Skriv en kommentar
Inden sin død i 1983 erklærede Tintins tegneseriefader, Hergé, at hvis de mangfoldige eventyr om den frygtløse belgiske reporter Tintin skulle filmatiseres en dag, måtte en visionær instruktør som Steven Spielberg være manden, der kunne omsætte de eviggyldige fortællinger og elskede figurer til det store lærred.
Filmatiseringen har dog været flere årtier undervejs. Da Spielberg fik nys om, at der var flere ligheder mellem hans arkæologiske helt Indiana Jones og den europæiske altmuligmand Tintin, købte han filmrettighederne, mistede dem igen, generhvervede dem på ny og gav sig i kast med denne første filmfortælling om den rødhårede heltefigur Tintin og hans trofaste hund Terry.
Og således opfyldte filmens maestro Spielberg tegneserieverdens ditto mester Hergés sidste begæring.
Flankeret af Ringenes Herre-instruktøren, Peter Jackson, på producersiden samt tre af Englands mest produktive manusforfattere, Steven Moffat, Edgar Wright og Joe Cornish, står Spielberg umiddelbart på et overordentligt rodfæstet fundament, der efter alle kunstens regler burde bugne med kreativitet, innovation og spænding. To ud af tre bliver mere end tilstrækkeligt tilfredsstillet. Kan du gætte hvilke to?
Tintin køber et mystisk, gammelt tremastet skib på et lokalt loppemarked, men hvad, han ikke ved, er, at han hermed også har tiltrukket sig en hulens masse ballade. Heldigvis ækvivalerer uønsket ballade med spændende begivenheder i det Tintinske univers. Så den spinkle Tintin, hans nysgerrige hund Terry og hans alkoholforelskede medspiller Kaptajn Haddock kaster sig ud i begivenhedernes vold, mens balladelystne folk er i hælene på dem og mystikkens dis spreder sig rundt om dem. Kan de løse det kringlede mysterium, hvis rødder strækker sig tilbage til Haddocks forfader Sir Francis Haddock fra det 17. århundrede og muligvis også til piraten Rackham den Rødes gemte, men ikke glemte skat.
Tintin og Haddock må nu forsøge at skaffe tre identiske modeller af Sir Francis' skib, Enhjørningen, men det er lettere tænkt end udført, og så er den dynamiske Tintin ikke altid strategisk godt stillet med en sprællevende hund, som ofte snuser sig frem til unødvendige problemer og en kaptajn, der muligvis har fundet livets mening i bunden af en whiskyflaske …
Stor ståhej for …
Først det fænomenale. For det er der. Masser af. Og så brok. Det er der også. Meget af.
Spielberg. Navnet alene insisterer på ærbødige buk, et løft på hatten og såre respektfulde omtalelser i de mest flatterende vendinger. Manden er et levende filmisk ikon, og når et levende ikon bereder alverdens biografer på en ny film og får publikums forventningsfulde ben til at segne omkuld som varme vokslys, bukker man naturligvis dybt til modtagelse og afventer filmens første anslag med sitrende fornemmelser helt nede i mavesækken.
Og hvor han dog indfrier dem, denne filmens dirigent Spielberg. Den visuelle side af Tintin – Enhjørningens hemmelighed er intet mindre end fabelagtig. Der er øjediamanter af dimensioner, enormt smukke billedkompositioner, fantastisk detaljerigdom, kreative konstruktioner, fornyende teknologi, der alt sammen gør filmen til en rendyrket fornøjelse fra første til sidste frame.
3D-performance-capture-teknologien, hvor skuespillerne spiller rollen, imens filmen optages, hvorefter de bliver digitaliseret, blev ophøjet til perfektion af den altid fremsynede James Cameron i blockbusterhittet Avatar (2009) og satte samtidig nye standarder for, hvordan film også kan tage sig ud. Spielberg viderefører denne populariserede teknologi og gør den om muligt endnu bedre. Det er muligvis en vurderingssag, hvorvidt denne tekniske tilgang føles autentisk eller artificiel, men denne anmelder var hele vejen igennem fascineret af den eminente måde, hvorpå filmen satte sit billedunivers i scene.
Flydende bevægelser, iøjnefaldende detaljer, besnærende landskabsformationer, bjergtagende menneskeiscenesættelser, et organisk flow – alt sammen værdifulde komponenter, der gør filmen til en fuldt ud berigende visuel oplevelse, hvor intet synes tilfældigt, og alting virker velintegreret.
