Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Konceptet med at samle tre asiatiske instruktører på samme filmudgivelse er set tidligere (Three). Denne gang er det Fruit Chan, Takashi Miike og Chan-wook Park der fortolker ekstrem-begrbet. Udtrykkene er naturligvis vidt forskellige, så på sin vis er det upassende at give en samlet vurdering. Den endelige karakter er et gennemsnit af de tre filmoplevelser. Fælles for de tre film er, at de utrolig flot filmet, og deres sans for farvebrug er imponerende. Og det ekstreme er naturligvis gennemgående, men ellers har de tre instruktører løst opgaven forskelligt.
Dumplings
Første kortfilm, Dumplings, er instrueret af Fruit Chan, og er den af de tre med den tydeligste morale. Temaet er evig ungdom, og filmen stiller spørgsmålstegn ved hvor langt nogle er villige til at gå for at opnå ungdommelighed. I Dumplings møder vi en kvinde, der er træt af mandens sidespring, og i forsøget på at gøre sig selv mere konkurrencedygtig, vælger hun at opsøge en heksedoktor. Heksedoktorens speciale er dumplings, hvor fyldet udgøres af fostre. Fostrene skulle gøre kunderne mere ungdommelige. Jo ældre fostrene er, desto mere foryngende effekt vil de have. Mere vil have mere, og da kvinden har set effekten af heksedoktorens dumplings, vil hun have mere og ældre forstre. Det foregår dog ikke helt problemfrit. Fruit Chan gør meget ud af at chokere og visualisere disse dumplings, er andre ekstremer overladt mere til fantasien. Idéen til Dumplings er original, og skuespillet er overbevisende. Der filmes fra finurlige vinkler, og farvespillet er iøjnefaldende. Moralen drukner i de groteske virkemidler.
Cut
Cut er den sydkoreanske instruktør, Park Chan-wook’s bidrag, som gjorde sig verdenskendt med filmen Oldboy. I Cut møder vi den succesfulde instruktør på settet, der siger dagens sidste cut og drager hjem. Det farvestrålende hjem er en (tro) kopi af filmsettet. Instruktøren overrumples, og da han kommer til sig selv igen, er konen bondageagtig fastgjort til flyglet med snoretræk, der minder om et sadistisk værk eller en marionetdukke. Instruktøren er også bundet, men om livet han har en elastik, således han kan bevæge, så meget som kræfterne (og elastikken) tillader. Instruktøren genkender ikke skurken med det samme, selvom skurken viser sig at have været statist i instruktørens samtlige film. Statisten er imod instruktørens godhed og siger: ”I tv-serier er det kun de fattige, der er gode, aldrig de rige.”. Statisten mener, at godhed er forbeholdt de fattige, så hvis de rige også er gode, er der intet tilbage til de fattige. Derfor vil statisten tvinge instruktøren til at udføre en ond gerning. Således handler novellefilmen om ondskab, men statistens akavede væren gør også filmen morsom og morbid på én og samme gang. Farveanvendelsen er eminent, og der leges med filmvinkler. Park Chan-wook’s bidrag virker mest komplet.
Box
Sidste kortfilm er Box af japanske Takashi Miike, og modsat de to tidligere bidrag gør denne film ikke brug af ekstremer og er nærmest ”blot” lidt gys – endda i den bløde ende af skalaen. Pudsigt for Takashi Miike er ellers kendt for at gøre brug af ekstremer. Historien er opfindsom, og samtidig den mest surrealistiske af de tre bidrag. Slutningen kammer over, og jeg mister en ellers god filmoplevelse i et drømmeagtigt vinterunivers. Vinterbillederne er fantastiske, og mikset med de mange flammefarvede billeder sidder lige i skabet. Box handler om en populær forfatter, Kyoto, der mindes om en tragisk hændelse, da hun får en gave af sin forlægger. I et flashback bringes vi tilbage til den ulykkelige hændelse. Vi introduceres for to akrobatiske piger/søskende, der optræder med en mand i et cirkusagtigt show. I slutningen af nummeret kravler pigerne i hver deres lille box. Manden har et godt øje til den ene af pigerne, Shoko, og belønner hende med et smykke efter en optræden, og det insinueres, at han sover med hende. Drevet af misundelse lukker den jaloux pige sin søster inde i den lille box. Hun overraskes af manden, og episoden ender uheldigt. Den jaloux unge pige viser sig at være forfatteren, som til stadighed har mareridt omkring hændelsen. En dag ligger der en invitation ved hendes fordør, som bringer hende ud til det ’gamle’ cirkustelt og et gensyn med sin tidligere chef. Box er i mine øjne det dårligste bidrag af de tre.
Selve kronologien af de tre bidrag undrer mig. Især nu hvor temaet er anslået til at være ekstremt, synes det tilfældigt/uovervejet, at det mest afdæmpede bidrag bringes til sidst. Hvis man kan tale om en progression, så er den i dette tilfælde vendt på hovedet, hvor vi går fra det voldsomme til det dæmpede og selve betagelsen ebber ud, og jeg ender derfor med en halvflad fornemmelse på trods af nogle gennemgående fremragende billeder og historier!
Ekstramateriale:
- Behind the scenes på de tre film
- Instruktørernes biografier
Filmen er venligst stillet til rådighed af
PAN Vision.
