”I once read that the only philosophical question that matters, is whether or not to commit suicide ...”, grublede en alvorsfuld Walter Sparrow (Jim Carrey) i den mørke thriller The Number 23 (2007) for nogle år siden. Man skulle næsten tro, at denne, noget tungsindige, filosofiske overbevisning, også havde lagt den eksistentielle grund til Birgitte Stærmoses nye dystre drama Værelse 304.
I løbet af tre dage vikler fem skæbner sig ind i hinanden på et unavngivet hotel i København. Kasper (Mikael Birkkjær) er hotelchef, dybt ulykkelig over en uoprettelig fortidig hændelse og ensom inde bag sit selvvalgte beskyttelsespanser. Nina (Stine Stengade) er Kaspers hemmelige elskerinde, der dulmer den dårlige samvittighed med en forglemmelsessjus i ny og næ. Den spanske stewardesse, Teresa (Ariadna Gil), er håbløst forelsket i en vis mand, som ikke vil hende, og derfor er sprut og snøvlende snak hendes bedste amigos.
Så er der den fåmælte Martin (David Dencik), hotellets ufejlbarlige receptionist, for hvem smil er et sjældnere ansigtsudtryk end regn i Sahara, mens hans reserverede attitude hindrer ham i at indgå i nære relationer med sine omgivelser. Endelig stifter vi også bekendtskab med hotellets anonyme tjenestefolk – to Kosovo-albanske flygtninge, som har en gammel regning, der skal gøres op og et par filippinske rengøringsdamer, der bevæger sig nærmest uænset rundt i hotellets korridorer, mens de diskuterer dets særprægede medarbejdere og ligeså ejendommelige gæster.
Alt imens hotellets personager møder hinanden på kryds og tværs, fletter sig ind og ud af hinandens livsbaner, skifter en tilsyneladende herreløs pistol hænder … Noget er på færde på det lille, travle hotel, og nogen må lade livet som et udløsende klimaks på dagenes ophobede, intrikate følelsesmasse …
Voksne i voksen deroute
Ensemble-film, hvor flere forskellige karakterer møder hinanden på kryds og tværs, og hvor hovedpersonfunktionen deles af flere, mere eller mindre ligeværdige, figurer, har efterhånden været en populær fortællemodel i film. Særligt den afdøde Robert Altman har perfektioneret ensemblemodellen med kanoniske filmværker som den morsomme Nashville (1975) og den alvorlige Short Cuts (1993).
De seneste år har anmelderroste filmperler som Oscarvinderen Crash (2004) og den Oscarnominerede Babel (2006) revitaliseret denne filmiske forkærlighed. På dansk filmjord har tendensen haft begrænset udstrækning, men den kontroversielle Idioterne (1998) og den spøjse Små ulykker (2002) har vist, at ensembletendensen meget vel kan trives også i danske filmsammenhænge.
Værelse 304 genopdager ensemble-strukturen, men slipper langt fra godt fra det. Den indbyggede akilleshæl ved ensemblefilm er nemlig, at de i ukyndige hænder løber den lurende risiko for at ende som flygtige berøringsflader med livets ellers vægtige spørgsmål. Har manuskriptforfatteren og instruktøren ikke den nødvendige kunnen og evnen, falder idéerne ofte fra hinanden og ender som tiltænkte intentioner i stedet for virkeliggjorte hensigter.
Disse manglende dispositioner kommer til fuldt skue i Værelse 304 - karaktererne er så forsømmeligt portrætteret, at man langt størstedelen af filmen er rablende ligeglad med dem. Af alle menneskelige følelser er ligegyldighed det skadeligste dødsstød i enhver film. Formår filmen ikke at involvere tilskueren i dens omhandlende persongalleri, lader den både sine fiktive aktører og virkelighedens tilskuere i stikken. Værelse 304 evner ganske enkelt ikke at puste tilpas meget (troværdigt) liv i sine figurer, således at de alle falder i kliché-fælden, der stereotypiserer dem skamløst og derfor mere iscenesætter dem som stillestående papfigurer end fremstiller dem som gennemslagskraftige menneskeskæbner.
Man kan gætte sig til hver enkel karakters næste skridt, ligesom deres personligheder er uoriginale, kedsommelige og skarpt fortænkte. Særligt affæren mellem den desillusionerede Kasper og den anonyme Nina er stærkt overdrevet og påkalder sig hverken uha-da-da-, aghhh- eller ihhh-reaktioner. Nok nærmere noget, der ligner en udefinerbar sammenblanding mellem zzz og eejjj.
Hertil er den spanske Teresas kærlighedsderoute så klicheret skildret, at den peger uheldigt tilbage på sin rådvilde indehaver, der bliver et pragteksempel på, hvor fortærskede filmklichéer kan være og hvor udvandende effekt, de kan have på en film.
Manuskriptet, der ellers er forfattet af den sædvanligvis fortræffelige Kim Fupz Aakeson, som bl.a. har Den eneste ene (1999), Forbrydelser (2004) og Prag (2006) på samvittigheden, er yderst mangelfuldt, da det hverken tilgodeser en ordentlig grundlæggelse af sine hvileløse karakterer eller en sandsynlig udvikling af plottet. Handlingen slæber sig langsommeligt af sted, trasker rundt i drævende stemningsfuldt lyriske passager og hæfter sig fast ved lette løsninger på ekstremt dybtgående problemstillinger.
Det er alene det relativt rørende segment med det Kosovo-albanske ægtepar, der er velskrevet, gennemtænkt og fungerer fint i forhold til filmens fornemmede tone. Resten af historietrådene flagrer ukontrolleret rundt, uden nogensinde at binde sig fast til noget stabilt holdepunkt eller transcendere biograflærredets fiktionalitet og forbinde sig til tilskuerens opmærksomhed.
Værelse 304 er Birgitte Stærmoses debutfilm, og det mærkes tydeligt. Alt for tydeligt. Stærmose har en baggrund i kort- og dokumentarfilm, og hvis denne anmelder ville lufte en kontant anmelderkritik, ville hun sige, filmmagerske, kend dog din plads! Umiddelbart er det nemlig ikke fiktionsfilm, der skal figurere som damens fremtidige arbejdsplads, da en konsistent plotstruktur, fastslående karaktertegninger samt et håndgribeligt mod til ikke blot at fremsige, men vise sine centrerede tematikker burde som minimum have været konstituerende bestanddele i denne films skelet.
Billedæstetikken er der til gengæld styr på. Det monokrome touch lægger en rammende emotionel fællesnævner over filmens forpinte univers, ligesom de skæve beskæringer og atmosfæriske indstillinger fremmer filmens følsomhed.
Men det er dog ikke nok til at hejse den samlede oplevelse af filmen på op på mere end to stjerner.
”Mennesker er tættere på hinanden her (på hotellet, red.) end andre steder. De elsker i de samme senge i dag, som andre græd i i går.”, påpeger filmens indledende voice over.
”Mennesker kommer og går. Vi er her, og så er vi her ikke.”, afrunder den selvsamme stemme filmen med.
Det er ærgerligt, at disse kloge, poetiserende prolog- og epilogerklæringer får en mere påtagelig betydning for filmen. Den var der og blev set … og så var den væk og glemt allerede ved biografsalens udgang.