Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Nikolaj Coster-Waldau er en af de få danske skuespillere, der kan magte det engelske sprog uden en tung dansk accent. Dét alene er naturligvis ikke nok til at indtage udlandet, men de fleste danskere er samtidig også ret enige om, at han faktisk også er en god skuespiller. Herfra er der ren og skær politik og en lille smule held, der afgør mandens internationale karriere. Hans rolle i hitserien “Game of Thrones” har naturligvis skabt en interesse for manden, men det er ikke selvskrevet, at han får tilbudt de bedste roller af den grund. “The Silencing” er i hvert fald gået under de flestes radar - både herhjemme og i udlandet. Det er da netop også en meget lille film, men med Coster-Waldau i hovedrollen umiddelbart lige efter det sidste “Game of Thrones” afsnit kørte over hele verdens skærme, burde filmen måske alligevel have vækket lidt opsigt - i det mindste herhjemme hvor vi bør være mere opmærksomme på mandens karriere. Men det er en meget lille film med en meget lille historie - det er dog ikke ens betydende med, at den ikke er værd at se.
Rayburn (Nikolaj Coster-Waldau) lever i fordrukket isolation midt i naturens vildskab. Efter hans datter sporløst forsvandt for nogle år tilbage, har han dedikeret sit liv til at passe på en naturpark. Da den nye sheriff Gusafson (Annabelle Wallis) finder en død kvinde, bliver Rayburn kontaktet, men det er ikke hans datter. Alligevel er der noget ved denne sag, der måske kan sættes sammen med hans datters. Sammen må de samarbejde for at få løst mordgåden, og måske finde frem til Rayburns datter.
Selve plottet i “The Silencing” er set lignende utallige gange før, og minder mest om en tv-film fra 90’erne. Heldigvis har karakterene kant og nuancer, så det hele ikke falder sammen. Både Wallis og Coster-Waldau spiller deres roller glimrende, og generelt er skuespillet over middel over hele linjen. Det seværdige i “The Silencing” er også den storslåede natur, som instruktøren Robin Pront holder tilpas som baggrund for fortællingen. Når alle disse elementer er på plads, er det faktisk virkelig ærgerligt, at selve plottet er så hamrende ligegyldigt og til tider tilmed stillestående. Stemningen er ikke tung eller unik nok til at bære plottet alene.
Som en lille indiefilm og et indblik i Coster-Waldaus omfang som skuespiller, kan “The Silencing” dog sagtens underholde i en tilpas mængde. Det er bare ikke en af de film, der efterlader et varigt indtryk - den bliver derimod bare glemt rigtigt hurtigt igen. Pront er dog et navn at holde øje med i fremtiden, og forhåbentligt er filmen også et skridt i den rigtige retning for Coster-Waldau. Det må tiden blot vise.
Ekstramaterialet består af to korte featurettes, der sagtens kan ses i forlængelse af filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
