Skriv en kommentar
Vi er i Europa i 1944. Brevdue Korpset står for den vitale kommunikation mellem den franske modstandsbevægelse og de allierede styrker. Disse flotte vovehalse er beundrede af både han- og hunkøns fjerkræ. Og intet sted er beundringen større end i de maleriske skove ved Englands kyst, der er hjemsted for Valiant – en ung, klodset og usædvanligt lille skovdue. Lokket af Brevdue Korpsets største helt, Gutsy, drager Valiant til London og melder sig som frivillig. Sammen med andre tvivlsomme rekrutter drager han til kasernen, hvor frygtindgydende instruktører, benhård træning og kvalmende frø-stuvning er hverdagskost. Midt i træningshelvedet er der dog et lyspunkt: Valiants spirende venskab med Victoria, basens kønne sygeplejerske-due. Men idyllen varer ikke længe. Nazisternes frygtede Falke Eskadrille har fanget så mange duer, at de nye rekrutter bliver sendt på en farlig mission, skønt de kun er halvvejs gennem træningen. Ordren lyder på at kontakte den franske modstandsbevægelse og levere deres hemmelige meddelelser til hovedkvarteret i England. Samme nat springer de nervøse duer ud med faldskærm. Men lige inden deres leder –som sidste due – skal forlade flyet, bliver det ramt. Valiant og de andre grønne rekrutter står nu alene bag fjendens linier og må nu selv få kontakt til modstandsbevægelsen, forsøge at narre Falke Eskadrillen og bringe meddelelserne sikkert tilbage til England.
På trods af at være produceret af John H. Williams, som også sad i producerstolen på de to ”Shrek” film, dengang for DreamWorks, placerer den stort anlagte ”Valiant” sig som en gang metervare, der er langt fra på højde med de beslægtede fra Disney, Pixar, DreamWorks SKG og Blue Sky Studios. Disse animationsstudier har efterhånden sat vores kvalitetskrav til næsten utilnærmelige højder, som det lille engelske selskab Vanguard Animation slet ikke kan leve op til. Det er der flere grunde til:
Valiant kommer fra debutanten Gary Chapmans hånd, og den famlende instruktion, der ofte kendetegner nybegynderen, er da også tydelig. Flere væsentlige scener, der kunne have bidraget til dels en bedre karaktertegning, dels bedre flow i plottet, synes ligefrem at mangle. Oftest virker historien for lille og én-dimensionel.
Vores protagonist Valiant formår aldrig rigtig at charmere sit publikum. Dertil er han for unuanceret, ukarakteristisk og kedeligt tegnet. Hvad værre er, er de obligatoriske og i tegnefilms sammenhæng traditionelt sjove birollefigurer næsten blakket for gode replikker. De ellers godt valgte danske stemmer er her stærkt svigtet. En af de få, der står stand, er en af de heltemodige brevduer (med en Ulf Pilgaard i hopla bag mikrofonen), der er blevet taget til fange hos de nazistiske falke og udsættes tortur af den mere sjove slags. Alt i alt er der dog slet ikke samme charme over figurerne som vi har for vane at se i de seneste tegnefilm. Især Valiants sidekick Bugsy falder kraftigt til jorden i et forsøg på at agere ”den sjove tyksak”.
Vitserne falder for svagt og for lidt. Der forsøges ellers rigeligt med en lille spøg gående på ”fugle”-perspektivet. For eksempel når Valiant skal have mad, brækkes dette selvfølgelig op af hans mor. Det er dog primært kun intentionerne, der er gode, og ideen med en hyldest til Anden Verdenskrigs brevduer er da besynderlig nok og ikke mindst sand, til at den fortjener nogle stjerner. De sagesløse duer fik faktisk de medaljer for sin indsats under krigen.
Det rent tekniske er der ikke så meget at sætte en finger på. Den lidt simplificerede animation lægger sig op ad det traditionelle, vellavet Hollywood håndværk, men det hjælper bare ikke så meget, at billede og lyd kan være med hos selv de dyre drenge i Hollywood, når både børn og forældre har svært ved at holde øjenlågene åbne af bare kedsomhed, mens forældrene i desperation kan spille den store pædagog og få en lille snak med ungerne om den store krigs hændelser. Nej, gå hellere i gemmerne og se den beslægtede danske tegnefilm, ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven”, der måske nok er en ældre sag fra 1990, men har væsentlig mere dramatisk punch og finurlige karakterer samt ikke mindst en del mere originalt at sige om krig og heltemod.
