Skriv en kommentar
Vi behøver ikke gå igennem livet alene. Dette synes at være det simple budskab i Thomas McCarthys stilfærdige, men ganske bevægende drama, Station Agent. Thomas McCarthy er måske mest kendt herhjemme for sin rolle som læreren, der fyres for disciplinære grunde i den lettere moraliserende dramaserie Boston Public, der i øjeblikket kører i selvsving i TV2’s velkendte Seriesøndag. Her viser han dog virkelig sit værd som instruktør, og får gjort et temmelig simpelt plot, som han også selv har stået for, til en bevægende og smuk historie, som dog også har sine skønhedsfejl.
Filmen centreres omkring Finbar McBride (Peter Dinklage), også kaldet Fin. Han er dværg, og det er et sjældent syn i dagens filmindustri. Filmen er da også produceret udenom Hollywood-systemet, hvor man næppe ville have vovet så usædvanlig en hovedperson. Men befriende er det, og giver filmen en sjældent set dybde og ærlighed, ikke mindst takket være Peter Dinklages nærværende præstation. Filmen er da også produceret på et langt mindre budget end den gennemsnitlige Hollywood-produktion, men det har som bekendt intet med kvaliteten at gøre. Men dette er ikke en klichésmurt film om det at være dværg, men snarere en smuk fortælling om venskabets vej ud af ensomhed.
Vi følger Fins flugt fra al den opmærksomhed, som han på grund af sit usædvanlige udseende, har fået livet igennem. Han har valgt et liv afskåret fra virkelighedens stirrende øjne i selskab med sin eneste lidenskab, modeltog, som han så kærligt reparerer. Da hans arbejdsgiver og eneste ven, en gammel togentusiast, pludselig dør, braser hans verden sammen og han føler sig truet på sin ensomhed. Han beslutter sig derfor for at flytte ind i et øde og forladt togdepot i New Jersey og dermed udnytte muligheden for at trække sig yderligere tilbage. På ejendommen vil Fin allerhelst bare være alene. Alligevel har han overordentligt svært ved ikke at involvere sig i en række ensomme skæbner, der har det med, ifølge ham, at forstyrre ham i tide og utide.
The Station Agent er en kærligt fortalt historie med skær af Jim Jarmusch, med dennes rolige og afsøgende karaktertegninger. Som hos Jarmusch er Thomas McCarthys kærlighed og respekt for sine figurer tydelig. Der tages godt om dem, og der slippes ikke igen før hele karakteren er udtømt. Dette kræver meget af skuespillerne, og dette lever de også op til. Over hele linjen vises der kompetent og solidt skuespil. Den oscar-nominerede Patricia Clarkson er fremragende med underspillet og kejtet erotisk charme, som den distræte, 40-årige kunstmaler Olivia Harris, som Fin første gang modvilligt møder, da hun er ved tage livet af ham med sin Range Rover. Hun kæmper med sorgen over sin søn død og den deraf følgende skilsmisse og søger derfor venskab og tryghed hos den høflige og tilforladelige Fin. Disse to danner et venskab med nærliggende pølsemand Joe Oramas (Bobby Cannavale). Joe er ligesom Patricia, og vel også i sidste ende Fin, ufrivillig ensom. Han stræber dog med en stærkere kraft og villighed efter selskab, og går så at sige i kødet på Fin med stor nysgerrighed og livsglæde uden helt at opdage Fins tydelige afvisninger. Filmens egentlige stjerne er dog Peter Dinklage. Han spiller Fin overordentlig stærkt og udtryksfyldt. En lille stor skuespiller man gerne vil se mere til i fremtiden. Alle tre famler de sig på deres helt egen måde igennem livet, og det varer ikke længe inden de finder sammen ud af at i venskab kan ensomhed faktisk være det bedste bindemiddel.
Udenfor dette trekløver finder vi Emily (Michelle Williams fra Dawson’s Creek), som Fin også knytter et venskab til. Vi hører lidt om hendes historie som forsmået ung bibliotekar med en lettere voldelig ægtemand, men hendes rolle i historien gøres aldrig klart. Der bruges flere minutter til at fortælle hvem hun er, men hun har ingen direkte indvirkning på vores trekløvers skæbne, og dette er en svaghed. Hendes historie er simpelthen uinteressant.
Filmens problemer viser sig dog især i slutningen. Filmen slutter desværre lidt uforløst, og man sidder med en irriterende tomhed, da rulleteksterne kører over lærredet. Det er som om at McCarthy har haft svært ved at slippe sine figurer igen, og derfor vælger at slutte historien brat. Figurerne udtømmes, men deres historie gøres ikke. En temmelig paradoksal slutning for en så dybtfølt og underfundig film.
Men heri befinder der sig samtidig et ønske om, at se mere til disse elskelige figurer, og en film, der kan det, er bestemt en film værd at se. En lille stor historie med en lille stor skuespiller, der ikke kan fratages sin hjertevarme og feel-good fornemmelse.
