstaveligt, fordi ”Råzone” hedder den café, hvor Sara arbejder. Metaforisk, fordi det er rå sager, denne film bikser med.
Og her sidder man i sin stolte rød/hvide trøje og en klaskende klaphat på hovedet og ikke kan lade være med selv at føle sig som en total klaphat. Havde man nemlig håbet at kunne knejse stolt med sin danske hage over Christiansens bragende fremgang overseas, må man tro om igen og i stedet formaste sig til at udskifte klaphatten med en fis i kasketten og en flov plads i en afsides skrammekrog. Bare man var en fej struds og kunne stikke hovedet langt ned i jorden i skamfuldhed og oprevethed. Christiansen har nemlig med The Roommate lavet en træfsikker aspirant til titulaturen – verdens værste film. Hvorfor skal han dog også være dansk?
Manuskriptet: stinker så ækelt, at et indisk kloaksystem lugter som en liflig blomsterbuket ved siden af. Trivialiserede replikker, papirtynde karakterer og en inkonsistent historie udgør tilsammen et grufuldt afsæt til en film. Karaktererne: Biip. Nogen hjemme? Ikke eksisterende. Skabelon-støbte. Kvalme-potentiale højt. Indlevelse lav. Garanteret til at hive dit maveindhold op. Plottet: Genbrugt. Passé – en meeeget svageligere translation af Gøgerede for teens. Utroværdigt. Futilt.
Filmen fortæller den forkerte historie. Hovedpersonen Sara er så fladpandet og fjollet, at man på alle måder støtter op om Rebeccas morderiske tendenser. Den bygger simpelthen ikke nok antagonisme eller modvillighedsfølelse omkring Rebecca til, at man holder solidarisk med Sara. Tværtimod føler man medlidenhed med Rebecca og er ægte bekymret for hende. Hun er langt mere interessant og nuanceret, og filmen havde været bedre stillet med projektørlyset vendt mod hende. Ak, live and learn.
Derudover er det direkte frastødende, hvordan filmen behandler og forholder sig til psykisk sygdom. Flere diagnoser bliver kastet tankeløst og populistisk i hovedet på tilskueren, og det er som om filmen forventer, at de alene er nok til at få tilskueren til at aktivere sin svedproduktion. Gæt igen! Endvidere afdækker filmen aldrig Rebeccas drivende motiver – hvorfor er hun så forhippet på at klynge sig til andre og så overreagere manisk, når hun mærker den kolde skulder strejfe hendes ambition? Norman Bates havde jo Ødipus-lignende mummyissues, Jason druknede, mens andre dyrkede sex på Camp Crystal Lake, og Hannibal fik smag for menneskekød efter at have set sin søster Mischa blive rettet an som en kannibalistisk delikatesse for en flok afstumpede nazister. Hvad er Rebeccas bevæggrund? Filmen gider ikke beskæftige sig med illuminerende årsagssammenhænge, men svælger hellere i åndssvage chokreaktioner, som da Rebecca gør en tuttenuttet killing klar til tørretumbling …
Vi må da håbe, at killingen ikke havde opbrugt alle sine ni liv.
Adgang forbudt!
The Roommate minder suspekt meget om Enlig pige søger (1992), men i modsætning til denne henvender danskerens engelske opus sig til:
a) Kognitivt hæmmede tumper - de forstår jo ikke noget.
b) Folk i koma - de registrerer alligevel ikke noget.
c) Infantile, nonchalante filmiske nihilister – de er sikkert ligeglade.
d) Kom selv med forslag?
Man burde vikle et tykt advarselsbånd rundt om filmen, et af den slags med ordene ”Adgang forbudt” griflet over det hele … og hvis det alligevel ikke er advarsel nok, så boykotte skidtet i det hele taget. Ytringsfrihed eller ej, nogen ting forpester jo luftrummet så meget, at en mere skånselsløs ventilation er påkrævet!
