Skriv en kommentar
Rachel (Caren Pistorious) gennemgår en svær periode, hvor intet går, som det skal. Hun er midt i en skilsmisse, kassen er tom, hendes søn Kyle (Gabriel Bateman) får eftersidninger i skolen, og hendes kunder forlader hende utilfredse en efter en. Da hun en morgen endnu en gang sover over sig, så Kyle kommer for sent i skole (igen), og hun oveni har overset en aftale med en kunde, er desperationen mærkbar. I all hast skynder de sig ud ad døren, men de bliver hurtigt fanget i den værste myldretid, hvor motorvejen er som forvandlet til en blanding af parkeringsplads og sneglespor.
Da en grå pickup holder stille for grønt lys, bliver det derfor for meget, og Rachel overhaler hidsigt med hornet i bund. Det skulle hun ikke have gjort. Manden i den grå pickup (Russel Crowe) følger efter hende og forlanger en undskyldning. Snart udvikler, hvad der tilsyneladende blot var en ordveksling, sig til en intens og livsfarlig jagt, da manden vil lære Rachel en lektie. Pludselig er alle omkring hende i fare, da manden, der ikke længere har noget at miste, har besluttet at sætte sit sidste præg på en verden, han føler har forrådt ham og vendt ham ryggen.
Unhinged er åbningsfilmen i de amerikanske biografer, efter at de har været lukket i adskillelige måneder pga Covid-19 pandemien. Post-produktionen har været særligt udfordret gennem nedlukningen i USA, men folkene bag var fast besluttede på at få de sidste detaljer i hus, og forventningerne er således tårnhøje. Med Russel Crowe i hovedrollen som den uhyggelige ”the man” i den grå pickup truck, er der lagt op til et brag af en thriller i bedste katten-efter-musen stil. Men det endlige resultat svinger sig ikke helt op på niveau med forventningerne, og traileren lover en anelse mere, end den kan holde.
Temaet er Road Rage, som er et stigende problem i vesten, og særligt i USA, hvor man ser flere eksempler på verbale overfald, der udvikler sig voldeligt på ultrakort tid i trafikkens hidsighed. Med en stramt skåret åbningssekvens, der zoomer ind på Russel Crowes karakter ”the man”, og etablerer ham som én der er ved kanten af en excepsionelt dårlig dag, fader vi over i tv-nyheder og radiospots, der sætter fokus på den vrede, der hober sig op og med tiltagende hyppighed får frit spil i trafikken, gennem det vi kender som Road Rage, og vi ser en række vilde eksempler fra hvad man formoder er den virkelige verden. i>Unhinged skyder på den måde i gang med en fantastisk start, der både lægger op til diskussion og kaster et kritisk blik på, hvordan Road Rage har udviklet sig.
Russel Crowe fortæller i interviews, at hans første reaktion på manuskriptet var, at den rolle ville han absolut ikke spille. Den var alt for morbid, og det skræmte ham. Men netop derfor, fordi det er relevant og skræmmende nødvendigt at sætte fokus på, besluttede han sig for at tage imod rollen alligevel, og vi får derfor lov at se den oscarvindende skuespiller i en helt anden type rolle, end vi er vandt til. Og det er interessant. Med de ekstra kilo han har lagt på i forbindelse med en anden opgave, er han troværdig som en mand på kanten af en synkende skude, der intet har tilbage at tabe og nu blot ønsker at lave så meget kaos som muligt, inden han går ned. Det er en meget anderledes rolle, og karakteren ”the man” er både vred, brutal og uden grænser.
Som hans modstykke Rachel, finder vi Caren Pistorious, der forsøger at give lidt kant til en ellers ikke særligt uddybet karakter. Vi får hints om baggrunden for dem begge, men ikke nogen egentlig baggrundshistorie, og undervejs tager Rachel en række dårlige beslutninger, som det halter lidt med forklaringen på, og man undrer sig over, hvorfor hun ikke beder om hjælp tidligere.
Dialogen er enkelte steder udpenslet med overflødige og åbenlyse ting, som da Rachels telefon er væk, og vi ser ”the man” vifte med den fra bilvinduet, men det alligevel er nødvendigt at fortælle os gennem dialogen, at telefonen er væk. Det giver en irriterende effekt af overforklaring, som sammen med den tydelige underlægningsmusik, lidt for åbenlyst vil skubbe os i en bestemt retning og stemning. Kameravinkler og actionscener er dog veldrejede og stuntsene gode.
Unhinged har en superb start men taber pusten undervejs. Ikke på suspense – de 91 minutter er hurtigt gået – men det følelsesmæssige engagement i karaktererne halter, og den overforklarende dialog hjælper ikke. Kan man se bort fra dette, er det dog interessant at se Russel Crowe udfolde sit talent i en helt ny retning, hvor han er vred og brutal, som den jagtende i en katten efter musen thriller, der vil have os til at tænke over, hvordan vi egentlig behandler hinanden i trafikken (og andre steder), når vreden får frit spil.
Trailer:
