Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Udgangpunktet for at historien binder flere tidspunkter og personers liv sammen på uforudsigelig vis, er en Wikipedia-’sandhed’, der går ud på følgende: Et menneske deler i almindelighed sin fødselsdag med over 18 millioner andre mennesker. Der er ikke noget, der taler for, at det at have samme fødselsdag fører til nogen som helst form for adfærdsmæssig kobling mellem disse mennesker.
Serien følger en række personer, der alle fejrer deres 36 års-fødselsdag. Den stærkt overvægtige Kate, der forsøger at holde trangen til at spise ned med uforskammede Post-it-sedler på bøtterne med junkfood i køleskabet. Der er hendes bror, der tjener til dagen og vejen ved at bærer hovedrollen i en ualmindeligt middelmådig sitcom som mandlig barnepige. En rolle, der skal udfyldes i bar overkrop. Der er Randall, en sort børsmægler med hjørnekontor i et overvejende hvidt firma, der som adoptivbarn forsøger at opspore sin rigtige far.
Persongalleriet er i grunden så pænt, så stuerent, så det kan være svært at sætte sig op til at se det meningsfyldte i deres liv. Der er dog alligevel noget fascinerende, når personerne bliver flettet sammen – som en stor familie en bred vifte af bifigurer, der sætter de 3 hovedfigurer i relief.
Kate deltager jævnligt i samtale-sessions i en gruppe, hvor støtte til vægttab er afgørende for at komme videre i livet. Forskellige karaktertræk mødes, for eksempel den ellers åleslanke pige, hvis vægt ligger ganske få kilo over sin egen opfattelse af idealvægt og Toby, der jævnt hen er lige så overvægtig som Kate. Kate og Toby finder selvfølgelig sammen og formår give hinanden en stærkere følelsesmæssig ballast, end deres vægt hidtil har tilladt dem at have.
Kevin når frem til, at rollen som barnepige hænger ham godt og grundigt ud af halsen, så han gør sit bedste – værste – for at slippe TV-selskabets slavebindings-kontrakt. Trøsten henter han hos sin søster og sin bror, Randall.
Og hvordan hænger det så sammen, at de to aldeles hvide, Kate og Kevin, kan have en sort bror? Der viser sig at være en praktisk og naturlig forklaring, som hænger sammen med, at Rebecca og Jack ventede trillinger men mistede det ene barn under fødslen. Samtidig bliver et nyfødt drengebarn indleveret på en brandstation og pointen ligger lige for – ganske som en æske Kleenex bør gøre det – Rebecca og Jack tager selvfølgelig dette barn til sig og ender med at fuldende børneflokken som The Big Three.
Nu kan man som allerede antydet anfægte historiens pænhed. Det bør dog ikke skygge for en ganske glimrende dialog og figurernes kompleksitet i øvrigt. I passende begrænsede bidder formår This Is Us faktisk at levere både letfordøjelig underholdning og afsæt for refleksion over livets tildragelser, om end vi selvfølgelig befinder os lysår fra et Bergmansk karakterdrama.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.
