Skriv en kommentar
Filmen starter i 1937, hvor vi i begyndelsen får beskrevet, at The United States vil vedtage en lov om at forbyde lynchning af amerikanere, men den blev ikke vedtaget. Så er rammen sat for en film, der skildrer den sorte jazzsanger Billie Holidays liv, og de mange uhyggelige, katastrofale oplevelser hun udsætter sig selv for, og hun bliver tromlet ned af. Et liv med megen modstand, hvor hun bl.a. skal opleve kun at måtte bruge samme elevator som til varetransport. Filmen fortæller desværre ikke noget om hendes opvækst, hvorfor endte hun som stofmisbruger?
Hun er blevet meget populær i hele Amerika, og FBI vil sætte igangværende handlinger ind for at knægte hende, og da hun er stofmisbruger – er der den ene ransagning af lejligheden efter den anden, og hvis de ikke finder heroin, får de en sort agent, som flirter med hende, til at placere det i lejligheden – hvilket får Billie Holiday til at sige: Nogle gange er ens egen race værre end andres
Hun optræder altid i de flotteste kjoler med den hvide blomst i håret og på tidspunkt er hun så påvirket, at kæresten bliver bedt om at pålægge hende den blodrøde neglelak. Men det er en film med meget smukke optagelser af den populære sangerinde, som har både hvide og sorte publikummer i sin magt, og hun er i sin optræden indstillet på at bringe alle sammen – men får også et mentalt knæk, da hun på en turné i udkanten af byen i Sydstaterne, ser en sort hængt og brændt – mens der også er sat ild til korset. Hun vil pludselig stoppe turnéen, og musikerne råber: ”Hvad så med vores betaling?”
Billie Holiday optrådte mest i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor FBI og Mc Carthyismen satte stærkt ind over for mange amerikanske kunstnere, og hvor bl.a. sikkerhedspolitichef John Edgar Hoover siger: Strange Fruit er uamerikansk, når Billie Holiday påberåber sig magten til at synge om de sydlige træer, der bærer en mærkelig frugt med blod på bladene og blod ved roden. Vi ser, hun med det samme med magt bliver ført bort fra scenen og alle kontrakter annulleres, da det ikke er muligt at tale om borgerrettigheder.
Manuskriptet er baseret på fagbogen af Johann Haris fra 2015, ”Chasing the Scream: The First and The Last Days of The War on Drugs, og filminstruktøren har fået den meget smukke og intense skuespiller Andra Day til at vise os et liv med misbrug, nerve og uretfærdighedens sejr. Og det siges om Billie Holiday, at hun får solstrålen frem, selv i døden. Jeg synes filmen har for mange gentagelser med narkostik og anholdelser og vil for mange ting - og for lidt om, hvem hun ellers var. Og kun enkelte gange møder vi en af jazzens største sangere og den progressive sanger. Det var morsomt at opleve biografsalen blive tømt, da rulleteksterne begynder – så folk fik slet ikke set hende øve på valsetrinene og synge 1-2-3 ved de smukke trin og smil på læben.
Billie Holiday bebrejder flere gange i filmen, at offentligheden kun vil høre hende synge ”All of Me” – hvor den stærkeste ”Strange Fruit” er et råb om smerte, som ikke bygger bro og ingen amerikanere kan høre den uden at blive ramt på samvittigheden. Det er det utilpassede, sange kan og skal vise os.
