Skriv en kommentar
En enøjet viking der døbes One-Eye (Mads Mikkelsen) holdes fanget af vikingehøvdingen Barde (Alexander Morton). One-Eye bliver brugt som en slags kamphund, og vikingestammen vinder mange brutale dyster med ham. Den eneste der tager sig af One-Eye, er en dreng ved navn Are (Maarten Stevenson). Are beslutter at hjælpe One-Eye til flugt, og efter at have dræbt alle i den klan, der holder ham fanget, tager han drengen med på en vandring ud i mørket. De møder en flok korsfarere, der vil til Jerusalem, og de har en formodning om at One-Eye kan hjælpe dem derhen. Deres skib bliver fanget i en mystisk tåge, og de er alle på randen af vanvid, da de endelig kommer til en ny verden. Men hvor de er ved ingen. En efter en bliver de slået ihjel af landets mystiske beboere, og snart er kun One-Eye og Are tilbage. Spørgsmålet er, om den barske kriger her på tilværelsens yderste pynt finder noget at bruge sit liv til?
Nicolas Winding Refn har blandt andet givet verden de 3 Pusher film og den fantastiske Bleeder. Nu har han igen slået sig sammen med skuespiller Mads Mikkelsen, og sammen har de skabt en vikingefilm. Måske ikke en vikingefilm i traditionel forstand, men en vikingefilm er det dog trods alt.
Refn og Co. er ikke gået efter at genskabe vikingetiden så realistisk som muligt. Der er ikke historiske detaljer, som viking entusiaster kan mæske sig i. Til gengæld er der masser af andre spændende filmiske virkemidler, som filmelskere kan nyde, og det er her at Valhalla Rising har noget at byde på.
Filmens titel Valhalla Rising lyder stort og pompøst, men den svulstige titel til trods er filmen enkel i sit udtryk. En umiddelbar simpel historie, få replikker og små mennesker i store udødelige naturlandskaber.
Også den megen vold, de knuste og afhuggede hoveder og varme mennesketarme, der bliver flået fra deres retmæssige opholdssted i menneskets mave er direkte fremstillet. Der bliver ikke lagt fingre imellem, og som tilskuer er man vidne til det hele. De smukke billeder og den langsomt fortalte historie eksploderer til tider i voldsomme optrin, og lige så hurtig som det begyndte, stopper det op igen. Men det er ikke kun vold, blod og tarme for underholdningens skyld. Det er med til at fortælle historien om den enøjede kriger og hans sære væsen.
I Valhalla Rising bruger Nicolas Winding Refn et filmsprog, der får en til at tænke på den russiske mester Andrej Tarkovskij der ofte brugte et langsomt og dvælende filmsprog, hvor drømme, fortid og nutid smeltede sammen og skabte en euforiserende tiltrækning. Valhalla Rising’s langsomlighed er både dens styrke og dens fald. Dens fald fordi den for mange vil virke frastødende og kedelig og usandsynlig ligegyldig. Mens andre vil finde at dens styrke ligger netop i det langsommelige, og i den umiddelbare "lige ud af landevejen" historie. For tankerne kommer nemlig snigende efter du har set denne film, hvad var det hele for noget, hvad skete der egentligt og hvor ville den hen. Den sætter tankerne i gang, og det er da noget af det ypperligste en film kan gøre for sit publikum. Temaerne er store og kredser om Gud og helvede, og om livet og døden. Om at ofre sig og finde sin plads i livet. Karakteren One-Eye er Guddommelig for nogle og Satan for andre. Der er masser af tolkningsmuligheder i Valhalla Rising, og dette hæver den bestemt over de fleste andre af samtidens Danske filmproduktioner.
Mads Mikkelsen gør det godt, som den ensomme kæmpe der inderst inde har et godt hjerte, han er bare ikke helt afklaret med, hvad han skal bruge det til. Mikkelsen er det meste af filmen indsmurt i mudder og blod, og da hans karakter mangler det ene øje måtte han også dagligt sidde i makeup stolen og få klistret den modbydelige armasse på, der hvor hans øje sad engang. Mads Mikkelsen siger selv at Valhalla Rising er blandt det hårdeste han nogensinde har været med til. Alle optagelserne foregik på locations højt oppe i de Skotske bjerge, hvor naturen raser og ikke skåner et lille Dansk filmhold, langt, langt hjemmefra. Skuespillet er generelt godt og de vejrbidte ansigter taler for det meste for sig selv, som i en anden Sergio Leone western.
Musikken i Valhalla Rising er komponeret af Peter Peter og Peter Kyed der før har arbejdet sammen med Nicolas Winding Refn. Deres score til Valhalla Rising er dystert og insisterende. Man bliver draget af det, og sammen med de voldsomme og voldsomt smukke billeder skabes der en perfekt helhed.
Det er dejligt at en Dansk instruktør tør lave en film som denne. Ligegyldige komedier og banale hverdagsdramaer har vi set til overflod. Kun alt for sjældent har man mulighed for at se en Dansk film som denne. En film der tør tage chancer, og vil fører dig ud på dybt vand, imens den klemmer som en sten i skoen.
Valhalla Rising vil højst sandsynligt ikke falde i alles smag, men dem der tør tage chancen vil med sikkerhed få en oplevelse, de ikke lige vil glemme med det samme.
