Skriv en kommentar
Den påfaldende hipsterbøsse Tom ankommer i al sin læder og gamachebetrukne storbypragt til en øde gård. Han higer og søger forgæves efter noget, der ligner en ejer, men møder hende først da hun finder ham - snorkende hen over sit rustikke køkkenbord.
Det viser sig at Tom er kommet for at deltage i gårdsønnen Guillaume's begravelse, og det gør han fordi han var Guillaume's kæreste. Men svigermoren ved i al sin landlige enfold ikke, at fyren foran hende er hendes svigersøn, eftersom svogeren Francis har gjort alt for at skjule sin brors seksualitet for hende.
Det er her plottet sætter af; med et magtspil mellem de homofobiske, brutale bror og den queer-rebelske Tom, der i starten er splittet mellem sin frygt og foragt for gårdens beboere og længslen efter mindet om Guillaume. I denne fase er Francis et entydigt frygtobjekt, og det understreger Dolan med en Hitchcocks menneskejagt ud i de efterårsslebne majsmarker.
Men Michel Marc Bouchards perverse plot flytter os ligeså stille fra udgangspunktet, og det begynder at pleje omgang med nye aspekter af de to hovedpersoner. Francis ved besked om Toms seksualitet, og det vækker ikke kun foragt i manden - tvært driver det ham ud en i faretruende slingerkurs mellem overgreb og tilnærmelser - en kurs der truer med at tage enten livet eller pippet fra Tom.
Men der skal to til en tango - og hvad Francis kan give som sadist, det kan Tom tage som masochist, fysisk som psykisk. Den perverse karakterpsykologiske dynamik finder sit zenith i en scene, hvor Francis trækker Tom ind i en overrumplende tango ude i en lade, der kun er tom så længe de to drenge opfører sig pænt. Så snart dansen udfolder sig og Francis bekender sig, ja så kan plottet kun tyknes og de to drenge blive opdaget. Forholdet til Francis bliver en roterende magnet der hhv. frastøder og tiltrækker Tom og fastholder ham i kredsløb om gården, der fortsætter til det ubærlige.
Xavier Dolan har som sagt skippet sin dekadente storbystemning for en mere monokromatisk landatmosfære, der frem for svulstige farver arbejder i saftige nuancer. Genren har også bevæget sig fra hipt indiesoap til alvorstungt thrillerdrama, der bærer noter af Hitchcock (Rebet, Strangers on a Train) og Highsmith (The Talented Mr. Ripley) men også hinter til Almodovars "Dårlig Dannelse".
Det er store talenter den kun 24 årige Dolan krydser klinger med - og det lykkes ikke ubetinget. Dolan undereksponerer sin fortælling flere steder. Vi kan godt se, at Tom er vild med Francis, men vi kan ikke leve os ind hans transformation fra modvilligt mobbeoffer til samtykkende slave. Derfor er der hele tiden et nagende spørgsmål i vores baghovede om, hvorfor Tom ikke bare haler tasken på ryggen og skrider - selvom bilen er klodset op i laden, er der sgu nok ikke længere end man kan gå. På samme måde er det lidt uklart, hvorfor Francis på én gang er så internaliseret homofob og alligevel så åbenlyst flirtende. Eller hvorfor moren ikke må få noget at vide - hun virker ikke tilstrækkeligt fjendtlig, til at al brorens komedie er besværet værd.
Den slags modstrid er for usandsynlig til at lade stå ukommenteret. Og det gør Dolan desværre - overlader flere psykologisk substantielle detalje til gætteleg. Spring i karakterernes psykologi formidles med spring i tiden, med andre ord fortæller formen substansen og det går kun til en vis grænse. Andre gange har vi brug for noget udredning - ellers kan vi ikke indleve os.
Men det er detaljer. Overordnet er "Tom at the Farm" en erotisk neglebider, der med æstetisk behændighed hiver tilskueren ud på sædekanten. Skuespillet er fermt og troværdigt; Lise Roy leverer en nervepirrende moderfigur, man aldrig ved om man skal ynke eller frygte, mens Pierre-Yves Cardinal inkarnerer sin bondejokkede bøllekarakter til UG. Xavier Dolan spiller selv Tom med præstation der varier fra det ubesværede til det bombastiske.
