Skriv en kommentar
Handlingen i Giacomo Puccinis opera Tosca finder sted i Rom den 17. og 18. juni år 1800, hvor teaterstjernen Floria Toscas elskede, maleren Mario Cavaradossi, hjælper og gemmer en gammel ven, der er flygtet fra fængslet. Den onde og korrupte baron Scarpia fængsler Mario og dømmer ham til døden for, at presse Tosca til, at fortælle Scarpia hvor Mario gemmer flygtningen, og for, at gøre Tosca til sin! Kort før henrettelsen giver Tosca sig selv til Scarpia, som i stedet lover, at fingere henrettelsen, så Mario vil blive skudt af løst krudt, og bare skal falde til jorden. Tosca stikker herefter Scarpia ned, men da hun ved den falske henrettelse løber hen til Mario opdager hun, at han er død og, at Scarpia selv i døden har haft en rolle at spille i hendes ulykke.
Operaen Tosca blev skrevet i år 1900 af den italienske komponist Giacomo Puccini (1858 – 1924) og bliver af kendere betegnet som en af de nemmest tilgængelige operaer, da sangene er med det samme fænger, og da den er forholdsvis kort - kun omkring to timer. Blandt andet på grund af disse to grunde, er det også nærliggende at tro, man kan præsentere opera for det brede publikum og få succes med det. Det er lige netop hvad den parisiske instruktør Benoit Jacquot forsøger med denne ’operafilm’, til hvilket formål han bruger tre forskellige overordnede filmiske virkemidler. Det meste af filmen foregår på scenen, men af og til ser vi nogle grumsede og mystiske billeder, der viser hvad karaktererne tænker og erindrer og lokaliteterne i historien. Derudover præsenterer instruktøren os også for nogle ’behind the scenes’ klip, hvor vi kan følge disse talentfulde kunstnere under indspilningen af sangene, for man kan godt se at de på scenen blot mimer til musikken.
Filmen, og operaen, er delt ind i tre akter, der foregår på tre forskellige locations; Sant’Andrea-kirken, hvor Mario maler et vægmaleri, Farnese-paladset hos baron Scarpia og på Sant’Angelo-slottet, hvor Mario bliver tilbageholdt og skal henrettes. Denne inddeling fungerer fint, både i operaen og i filmen, og operaen er også vældig god som en slags filmatiseret opera, men som film virker den ikke. Historien om Tosca er fuld af intensitet, blod, opofrelse, begær og energi, men med filmens afstikkere til indspilningsstudiet, hvor vi bliver bland andet bliver præsenteret for et close-up af en ung sangers tandbøjle, bliver vi hevet ud af historien og må vente på, at historien kan fortsætte. Jeg kan forestille mig, at det mest er operaentusiaster og feinschmeckere, der vil være interesseret i, at komme sådan bagom filmen, mens historien er i gang. Det ville have været mere interessant hvis vi før filmen blev præsenteret for skuespillerne, og så gik i gang med historien.
Jeg har med vilje endnu ikke nævnt det tredje filmiske virkemiddel: de grumsede og mystiske billeder af karakterernes tanker og erindringer. De virker utrolig godt og får os til at være opvakte. De virker mystiske og tankevækkende, og lægger en helt ny dimension til operaen. Man kan sige, at klippene er en hjælp til os som seere, når vi skal tolke karakterernes følelser, tanker og sindstilstand, og samtidig kan de også virke lidt skræmmende og uhyggelige.
’Operafilmen’ Tosca er en ret ujævn film, der mister meget af sin appel, fordi instruktøren eksperimenterer med forskellige virkemidler sammen med historien, og fordi de ikke alle virker helt efter hensigten. Som filmatiseret opera kunne filmen virke udmærket og være ganske interessant, men, i hvert fald for det brede publikum, bliver historien fjern og uvæsentlig, når fokus så ofte fjernes fra kulisserne og skuespillernes excellente skuespil. Specielt skal Ruggero Raimondi, som den onde og korrupte Scarpia, fremhæves. Han figur er dejligt underspillet, mens man alligevel kan se på ham, at magtbegæret og hadet er ved, at flyde over. Alt i alt en blandet fornøjelse, som får 4 stjerner ud af 6.
