Skriv en kommentar
På sit sygeleje er digteren H. C. Andersen blevet en kendt og respekteret digter, men opstigningen fra fattig dreng i Odense til hele verdens digter var ikke uden omkostninger. Som han ligger der svag og delirisk i sin seng, har Andersen svært ved at finde flere eventyr at fortælle, og han finder en mere dramatisk og barsk historie i sin ungdoms kamp for berømmelse. Som ung traver han lige ind hos det højere borgerskab i København. Her bliver han med sine dagdrømme og barnlige væsen til morskab og spot for borgerskabets kyniske øjne. Men familien Collin forbarmer sig over den unge Hr. Andersen, der viser et stort gå på mod. Derfor beslutter Hr. Collin at betale for Andersens uddannelse, så han i det mindste kan blive skriver på et kontor.
Med penge på lommen sendes Andersen derfor til Latinskolen i Slagelse, hvor Rektor Meisling er kendt for sin hårde disciplin.
Opholdet i Slagelse bliver dog ikke, som Andersen havde forventet. Meisling tolererer nemlig ikke sådan lige den 17åriges mærkværdige univers. Det bliver derfor en hård kamp for Andersen for på en gang at komme til tåls med sin egen baggrund og komme videre med sin læring. Den unikke blanding af jernvilje og drømmesind bliver derfor Andersens force og hæmsko.
Her i det herrens år 2005 hvor H.C. Andersenfeberen raser som en gal, og hvor digterens skal fejres med prompt og pragt, er det mere end naturligt med en film om digteren. Og som sådan lægger filmen egentlig tonen ret fint. Den fortæller, at Andersens liv var andet end et eventyr om en grim ælling, der blev til en smuk svane.
Filmen er sine steder ret barsk, hvorfor man også kan forvente, at filmen vil være for hård for de mindste. Spillet mellem den komplekse dagdrømmer Andersen og den hårde men også idealistiske Meisling er sine steder faktisk ret vellykket. En storspillende Henning Jensen giver Meislingkarakteren en nuancerigdom af dimensioner. Karakterskuespilleren spiller med sin vanlige store autoritet og med det underliggende vanvid, der bliver drivkraften i den interessante Meisling-karakter. Overfor ham står Simon Dahl Thaulows ranglede skikkelse, der formår at give et troværdigt portræt af en ung Andersen. I sygesengen spilles gamle Andersen af Peter Steen, der også gør det fint.
Filmens force er således først og fremmest dens skuespil, men historien er nu heller ikke helt ved siden af. Filmen leger således med nogle kategorier, der direkte berører de psykologiske aspekter af Andersens biografi. Stærkest står naturligvis tilgangen til vanviddet, for i sammensætningen af Meislings sadistisk hårde latindisciplin og Andersens virkelighedsflugt blandes en bryg, der ikke mades ned i seeren. Man tvinges til at se vanviddet og dets relation til det ’normale’, og det naturligvis for at komme dybere ind under huden på Andersen. Der blandes nogle sidekarakterer ind i spillet som f.eks. Andersens første ven Tuk, der gang på gang må agere prygleknappe for Meislings straffe mod Andersen.
Filmens æstetiske side fungerer ret fint. 18’tals reelplanet er troværdigt, mens drømmelaget, der knytter sig til Andersens fantasi sine steder virker mere påklistret. F.eks. findes der en fantasiscene, hvor Andersen må finde vandets sande væsen (vandet er et spændende univers, men man kan også drukne i det) og derfor dykker til bunds. Her smelter reelplanet og fantasilaget sammen, men desværre bliver netop denne nøglescene lettere parodisk.
Samlet set har Rumle Hammerich lavet en ganske interessant og fængende historie om unge Andersen. En film, der ikke har taget den letteste dramaturgiske vej, men i stedet har taget psykologiens snørklede stier ind i sit skema. Det er derfor blevet til en vældig vellykket film, der bestemt kan få folk til at tænke nærmere over, hvem og hvad det i grunden er, der fejres her i H.C. Andersen året.
