Skriv en kommentar
Kærlighed er en besynderlig størrelse, og ofte bliver der gået langt for at op nå den. Men sjældent så langt som Statoil-medarbejderen Lars (Janus Nabil Bakrawi, ”Pizza King, ”Taxa”) gør det for at indfri sin forelskelse i pigen Julie (Trine Dyrholm), ved at påtage sig hendes afdøde kærestes identitet. Julie, som næsten udelukkende karakteriseres igennem Lars øjne, kan ikke komme over ens med sin kærestes død og projekterer derfor i en form for sindssyge hans identitet over på den velvillige Lars (deri forklarelsen på titlen), og går dermed også langt for kærligheden. En kærlighed som muligvis er ”afdød”, men som hun klamrer sig til i fornægtelse.
Det er altså de store følelser, der her er gang i, og ”Tvilling” er da også noget helt nyt, både tematisk og især æstetisk, for den unge og talentfulde instruktør Hans Fabian Wullenweber, som også har forfattet sammen med den ligeledes talentfulde Bakrawi. I debuten med ”Klatretøsen” viste Wullenweber en forståelse for den klassiske underholdnings/spændingsfilms billedsprog. I ”Tvilling” anes der i visse sekvensers æstetik inspirationen fra Lars von Triers ”The Element of Crime” og ”Befrielsesbilleder”, og til dels Jesper W. Nielsens nye ”Manden Bag Døren”. Så som kærlighedsscenerne mellem Lars og Julie, der øjensynligt er stærkt metaforiske i sit billedsprog og sin æstetik. Hvor de eksperimenterende og stemningsskabende billeder er vigtigere end en regulær narrativ fortælling. Men dermed har Wullenweber også malet sig ind i et snævert hjørne.
Man sidder med fornemmelsen, at Wullenweber og Bakrawi, har krænget al deres blod, sved og tårer – og sjæl ud i skabelsen af denne fabel. Filmen er en såkaldt no-budget film. Ingen på produktionen har fået løn. Men auteur-film eller ej, er resultatet et ufuldstændigt værk, der vil for meget og dermed i sidste ende gør for lidt. Det er som om, at denne film har rumsteret lidt for længe i de to herrers centrifuge af et sind – med pointen slynget ud undervejs – og således endt i en gang fortænkt navlepilleri. De mange metaforer, der bruges og misbruges i billedsproget, virker ødelæggende fortænkte. Dette er dog ikke gennemgående i hele filmen, men alligevel distanceres vi på en måde fra filmens karakterer, og man får derved aldrig gjort dramaet og dermed filmens følelsesmæssige essens interessant og gribende. Filmens centrale personer bliver simpelthen for ”sindssyge”, for umenneskelige, til at man kan identificere sig med dem, og den besynderlige slutning hjælper bestemt ikke på det. Dette på trods af at det faktisk er nogle basale følelser, der rives op i: Afvisningen af det bagland, som ikke kan acceptere sin valgte kærlighed. Lars og Julie afviser hver især deres baggrunde (virkeligheden), henholdsvis Lars’ invalide og omklamrende mor (en skræmmende god Lene Tiemroth), som han har dedikeret sit liv til, og Julies småborgerlige forældre (Karen-Lise Mynster og Asger Reher), i deres egen lukkede kamp for at være sammen. Selvom det er på højst forskellige vilkår.
Skuespillet er dog utrolig stærkt, og det er stort set dette alene, der hiver de tre stjerner hjem. Bakrawi er nærværet selv i den karakter, den forsmåede tankpasser Lars, som han kender så godt fra sin egen pen. Han bevæger sig her for første gang væk fra ”indvandrerfiguren”, og han er uden tvivl et talent dansk film kan forvente mere fra i fremtiden. I små enkle blik vises Lars’ underdanighed overfor og dedikation til den dominerende mor, og hans uindskrænkede kærlighed til den mentalt forstyrrede Julie. Hun spilles med stor indlevelse og intensitet af en Trine Dyrholm, der aldrig er set bedre. Sidst, men ikke mindst, er Lene Tiemroth igen respektindgydende i en svær rolle. På denne led viser Wullenweber da også at han har store evner indenfor personinstruktionen, som han da også viste i ”Klatretøsen”.
Wullenweber har tidligere vist med denne film, at han mestrer den elementære underholdning og fortættede spænding. Derfor skal ”Tvilling” nok også tilskrives som et kunstnerisk sidespring for en talentfuld instruktør, der vil vise, at han altså godt kan være alvorlig og personlig. Af samme grund vil han da også uden tvivl vende stærkt tilbage. Som ofte med disse filmeksperimenter, ender de i intet andet end netop det. Hatten skal dog af for forsøget på at nytænke den danske kærlighedsfilm og i det hele taget det danske filmsprog.
