Skriv en kommentar
Hollywood elsker at producere skrækfilm af den simple årsag, at det trækker folk i biografen. Publikum (det amerikanske især) elsker at gyse i biografmørket, og der har altid eksisteret en fascination for filmuniverser indeholdende alskens forskellige, overnaturlige skabninger. Sidste år var Zombieland om zombier og ikke mindst New Moon om vampyrkærlighed kæmpe kassesucceser verden over. Man kan endda dags dato opleve vampyrfilmen Daybreakers i de danske biografer. Nu er det altså varulvens tur med The Wolfman, som er en genindspilning af filmen af samme navn fra 1941.
The Wolfman udspiller sig i 1890, hvor teaterskuespilleren Lawrence Talbot (Benicio Del Toro) vender tilbage til sit barndomshjem efter mange års fravær, fordi hans bror er forsvundet. Ved ankomsten fortæller Talbots far (Anthony Hopkins), som Talbot har et kompliceret forhold til, at broderen er fundet død – lemlæstet på forfærdelig vis. Talbot beslutter sig for at blive og undersøge sin brors død, alt imens han får et godt øje til broderens forlovede (Emily Blunt). Talbots efterforskning bringer ikke bare ubehagelige barndomsminder frem, men har også fysiske konsekvenser for ham: En nat bides han af en varulv, og han forvandles nu til selv til et forfærdeligt bæst, hver gang fuldmånen dominerer nattehimmelen.
The Wolfman er instrueret af Joe Johnston og skrevet af David Self og Andrew Kevin Walker. Sidstnævnte har bl.a. stået bag det flotte manuskript til Fight Club. Men hvor Fight Club var velskrevet og spændende, er The Wolfman kedelig og forudsigelig.
Forudsigelighed dræber spændingen i en film, og gør den kedelig; især i gyser- og horrorfilm, hvor overraskelse og chok er en vigtig ingrediens. Chok er der skam i The Wolfman, men gang på gang er der tale om de ”billige” af slagsen: Pludselige og hurtige chok med høje, skrækindjagende lyde. Efterhånden regner man som tilskuer ud, hvornår de kommer, og så er det ikke længere virkningsfuldt. Filmen bygger ikke sine scener langsomt op for derved at få en større effekt på publikum, men hopper i stedet utålmodigt over, hvor gærdet er lavest. The Wolfman bliver dermed aldrig rigtig uhyggelig, men minder i stedet mere om en actionfilm. Men forudsigelige actionfilm er også kedelige.
At filmen ikke falder fuldstændig igennem, skyldes skuespillernes præstationer. De tidligere oscarvindere Benicio Del Toro og Anthony Hopkins er stabile, og især Emily Blunt er værd at fremhæve som broderens efterladte forlovede. Manuskriptet er dog en konstant begrænsning, da det ikke giver pusterum til karakterernes udvikling og tid nok til, at vi som publikum kan komme ind under huden på personerne. Selvfølgelig er det ikke ligefrem konventionelt i horrorfilmgenren, at karaktererne skal være dybe og gennemgå personlig udvikling; det er dog essentielt, at man til slut ikke sidder og er ligeglad med, om hovedpersonen klarer skærene eller ej. For så er filmen simpelthen ikke spændende nok.
Og ligeglad er netop, hvad man er, til sidst i The Wolfman. Benicio Del Toros skæbne er én fuldkommen indifferent, og filmen bliver derfor aldrig spændende. The Wolfman fremstår dermed som et kedeligt og ligegyldigt ulvehyl mod filmhimmelen.
