Skriv en kommentar
Jeppe Rønde, som er landets absolut største talent udi dokumentaren sammen Max Kestner, har besøgt en lille gruppe arbejdere i det moderne og apartheid-frie Sydafrika, og det er der blevet en på en gang poetisk og nøgtern film ud af. The Swenkas, som filmen hedder, beskriver arbejdernes noget utraditionelle fritidsaktivitet, at swenke. Det er en nærmest rituel leg, der befinder sig mellem modeshowet, stripsteasen og dansen, og som i al sin enkelhed går ud på at bære sit pæne tøj bedst.
The Swenkas er optaget i julemåneden, hvor vejret er ganske varmt i det sydligste Afrika. Filmen følger en gruppe arbejdere fra landet, der er ansat på en byggeplads. Når det bliver lørdag aften klæder de sig på i tøj, der ikke just koster beløb, der proportionale med arbejdernes indkomst. Der bliver klædt på, vasket ansigter, pudset sko og fremvist i noget, der minder om et minstrel-show. Man kan vinde alt fra en ko, en ged til store summer, som hurtigt kan få ben af gå på. Skulle filmen give anledning til at tænke på Buena Vista Social Club, er det nok ikke helt skudt ved siden af.
Filmen følger især gruppens yngste mand, Salebo, hvis far, der var leder af gruppen, er afgået ved døden ude i den lille landsby, hvor de stammer fra. Han skal besøge sin fængslede bror for at fortælle ham om tragedien, men han må også beslutte sig på egne vegne, om han har hvad der skal til for at føre arven videre. Desuden står han over for et julebryllup på hjemegnen, og har også en lille søn, som sagtens kan lære kunsten at swenke. Gruppens ældste mand og helt store stjerne Mr. Zulu aka Mr. Dangerous tager den unge Salebo under vingen, og leder ham i den rigtige retning. Og netop forholdet mellem ældre og yngre generationer ligger som en rød tråd igennem filmen. Det fortidens møde med fremtiden, vi overværer.
Jeppe Rønde kunne have valgt at fyre de store kanoner af for at fortælle om en tilfældig gruppe mennesker i det tidligere Apartheid-regime. Der kunne være skruet op for melodramatikken, kampen for retfærdighed og en historie, der vil en masse. Det gør han ikke – direkte. Alligevel ligger der fint under overfladen en henvisning til Apartheid-regimet. Alene de zuluer, der klæder sig ud i ”den hvide mands” klæder, og som minder om de minstrel-show, hvor frigivne slaver i USA klædte sig pænt på for underholdningens værdi. Alene i det billede ligger der en metafor for den systematiske undertrykkelse, der har fundet sted i Sydafrika. Salebos bryllup viser den samme rituelle forvirring, idet man først benytter det kristne vielsesritual og dernæst en zulu-dans, som Salebo udfører for at markere at han har fået en brud, som han skal tage sig af. En flyvetur over Johannesburg begynder med billeder af en moderne metropol og slutter med en ligesom moderne slumbebyggelse i en kontinuerlig bevægelse uden klip. Der er ikke geografisk langt fra fattigdom til rigdom i Sydafrika – og på den måde eksisterer Apartheid for så vidt endnu – uden at det bliver nævnt med en lyd, og det er filmens store force at kunne fortælle så meget med så lidt. De ældre medlemmer af The Swenkas bærer i deres furede ansigter et billede på den forfærdelige fortid, som Steven Biko, Desmond Tutu og Nelson Mandela er blevet symboler for. Men symbolet dækket over millioner af skæbner.
En vaskebalje med sæbe går som motiv igennem hele filmen. Det drejer sig om at vaske sig, gøre rent, rense ud og se godt ud i fremtiden. Filmen handler ganske simpelt om håb. Sabelos søn spørger sin far, hvad håb er. Han svarer negerende: Håb handler ikke om at miste troen
The Swenkas havde en slags dansk premiere sidste år, hvorfor den faktisk allerede nu har fået en Robert-pris. Filmen er blevet solgt til mange lande og er blevet vist i mange europæiske biografer allerede. Desuden har den været med på utallige festivaler og har vunder godt allerede – og det er fuld fortjent. Derfor har den nu igennem Filmporten fået repremiere, så et lidt større publikum kan få glæde af den lille guldklump, som Sydafrika er så rig på, men som The Swenkas ikke har set noget til. Filmen er altså ikke direkte politisk, men hvis man graver lidt i materialet og historien, så pibler det frem som krystalklare dråber pga. af det fine billedsprog.
The Swenkas er en meget fin film om et meget voldeligt samfund, hvor håbet alligevel skinner igennem som modlyset i kameralinsen. Den er fortalt i et adstadigt tempo, der giver tid til at dvæle i billederne fra grænselandet mellem to kulturer og deres samstøds voldelige historie. Det er hjertevarmt og håbefuldt med momentvis stor filmkunst, der nok skulle give eftertanker i decemberhysteriet. At den så også giver anledning til at klæde sig pænt på og ”swenke” er blot en ekstra julegave, der er ganske gratis.
