Lad mig starte med, hvad man normalt ville slutte en anmeldelse med:
Hvis du bor i, eller bare i nærheden af, København, og er nok filminteresseret til at bruge tid på anmeldelser (hvilket du nok er), er der simpelthen ingen undskyldning for ikke at tage i Cinemateket og se denne film. Once Upon a Time in the West (eller Vestens Hårde Halse, som den noget tvivlsomme danske titel lyder) er en fryd for både øje, øre og selv det mindste filmhjerte.
Elsker man westerns, skuffes man ikke. Filmen byder på alt det, der karakteriserer genren: tre mænd, der forfølger kvinden, pengene, hævnen eller bare hinandens liv. De kæmper indbyrdes om både ære, rappe replikker, smukke kvinder og rå blikke. Der er shoot-outs, spillen med musklerne og vidunderlige punch-lines: ”I recently saw three of these dusters. And inside them there were three men. And inside the men, there were three bullets.” Det er i sandhed det vilde vesten, hverken under eller over, og macho-ånden er til at få øje på.
Men Once Upon a Time in the West er netop ikke blot en ensidig og stiliseret afbildning af de ovenstående komponenter; den hæver sig adskillige niveauer højere. Claudia Cardinale spiller den smukke kvinde, der bliver omdrejningspunkt for hele filmen, da hun konstant besidder noget de tre mænd eftertragter. Det er en på én gang vidunderlig og grusom historie, finurligt flettet sammen, så de fire hovedpersoner har hver deres, delvist skjulte, agenda. Derfor rammer fortællingen mange højdepunkter, der altid lader noget være uforløst, så handlingen konstant drives videre – i et altid dvælende, stilfuldt tempo.
Vidunderligt stilfuldt – og filmen opnår netop sin mesterværksstatus fordi den i alle de tekniske facetter er, ja, nærmest perfekt.
Det er dog især Ennio Morricones musik, og brugen af den, der er fuldstændig unik. Musikken er ikke lavet til filmen, men omvendt: filmen er støbt efter musikken! Ikke mindst klipning og musik følges ad som en anden filmsymfoni så undertegnede ikke kan mindes at have set noget lignende. Det minder om den interaktive brug af lydsiden, der prægede de første lydfilm, som skurkens fløjten i Fritz Langs M (1931), der varslede, når han var i nærheden. En sådan omtanke gennemsyrer hvert et sekund af filmen, bedst repræsenteret ved, at hovedpersonerne i Once Upon a Time in the West er umiskendeligt tilknyttet til hver deres musikalske tema. Charles Bronsons karakter hedder slet og ret Harmonica, da instrumentet aktivt spiller en rolle i filmen og man aldrig får hans navn.
Med genrekonventionerne i orden, og med stil, idé og grundighed lavet til perfektion, er det et must at se denne film. Og at kunne se den på et stort lærred i en flot nyrestaureret version, er en sand gave for enhver filmelsker. Ja, måske bare slet og ret for enhver!