Skriv en kommentar
Det er sjældent, at vi ser sydafrikanske film på disse kanter og lad det være sagt med det samme at skulle Tsotsi være toneangivende for fremtidige tilvalg af film kommer til ikke til at skæppe meget i de sydafrikanske filmproducenters lommer.
Vi er i en hometown i udkanten af Johannesburg, hvor vi møder Tsotsi, der med brutalt og blodigt omhug sørger for at forsøde tilværelse for sin bande i en barakby for tusinder og atter tusinder af sorte sydafrikanere. En verden lang tid efter Apartheid og dog en verden ganske uden basale livsfornødenheder for slumkvarterets beboere.
Her lever Tsotsi og hans håndgangne mænd hvis eksistensgrundlag består af natlige raids ind i det hvide Johannesburg for derved at sørge for at der er rigeligt med øl på bordet når man samles i den lokale barakbar og her udveksler banaliteter om livets uretfærdigheder og det betimelige og ikke mindst ubetimelige i at myrde i flæng.
Så vidt og så langt kunne Gavin Hoods film have været et kærkomment opgør med det Sydafrika der ikke synes at have flyttet sig en tomme og hvor den hvide mand fortsat sætter dagsordenen for den sorte majoritet.
Filmens kæde knækker dog da Tsotsi på et røvertogt vælger at kidnappe babyen tilhørende et ungt par fra den sorte middelklasse for derefter at bringe barnet til sin faldefærdige hytte for her at udleve rollen som sort plastikfar med brugte aviser som bleer og den lokale kunstnerinde som amme.
Mere blødsødent indstillede anmeldere ville læse denne film som et ung mand der i forlængelse af sin sociale stigmatisering ikke kan andet end det han gør nemlig at hærge, fordærve og i værste fald dræbe men som i sidste og afgørende stund stopper op for måske en første og eneste gang at gøre det rigtige. I fald dette er budskabet med Gavin Hoods film mislykkedes projektet som ide fuldstændigt og vi lades tilbage med en gang sødsuppe kogt på de mest trivielle temaer ud i soapoperaens afkroge uden egentlig konsekvens for filmens karakterer og disses gøren og laden.
Filmens næsten anmassende fremstilling af Sydafrika som alt overvejende sort og ”den hvide mand” alene repræsenteret ved filmens politibetjent gør at den sociale kontrastering simpelthen er for unuanceret og ikke får greb om seeren.
Ros skal der dog udgå til filmens konsekvente brug af ”naturlige” billboards der advarer mod Sydafrikas måske største problem nemlig AIDS og som sådan lader os ane at Gavin Hood dybest set vil andet og mere end en simpel røverkomedie men også er ude i et mere flertydigt socialt og samfundsmæssigt større ærinde end blot opgøret med de sortes lavstatus i et nyt Sydafrika.
Skulle man imidlertid ønske at pleje den mere politisk korrekt anlagte del af sit kulturelle korpus er filmen en oplagt komedie hvor man med sindsro kan læne sig tilbage og bryste sig af at have tilbragt 1.5 time i selskab med en film som i bedste fald kan beskyldes for at trække kulturel hammel på et Soweto, som den dag i dag bløder.
