Skriv en kommentar
Den første Woman in Black-film fra 2012 havde ingen ringere end Harry Potter aka. Daniel Radcliffe i hovedrollen. Han er ikke tilbage i 2'eren, hvor det i stedet er en kvindelig hovedrolle som tager over. Og dette passer fint til det ildevarslende plot, som igen beviser at man ikke behøver andet end børn og skræmmende legetøj for at lave godt gys.
Vi er i det krigsramte London, 1941. Den unge lærerinde Eve skal med en ældre forstanderinde og en gruppe børn evakueres til et afsides sted på landet for at komme i sikkerhed for bomberegnen. De efterlades langt ude i marsken i huset Eel Marsh, der har stået uberørt i 40 år. Selvom de gør hvad de kan for at falde til i det ensomme hus, begynder børnene langsomt en for en at komme ud for forfærdelige oplevelser. Specielt er der en stum, lille dreng Edward, som begynder at opføre sig anderledes. Det dæmrer for Eve at noget er blevet vakt til live i huset af deres tilstedeværelse. Noget koldt, dæmonisk og meget meget ondt, som hun snart tvinges til at konfrontere...
Det er altid svært at se en gyser i biografen. Man er overladt til dens nåde og uforudsigelige øjeblikke. Og hvis man har let til skrig og forskrækkelser, som denne anmelder har, er The Woman in Black 2 en værdig modstander.
Der er en masse klassiske gyserelementer, men visuelt og lydmæssigt er det en smuk og atmosfærisk film. Allerede fra første scene af kan man mærke den ubehagelige stemning, som nærmest lægger sig om en og tynger en ned i sædet. En stemning som først forsvinder, når lyset tændes i biografen.
Men de små twistplots og meget tydelige henvisninger til historiens løbende handling er ikke svære at regne ud, og hvis man tæller gysets eufori væk er det egentlig en meget vag og forudsigelig gyserfilm, som slet ikke lever op til 1'erens store succes.
Skuespillet imponerer dog mere end handlingen. Det mandlige modstykke piloten Harry, der kommer vores kvindelige hovedperson til hjælp, spilles af Jeremy Irvine The Railway Man (2013) og War Horse (2011) Han er en charmerende, yderst tiltrækkende og rent ud sagt dygtig skuespiller, hvis evner hører til højere oppe i hierarkiet end en sequel til en populær horrorfilm.
Vores kvindelig hovedkarakter den porcelænfine, men også stærke og handlekraftige Eve spilles af Phoebe Fox One Day (2011, instrueret af Lone Scherfig)
Hun spiller smukt og passer perfekt til filmen, men selvom hun ivrigt forsøger, for hun aldrig givet rollen den saft og kraft hun gerne vil udstråle.
Nævnes skal også et af børnene Amelia Pidgeon som spiller Joyce. Amelia er kendt fra filmen 3096 dage (2013) hvor hun spiller barnet Natascha Kampusch i en powerful og uforglemmelig rolle overfor vores egen Thure Lindhardt.
Og så er der endnu en Harry Potter-reference i form af moren til Draco Malfoy, Helen McCrory som spiller den kvindelige forstanderinde Jean Hogg.
Dette er en vanskelig film at give stjerner, for egentlig er der ikke meget kød på knoglen, men dog fandt jeg mig selv nervepirrende spændt fast til mit sæde fra start til slut.
Denne film var simpelthen som alle mine besøg i et hjemsøgt hus lagt sammen. Og havde det ikke været for en yderst øm hals, havde jeg også skreget højt flere gange i salen.
Børn kombineret med knirkende stole, hurtigt lukkende døre og langsomme, døde fingre, som kommer lidt for tæt på ens ansigt er Uhyggeligt med stort U.
Men alligevel er der noget der halter efter, og resultatet bliver altså deraf.
