Skriv en kommentar
En schæferhund som budbringer med en vigtig besked leder os som publikum ind i filmens åbningsscene. Åbningsscenen ude på slagmarken bliver bogstavelig talt skudt i gang. Løjtnant Pradelle (Laurent Lafitte) er krigsliderlig og vælger at krølle den vigtige besked sammen.
Albert Maillards (Albert Dupontel) og Édouard Péricourt (Nahuel Pérez Biscayart) sidder over for hinanden i skyttegravene. Den ene, Albert, forsøger forkrampet at skrive brev til sin elskede Cécile, mens han ser på et slidt fotografi af hende. Den anden, Édouard, tegner surreelle portrætter og satiriske tegninger af bl.a. løjtnanten, som han gør stærkt grin med. Deres skæbner filtreres ind i hinanden på slagmarken/bjergsiden 113 for evigt, hvor de sidste krampetrækninger af krigen raser. En lang og intens sekvens af imponerende non-stop ild og action scener.
Udover at Albert Maillard er den ene af hovedpersonerne, rammer han også filmens fortælling ind. Han bliver afhørt på en politistation, fordi Édouards og hans fupnummer om at levere gravmonumenter bliver opdaget. De forsøger at overleve i de fattige kvarterer under benhårde kår i det efterkrigsramte Paris. Det er alles kamp mod alle. Det får filmen fremstillet med stor autenticitet og en gnist, som viser, at alt er sprængfarligt, blot en forkert bevægelse, og du er nede i sølet igen. Det kræver overlevelsesstrategier på den korte bane og originale idéer på den lidt længere bane. Det forsøger makkerparret, som er dybt afhængige af hinanden og af pigen Louise (Héloïse Balster), som er hjælper og oversætter for Édouard.
Personkarakteristik af de to hovedpersoner viser to modsætninger, som bliver forbundne ’deroppe’. Albert Maillard har før krigen været bankmand og boet hjemme hos sin moder. Han går som Charles Chaplin, knokler løs for at brødføde den ’lille familie’, er ufrivillig komisk og hans øjne/blik siger mere end 1000 ord. For eksempel scenen hvor han som elevatorfører ser Cécile i elevatorspejlet med en anden mand. Édouard Péricourt er af meget rig herkomst, men efter moderens alt for tidlige død blev faderen som en diktator over for ham og hans søster Madeleine Péricourt (Émilie Dequenne). Faderen forstod aldrig sin søns evner eller hvorfor han var anderledes. Édouard beskrives i bogen som barnlig, ude på spilopper og ikke rigtig forstod krigens alvor ’ un sourire d’enfant qui s’apprête à faire une bonne blague’. Édouard er også et følsomt menneske med et kunstnerisk og skrøbelig sind, men med sin meningers mod, som han får ud på sin egen måde.
”Au revoir là-haut” er filmpoesi i særklasse, et ’musikstykke’ du aldrig glemmer. Filmen sætter sig i kroppen og tvinger dine sanser og kunstneriske evner frem på en naturlig og befriende måde. Ikke forceret, men organisk og som en uudtømmelig kilde. Undertegnede vil stærkt anbefale at se den flere gange, da den filmisk, teknisk og fortællemæssigt er en genistreg, som Albert Dupontel har begået med Pierre Lemaitres fantastiske og vemodige roman om venskabsbånd, som kan være stærkere end blodets bånd.
