Skriv en kommentar
I en snedækket og isoleret del af Norge befinder den 67 årige Trond (Stellan Skarsgård) sig i en nedslidt træhytte. Han har ikke så mange mål i livet, efter den tragiske ulykke, som 2 år forinden efterlod ham som enkemand. Han søger bevidst ensomheden, men efter et møde med en familiært udseende nabo, Lars (Bjørn Floberg), bliver Trond nødsaget til at reflektere over oplevelser, han havde i sin tidlige ungdom, mere præcist en sommer som han i 1948 brugte sammen med sin far (Tobias Santelmann). Vi oplever herefter en blanding af disse karakterdefinerende øjeblikke fra sommeren 1948, og den nu 67 årige Tronds vej ud af isolationen.
Det hele er umiddelbart meget skandinavisk. Dialogen er tæt og velskrevet, og filmen har et isoleret og realistisk udtryk. Dette gælder dog kun i filmens ”nutidige”-perioder. Når vi først kaster os over Tronds ungdomsminder, bliver der lukket op for et virvar af kaotiske og visuelt imponerende sekvenser, som har til formål at etablere naturen som en barsk og ustyrlig skabning, som vi kun med nød og næppe kan forsøge at kontrollere. Hvis man er glad for symbolik, vil man helt sikker kunne finde tydelige paralleller mellem den 15 årige Tronds (Jon Ranes) forsøg på at tøjle naturens kræfter og hans afrejse fra barndommens trygge rammer.
Der er en ret markant forskel på instruktørstilen i de nutidige peroder og minderne fra fortiden.
Bruddet med den klassiske nordiske filmstil er absolut, og vi befinder os i en form for underskøn drømmeagtig fortid, hvor naturen og menneskene er næsten unaturligt smukke. Dette er igen afbrudt af stemningsskabende, intense og hurtigt klippede sekvenser af dyrelivet og naturens orden. På disse tidspunkter påtager filmen sig næsten en Antichrist-agtig tone. Det fungerer fint, men bliver også hurtigt for meget. Desuden forekommer disse sekvenser ofte så meget ud af ingenting, at de virker mere som en oplysning om, hvilken stemning vi bør være i, når vi ser den næste scene frem for at understøtte en allerede eksisterende stemning.
Filmen er på mange måder en coming of age historie. Primært fokuserer den meget på spørgsmål om skyldfølelse og familiedynamikker. Der mangler dog en mere tydelig forbindelse mellem 15 årige Trond og 67 årige Trond. Den ældre Trond bliver aldrig rigtigt etableret som en dybere karakter, før vi begynder at dykke ned i hans ungdom. Det er derfor svært at gå op i, hvordan han er blevet, som han er, når vi ikke ordentligt når at finde ud af, hvordan han egentligt er. Derfor er det næsten lige meget, hvilke livsændrende oplevelser Trond har som ung. Dette er tydeligvis et symptom på, at der er gået en del tabt, da bog blev til film, hvilket virker til at være det største problem i ”Ud og stjæle heste”. Det føles hele tiden som om, at der mangler et eller andet.
Adaptionen er ikke god nok til at fortælle en kompleks coming of age historie i stil med f.eks. ”Call me by your name”, og kommer derfor til at virke en smule undervældende. Dette skal dog ikke tage væk fra filmens solide dialog og smukke scenografi. ”Ud og stjæle heste” er bestemt værd at se, men den formår ikke at gøre noget langvarigt indtryk.
