Om man har kunnet lide skolefaget historie eller ej, ændrer ikke på at alle kan huske emnet om 2. verdenskrig, hvor Hitler havde en klar opfattelse af hvordan man skabte et stærkere og renere tysk rige. Jøderne skulle udryddes og nyt land erobres. Hans grusomme ideologi vakte forargelse, og er stadig en skelsættende del af dansk historik, da vi som besat land fik krigen at føle på nærmeste hold.
I denne dokumentar kommer vi endnu tættere på det tyske rige, dets personligheder og tankegang. Vi starter sågar 6 uger før krigen brød ud, hvor kunst og kultur var som nationalskatte i Tyskland. Det fortælles at Hitler egentlig var fejlet som maler og drømte nu i stedet om at blive arkitekt. Dette var også stadig hans ambition, så snart krigen var slut. Men krigen gik som bekendt ikke som Hitler havde forudset, og alle der har kigget med på spillefilmen Der Untergang, husker nok tydeligt den frustrerede Bruno Ganz i hovedrollen, som langsomt må sande at der kun er én udvej.
Vi får også et indblik i Hitlers tilværelse i 20'erne, hvor der endnu ikke er konturer tegnet til hvad der siden fulgte. Blandt andet hans interesse for opera, lærer vi om.
Dokumentaren følger også Hitlers magtovertagelse, som nazisterne mangfoldigt hylder og derfra lykkes det ham at indføre hans overbevisning som procesgrundlag.
Højtstående officerer som Himmler og Goebbels portrætteres ligeledes, og der stilles naturligvis også fokus på udryddelser ved nedskydning i massegrave og jødernes lidelser i koncentrationslejre. Målet med at fremelske skønhed med ondskab som middel blev en grufuld virkelighed.
Undergangens Arkitektur viser os også de kunstværker, som har inspireret Hitler til sin ideologi. Tilmed kunstværker som i Hitlers optik skildrede det menneskelige ideal, og som hans læger skulle eksperimentere sig frem mod. Ofrene var ganske uskyldige mennesker, som under Hitlers virke, har måttet udstå ufattelige pinsler som de færreste slap levende fra.
Denne svenske dokumentar er skabt af Peter Cohen, som er en anerkendt filmskaber med mere end 40 film bag sig. Hans far var født i Berlin, hvorfra han tog flugten til Sverige i 1938. 8 år senere dukkede Peter så op, født i Lund. Med andre ord har Peter Cohen så haft en helt naturlig tilgang til at undersøge hvad der gik forud, underforstået hvorfor det var nødvendigt for hans far at flygte.
Undergangens Arkitektur varer lige i underkanten af 2 timer. Den fortælles i et adstadigt tempo, hvor man ikke bliver hægtet af. Dog føles det meget længe at skulle kigge på de mange sort/hvide optagelser som ikke alle er lige tydelige. Det bliver en smule trættende i længden, men omvendt er det svært at argumentere for at omdrejningspunktet er uvedkommende. Man skal nu nok være mere end almindelig interesseret i bevæggrundene bag nazismen, for at kunne holde fokus så længe. Men er man så det, så er Undergangens Arkitektur et fint værk at fordybe sig i.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.