Skriv en kommentar
Navnet James Watkins får nok ikke mange klokker til at ringe hos den gængse biografgænger. Eden Lake, hans eneste anden film som instruktør, også i gysergenren, fik aldrig dansk biografpremiere trods positive anmeldelser. Sig derimod Daniel Radcliffe og du har en hel generations bog- og filmelskere fremme i sædet, og med den tidligere Harry Potter i hovedrollen har The Woman in Black helt automatisk fået mere omtale end de fleste film er forundt. Kan Watkins levere under den større bevågenhed? I store træk ja.
Den unge enkemand og advokat Arthur Kipps (Radcliffe) efterlader sin søn i London og drager mod en øde landsby, for at få orden i de sidste papirer i forbindelse med et dødsbo. På kant med sin chef ved han, at denne opgave skal løses hvis han ikke vil miste sit job. Dette er dog lettere sagt end gjort, når dødsboet hjemsøges af en kvinde i sort og landsbyens beboere ikke har i sinde at hjælpe til – med god grund. Kipps status som sørgende enkemand er en ændring i forhold til filmens litterære forlæg, Susans Hill bog fra 1983, hvori han er en lykkelig mand der har noget at miste. Men det klæder faktisk filmen at vores hovedperson, ligesom alle andre karakterer for den sags skyld, konstant befinder sig i en nedtrykt og sorgfuld sindstilstand. Dette, sat sammen med en ekstremt stemningsfuldt billede- og lydside, gør at vi som seer suges helt ind i historiens mørke afkroge. Læg især mærke til farvepaletten i det hjemsøgte hus, der efter sigende er inspireret af farverne i et betændt sår. Tak for kaffe.
Rent visuelt er der i det hele taget ikke mange fingre at sætte på The Woman in Black. Watkins undgår næsten fuldstændig den åbenlyse CGI-fælde som plager mange af tidens horrorfilm og især børneværelset, hvori langt størstedelen af filmens uhygge udspiller sig, er et godt eksempel på hvor skræmmende legetøj og en tom rokkende gyngestol kan være. Mere skal der ofte ikke til.
Lydsiden er også solid, selvom den enkelte gange forfalder til letkøbte chok-effekter som ikke er nødvendige. Drudover kunne man måske bebrejde Watkins at spille alle de sikre kort i genren. Fokusskift der afslører en anden i lokalet, døre der åbner og lukker af sig selv, og velplacerede skygger der kan gemme på hvad som helst, er faste ingredienser i enhver gyser. Men det er nu alligevel lang tid siden undertegnede har oplevet disse brugt så virkningsfuldt, og selv i filmens stille øjeblikke sidder man med en spirende uro i kroppen.
Netop de stille øjeblikke er måske filmens største styrke, rent fortællermæssigt. Uhygge på det store lærred er som regel mest effektfuld når man ser og hører så lidt som muligt, og Watkins holder da også langt hen ad vejen fast i denne tommelfingerregel. Kipps er lige så uvidende om den lille landsbys hemmelighed som vi og det er først når tingene bliver for udtalt, både verbalt og visuelt, at niveauet falder. For ja, halvvejs igennem filmen har alle forstået hvad der vil ske og hvorfor det sker, hvis damen i sort bliver generet. Så nej, vi behøver ikke at få det forklaret igennem kluntet dialog en halv time senere.
Og hvordan var det nu med Radcliffe? Sidder man samtlige 95 min. og forventer et tryllestavssving og et ”expecto patronum” skreget ud i biografmørket? Både og.
Indrømmet, det kan være svært at abstrahere fra det velkendte ansigt og Radcliffe ser til tider semikomisk ud i fuld figur, gående med en ynde som en spånplade. Men faktisk har han et rigtig godt ”gyseransigt” og han overbeviser langsomt en om, at der er mere end bare runde briller og ung troldmand i ham. Han er godt støttet af et stærkt cast, anført af en som altid bundsolid Ciarán Hinds, i rollen som Daily, hans eneste reelle støtte i landsbyen. Fremhæves skal også Mrs. Daily (Janet McTeer), som næsten er endnu mere skræmmende end de rigtige spøgelser.
The Woman in Black er langt hen ad vejen en vellykket film. Den til tider lidt overfortalte historie og en lidt ujævn struktur trækker ned, men i sidste ende må succeskriteriet trods alt være om vi får et godt gys – svaret er ja.
