Skriv en kommentar
Inspireret af Sonya Hartnets roman Of a Boy, følger Daniel Joseph Borgmans debutfilm den 11-årige Adrian. Forladt af sin mor, bor han nu hos sin strenge men ingenlunde kolde bedstemor samt sin kærlige, men ingenlunde ligevægtige onkel Rory.
Adrians livsgrundlag er en vakkelvorn konstruktion kun hvilende på bedstes nåde og tålmodighed samt onkels psykofarmaka – en usikkerhed, som vel at mærke genlyder overalt i filmen. I knust krystalglas, der hænger som et vindspil i naboens træ. I Adrians smuldrende venskab eller hans bestandigt vippende sociale placering – mellem ind eller ude, medlem eller offer, for drengegruppen og ikke mindst dens brutale stammeritualer. Eller i den neurotiske vikars gryende nervesammenbrud. Eller i den stakkels stærke nabopiges dødsmærkede mor. Og hendes dom over Adrian: pendulerende mellem undervæsen og lidelsesfælle.
Mut symfoni af skrøbelighed
Overalt lyder der som af både der springer læk, is der knager og krystal der revner. Det sidste, kystallet - det synger, som onkel Rory siger. Det gør filmen også for det meste. For det meste klinger det i klare, dybe og rene toner.
Smukkest klinger det, når skuespillet er børnenes og dette er ordløst. Deres dulgte blikke, som fortrinvist afmåler hinanden og sekundært de voksne, giver os oplevelsen af at kunne høre, hvad de tænker. I deres ansigter maler filmens temaer om ædende ensomhed, svigt og angst lige så tydeligt som deres ubærligt sejlivede glæde, håb og tillid. Bedre end når de selv udtaler det - trods det at Borgman oftest lægger autentiske og levende ord på deres læber. Det er både hvad børnene siger og måden de siger det på, som tit rammer plet på samme måde som en sopran rammer de høje c. Præcisionen klinger bemærkelsesværdigt og forløsende i øret på seeren. Navnligt når Adrian taler, lidt mindre (desværre) når ordet går til filmens biroller.
Mislyde
For når violinen synger falsk, er det her. Det er tåleligt, når nabopigens replikker i få tilfælde kammer over i en direkte kanalisering af instruktørens budskab og ved samme lejlighed trækker os ud af fiktionen. Det samme med nogle af de voksnes replikker - måske især onkel Rory, der ligesom med børnene er bedst når han er tavs. Når han derimod siger om krystallet "tro mig, det synger" - så stikker vi sætningen i lommen sammen med de andre slet skjulte fortællerkommentarer og begynder at fortolke i utide. Men værst lyder det, når ordet gives til filmens designerede skurke og sabotører – som Adrians moster, der helst ser at bedste sender Adrian på børnehjem, eller anføreren for skolens drengebande, der helst ser Adrians kanin sprængt til atomer. Deres ufølsomhed står så uimodsagt, at vi i perioder taber troen på dem som andet end aktanter. Og det er lettere problematisk i en poetisk realistisk personfortælling, der lever af sine ekstra overtoner og dimensioner.
Spredt torden
Men overordnet set er mislydende som spredt torden, der drukner i filmens smertefulde skønhed. Børnenes skuespil er for langt størstedelen uhørt intenst, nøgent og troværdigt.
Filmens lyd og billede er som titlen på Bergmans sjæleflænser; Hvisken og Råb. Mest er den hvisken, mindst er den råb – for at de råb som så kommer, flår så meget desto mere i os. Lydsiden er stille mumlen og en sart hvislen, indtil Rory råber, at Adrian skal skride ud herfra, eller drengebanden sprænger et bjerg af tøjdyr i luften. Billederne er fulde af stille og spinkle lysreflekser, og vækker minder om Malicks Tree of Life - indtil Rory får at anfald og rydder krystalservicet på gulvet.
Sin egen vinkel
Og man forstår nu godt filmens titel; når elefanterne kaster om sig med deres vægt, så får det følger for de mindre dyr. Den turbulens som indtræffer i udsatte børns liv, når deres udsatte voksne vakler, er måske skildret før. Men indlevelsen i den medfølgende smuldren og opløsning, som er disse børns mentale blylod – den er ny og Borgmans eget fund.
Tak derfor, til Borgman og hans gudsbenådede skuespillere, for en smuk og smertelig film, der forlener sin socialrealistiske problemstilling med både poetisk præcision og ikke mindst en ny og vigtig synsvinkel.