Det er multiple wow-reaktioner værdigt! Det er bravo! Det er applaus! Det er bare fedt, fedt, fedt!
Jamie Bell, der har fået lov til at inkarnere Tintin, gør det hæderligt, mens Daniel Craig som den uspekulerede Sakharin leverer en fin præstation, men det er ubetvivleligt Andy Serkis (han stod også bag Gollums stemme i Ringenes Herre-filmene) i rollen som den fordrukne antihelt Kaptajn Haddock, der stjæler al opmærksomheden. Med en grødet, smølende stemme, tilpas dyb til at give ham det maskuline, rebelske touch samt et misundelsesværdigt forråd af alskens skældsord, der giver ham den rigtige aura af utilpasset bandit, er kaptajnen alt det, den unge Tintin ikke er – nemlig en flerdimensionel karakter med kant og karisma, der hverken er formet, tilpasset eller censureret.
Og det fører os til brok-afdelingen …
Tintin er simpelthen en alt for endimensionel karakter til, at man kan identificere sig med ham. Han har ingen skygge, intet antipatisk alterego, heller ingen skønhedsfejl. Han er … perfekt? Nok snarere kedelig.
Gab! Zzz! Snork!
Det kan meget vel være, at han er så handlekraftig som bare fanden, så operativ som et hjul i evig rotation og så kløgtig som få, men han er for renskuret til at fremstå ægte og for uspoleret til rigtigt at vække ens interesse.
Bevares, det er ikke, fordi denne anmelder er negativt stillet over for kyske folk med næstekærlige intentioner, men en heltefigur skal ikke alene kæmpe med og mod udefrakommende farer. Han skal helst også rumme indre dæmoner, der skal konfronteres og bekæmpes på det indre, intime plan. Det er i denne sammenhæng, at Kaptajn Haddock bliver en langt mere interessant og dragende figur med langt flere komplekse facetter og tilnærmende identifikationsmuligheder.
Det er nemlig i dette sammenligningslys, at man indser, at der er alt for meget sukkersmag over Tintin, alt for lidt salt og peber.
Dertil er filmens plot alt for forudsigeligt, ja nærmest grænsende til det pinlige. Denne anmelder gennemskuede hele handlingsforløbet i filmens første halve time, og det er skam ikke, fordi hun er clairvoyantisk eller profetisk, men plottet er så ganske ligetil, at en lineal næsten virker uregelmæssig ved siden af. Flere sammensatte handlingstråde, mere raffinerede set-ups og mindre indlysende gådeløsninger havde bestemt eleveret filmens tække flere niveauer.
Actionsekvenserne er velorkestrerede med en sublim træfsikkerhed på spændingsfeltet, de fleste vil sidde måbende til. Der er bulder og brag for alle pengene, fart over feltet og flere skud i tromlen end i en gennemsnitsactionfilm. Men man kan ikke undslippe en snigende mistanke om, at disse mange actionscener er en overfladisk, men veltilrettelagt undskyldning for en grundlæggende tyndslidt historie uden de store overraskelser eller omvendende spændingsmomenter. Så kan vi jo vinke farvel til al suspense … (vink, vink) Når tilskueren allerede ved, hvordan filmen vil udvikle sig, inden filmens involverede er nået dertil, dræner det historien for næsten al effektiv fremdrift.
Filmens mange komiske øjeblikke tilføjer den alligevel en overlevelsessikret redningsplanke, som dog til tider heller ikke kan undgå at føles som endnu en illusorisk fatamorgana, der skal få tilskueren til at glemme den historiemæssige ørken, han vandrer rundt i.
Så hvad bliver den endegyldige karakter …
Der bliver to – den visuelle flødeskumskage får hele 6 ON-Z-stjerner, mens den smagsafmattede historie må nøjes med middelmådige 3 stjerner. Da der kun kan gives én karakter, ender vi et lunkent sted midtimellem - 4 stjernenyk herfra.
Tintin: Enhjørningens hemmelighed er farverigt, visuelt festfyrværkeri, men også en slap, plotmæssig fuser.
Og med den mesterlige triangel, bestående af hele tre masterminds, Hergé, Spielberg og Jackson, i filmisk action, er selve filmudfaldet ligesom ikke helt blevet dét kinderæg, man havde håbet på …
