Skriv en kommentar
Anders er næste blevet voksen og skal flytte på College. Hans legetøj har ikke været i brug de sidste år og det ryger derfor på loftet. Men hans mor forveksler den sorte sæk med legetøjet og den ender til storskrald. Woody, som er den eneste Anders vil have med på College, må til undsætning endnu engang. Men vil legetøjet gerne op på loftet i håb om Anders selv en dag vil få børn, som vil lege med dem? Udsigten til at kunne blive leget med hurtigst muligt trækker for alvor og derfor vælges børnehaven Sunnyside, der ligner lutter idyl, til deres fremtidige bopæl. Men lederen Teddy Krammebjørn er ikke hvad han udgiver sig for og pludseligt ser fremtiden ikke så lys ud, alligevel.
I kan simpelthen ikke være det bekendt, Pixar (og Disney)! At få en voksen mand til at græde. Det er jo bare legetøj! Nej, det er ikke bare legetøj, det er komplette veludviklede karakterer med menneskelige følelser, som vi forstår, respekterer og deler vores følelser med. Jamen er det ikke bare animerede figurer i en film for børn? Nej, det er lige så meget en film for voksne, som en film for børn. Det er faktisk et mesterværk!
Toy Story 3 balancerer humor og alvor til perfekthed, sådan, at man kommer hele følelsesregistret igennem. Børnene vil endnu engang elske gensynet med den fortryllende verden, hvor legetøjet bliver levende, når de voksne ikke kigger. De vil elske de komiske elementer og den hæsblæsende spænding. Det samme vil selvfølgelig de voksne, men de vil samtidigt kunne relatere til temaer om at blive voksen, søge nye udfordringer, blive efterladt og genforenet, problemer med tilpasning, glæde og sorg. Det er unægtelig lige så meget en voksenfilm, som en børnefilm!
Det er ikke noget nyt, at Pixar formår at skabe denne balance, hvis man ser på deres tidligere film. De er uden tvivl nogle af verdens bedste til at lave film for alle i alle aldre. De kreerer en verden og en holdbar historie, som børnene elsker og de voksne kan finde paralleller til i de daglige liv. Børnehaven Sunnyside kunne lige så godt have været en voksen arbejdsplads med en usympatisk chef eller et alderdomshjem, hvor man ved, at det er den sidste tid man tilbringer. Og netop det sidste bringer et tema om nostalgi frem, hvor vi vemodigt kan kigge tilbage den gode tid vi havde og frem mod forhåbentlig en god fremtid.
Holdet bag filmen er næsten alle garvede Pixar skabere. Bl.a. instruktøren Lee Unkrich som klippede den første Toy Story og var medinstruktør på efterfølgeren, samt Monsters Inc. (2001) og Finding Nemo (2003) og var assisterende klipper på Cars (2006) og Ratatouille (2007). Produceren Darla K. Anderson har produceret flere tidligere Pixarfilm, ligesom den garvede John Lasseter ligeledes som altid, har finger med i spillet. Til sidst har vi komponisten Randy Newman, der ligger musik til hans sjette Pixarfilm. Der er en grund til, at det hele går op i højere enhed!
Toy Story er en forførende, rørende og fuldendt cocktail med alle de nødvendige både stærke og søde ingredienser, der får mundvandet til at løbe og tårekanalerne på overarbejde. Den indeholder én del nervepirrende spænding, der bringer dig helt frem på stolesædet. Én del gribende øjeblikke, der får dig til at synke tilbage i sædet igen og én del humor der løfter dig mageligt til oprejst startposition. Spændingen er som taget ud en Indiana Jones film, de gribende øjeblikke som ud af Disneys Bambi og humor som vi kender den fra Pixar. Til sidst er cocktailen dekoreret med en præcis mængde passende sentimentalitet og nostalgi, uden at det bliver for meget eller for lidt.
Musiknumrene ”We Belong Together” og ”You’re Got a Friend in Me” opsumerer filmens overordnede tema som, i de foregående film, selvfølgelig er venskab. Sammenholdet er nøglen til et succesfuldt venskab og i tykt og tyndt må Woody og Buzz, Slinky, Mr. og Mrs. Potatohead, Rex, Jesse, Basse og Barbie overkomme nye udfordringer, for at få tilstanden normaliseret, så de igen kan leges med. Det hele kan måske godt føles som en repetering af de to foregående film, men netop det er dens største styrke – filmen er lige så spændende og medrivende endnu engang.
De nye karakterer bliver indlemmet i filmen med største naturlighed. Forholdet mellem Barbie og Ken falder lige i øjet. Chuckles, den bedste af de nyeste, er perfekt akavet. Teddy Krammebjørn viser sig overraskende dybsindig. Hvordan Mr. Patatohead bliver tortillahead, hvem den spanske Buzz Lightyear er og om Ken er et pigelegetøj, må man selv finde ud af. Og jeg kan kun anbefale, at man går ind og finder ud af det.
Indiana Jones trilogien havde en sløj 2’er, Tilbage til Fremtiden 2 og 3 manglede lidt, Godfather 3 haltede også, The Matrix 2 og 3 klarede heller ikke skærene. Det er selvfølgelig en smags sag, men Toy Story 3 formår, måske, som den eneste at fuldende den perfekte trilogi. Som de fleste andre amerikanske premierefilm kan man selvfølgelig se filmen i både en normal version og en 3D version og i den sidstnævnte bliver formatet benyttet naturligt og tilbagelænet til at skabe flot dybde i billedet, men det giver ikke nødvendigvis ikke noget ekstra til filmen.
Så snart filmen er slut, ønsker man sig tilbage til den fortryllende verden. Det skal ikke være i form af en ny Toy Story film, for der bliver sat et endegyldigt punktum. Men man længes tilbage efter mere og her må man nøjes med at gense de tre fantastiske film. Og hvilke tre og hvilken finish!
Før filmen vises en lille kortfilm ved navn Day and Night, som er fantasifuld og Pixarsk, men desværre ikke på højde med deres tidligere mange kortfilm.
