Skriv en kommentar
Når man laver en film om en af verdens mest kontroversielle skikkelser, må filmen næsten i sig selv blive kontroversiel. Men om man så elsker eller hader Bush, skal man i hvert fald ikke forvente billig mudderkastning fra W, der er Stones tredje – og mindst fiktionaliserede - præsident-film efter JFK og Nixon. W bygger næsten kun på veldokumenterede begivenheder og samtaler, og kun nogle få elementer må tydeligvis være teorier og fantasi.
Filmen bevæger sig frem og tilbage mellem præsidenttiden og Bushs liv op til den. Sidstnævnte del viser Bushs problematiske unge år som en vred alkoholiker, der hverken kunne eller ville holde fast på de jobs og uddannelser, hans far skaffede ham. Filmens Bush Junior (Josh Brolin) vil bare gerne accepteres af Bush Senior (James Cromwell), der altid bedre har kunnet lide storebror Jeb. Der er en fremragende scene, hvor Bush Senior netop har tabt valget i 1992, og han siger, at han troede, den relativt ublodige Golf-krig ville have hjulpet. Bush Junior udbryder, at de amerikanske styrker burde have fortsat lige til Baghdad – som en slags forvarsel om hans egen fremtidige beslutning.
Bushs fader-kompleks er filmens mest fiktionelle element, men vi får også et indblik i, hvordan han blev ’born again’ som kristen, og hvordan han mødte den intelligente og charmerende Laura (Elizabeth Banks), der senere skulle blive førstedame Laura Bush. Laura er oprindeligt ikke konservativ, men giver Bush en chance, fordi hun mener, der er mere ved et menneske end hans politiske overbevisning. Hun støtter ham tålmodigt, men vi ser dem ikke diskutere politik. Der er en interessant scene, hvor de sidder i bilen og er stoppet lige foran garageporten; Bush har lige klaret sig dårligt i en debat med en demokrat, og nu spørger han Laura, om hans argumentation var dårlig. Hun svarer: ”It wasn’t good, was it?” – og Bush kører bilen lige frem og ind i garageporten.
Scenerne fra præsidenttiden er måske de mest fængslende i filmen, især diskussionerne mellem Bush og hans administration, hvoraf nogle personer bliver fremstillet som forsigtige ja-sigere, mens andre manipulerer Bush som en marionet-dukke. Især Dick Cheney (Richard Dreyfuss), Karl Rove (Toby Jones) og i mindre grad Donald Rumsfeld (Scott Glenn) styrer Bush i alt fra krigsbeslutninger til retorik. Det er her, at Oliver Stone giver udtryk for sit syn på Bush som en ganske vist inkompetent, men i bund og grund god mand, der er blevet styret af kræfter udenfor hans kontrol og viden – hvad end det er hans fader-kompleks, hans kristne tro eller hans stilfærdigt manipulerende rådgivere.
Skuespillet bærer W, og der bliver skabt rigtige personligheder, ikke bare karikaturer og imitationer, som man kunne frygte. Det er selvfølgelig svært at abstrahere fra, at man ser på skuespillere i en film, når man ser de virkelige personer fra Bush-administrationen i medierne hele tiden. Men Josh Brolin som den tragikomiske, sympatiske Bush spiller blændende godt og står nok til i hvert fald at blive nomineret til en Oscar. Richard Dreyfuss er nærmest perfekt som Dick Cheney. Læg også især mærke til Thandie Newton som Condoleezza Rice. Hun leverer en knivskarp fremstilling af en svag ja-siger, der holder sig tæt på Bush (og dermed magten) ved at bekræfte og ikke udfordre ham. Det er en solid birolle-præstation, der er blevet helt misforstået og kritiseret.
W er – ligesom præsident Bush – ikke uden sine fejl. Den er lidt for lang, og nogle scener kunne undværes, f.eks. en påklistret drømme-sekvens henimod slutningen, hvor Bush igen får skæld-ud af sin far – som om vi endnu ikke har fanget pointen om, at Bush Junior bare gerne vil accepteres af farmand. Det er også for mig lidt uklart, hvorfor vi skal se den famøse episode med, at Bush fik en saltkringle galt i halsen; det understreger vel, at han er et menneskeligt og sårbart individ på trods af al sin magt.
Alt i alt er W en fængslende film, der humaniserer et af verdens mest upopulære levende mennesker. Ifølge W er Bush ganske vist svag og inkompetent, men ikke roden til alt det onde, der er sket for USAs militær og økonomi indenfor de sidste otte år. Bush får altså ikke Oliver Stones støtte, men i hvert fald hans sympati – og nok også publikums, når filmen slutter med et ansigtsudtryk og et symbolsk øjeblik, der bliver hængende i hukommelsen. Hvadenten det er det stærke skuespil eller det fascinerende, autentiske materiale, så fungerer filmen i hvert fald. Det er et solidt og beundringsværdigt stykke håndværk.
