Skriv en kommentar
To af Danmarks populæreste skuespillere, Peter Gantzler og Jesper Klein, spiller overfor hinanden i dette stilfærdige og underfundige komediedrama. Den 42-årige fraskilte arkitekt Philip (Peter Gantzler) lever en strømlinet tilværelse i det facadepolerede Hellerup. Forholdet til teenage-sønnen David (Kaspertin Lønnberg) knager dog gevaldigt i krogene, og det er selvfølgelig ikke blevet mindre efter skilsmissen og efter at farmand har fundet sig en ny og ung og attraktiv kæreste (Trine Appel).
Da han får besked fra plejehjemmet om at faderen, som han forlængst har droppet al kontakt til, er død, må han drage tilbage til sine rødder i Hjørring. I forbindelse med begravelsen kommer Philip i kontakt med den ældre særling Karl Bolt (Jesper Klein), der påstår at have været nabo og nær ven til faderen på plejehjemmet. For at lindre sin samvittighed og ligesom at genfinde sin far og det tabte forhold inviterer han Bolt med hjem til villaen. Bolt finder sig hurtigt tilrette i Philips luksushjem og han har bestemt ikke noget imod øse af sine historier om Philips far. Han begynder samtidig at knytte nære bånd til sønnen David, og derfra kommer det ikke til at gå helt som Philip har forventet, for Bolt har flere end én hemmelighed gemt i ærmet.
Det er en bittersød generations-fortælling den erfarne Peter Ringgaard her har skruet sammen. Om livets ønskede og uønskede realiteter: om ensomhed, kærlighed og de svære misforståelser på tværs af generationer. Der bliver leveret formidable skuespilpræstationer over hele linjen. Specielt af det centrale trekløver Gantzler, Klein og det nye, unge talent Kaspertin Lønnberg. Scenerne mellem Klein og Lønnberg er uimodståelige. Både komiske, bevægende og svært melankolske. Scener, der vækker minder om 70’ernes bløde og poetiske socialrealisme i dansk film, som vel egentlig aldrig helt er forsvundet igen.
Peter Ringgaard er da også en instruktør af ældre dato, og måske netop derfor synes den at have et forfriskende andet udtryk end tidens andre danske film. Historien og realiseringen synes mere jordnær og til tider lidt gammeldags, når handlingen går sin naturlige, traskende gang, men alligevel viser den sit værd og trænger ind under huden på én. Et udtryk, der senest også blev genoplivet i hans ligeledes ældre instruktørkollegaer Morten Arnfred og Gert Fredholms film, henholdvis ”Lykkevej” og ”At klappe med én hånd”.
”Til højre ved den gule hund” har dog ligesom andre af tidens danske film en let komisk tilgang til materialet, men det er en mere underfundig humor end man er vant til fra for eksempel de allestedsværende Kim Fupz Aakeson og Anders Thomas Jensen. Det er pragtfuldt at se, at dansk film kan vise sig fra så forskellige sider. Det viser at talentet og mangfoldigheden bestemt stadig er tilstede i al successen.
Desuden får man også et skønt gensyn med en af 60ernes store komedienner, Judy Gringer, der med denne film får sit comeback på det store lærred. Med Kaspertins Lønnbergs overbevisende spil får vi altså forhåbentligt både et comeback og et gennembrud. Det må tiden vise.
“Til højre ved den gule hund” slæber sig måske nok til tider afsted i sin handlingsgang, men den er som helhed endnu en i rækken af smukke danske film. En film om livet, dets tilfældigheder og skæbnen. Og ja, den spiller måske nok igen på humor blandet med bevægende alvor, men er det egentlig ikke hvad livet er? En storslået, underfundig mikstur af grin og gråd.
