Skriv en kommentar
Federico (Luca Ortega) er livstruende overvægtig, plaget af dårligt hjerte og har svært ved at bevæge sig. Han kommer sjældent udenfor sine egne fire vægge og lever et stille liv, kun afbrudt af besøg fra søsteren Rosaura (Martha Claudia Moreno) og hendes mand (Mauricio Isaac).
Efter et besøg, hvor søsteren og svogeren viser feriebilleder frem, bliver Federico inspireret og husker pludselig en gammel drøm om at tage billeder, og han begiver sig på en sjælden tur ud af lejligheden for at få en gammel filmrulle fremkaldt. Stærkt forpustet møder han i fotobutikken den ligeså ensomme teenager Paulo (Joel Figueroa), som finder et nyt (brugt) kamera til ham. Det bliver starten på et stærkt venskab mellem Federico, Paulo og Federicos Svoger.
Det er den mexicanske Alejandro Guzmán Alvarez, der har instrueret filmen. Alvarez ønskede at fange skønheden i de små øjeblikke, der udgør livet. Det lykkes. Walking Distance viser en rørende række af øjeblikke, der rummer både smerte og lykke, men først og fremmest varmen fra venskab.
Da vi møder Federico, bor han i en faldefærdig bygning, som vi gennem spørgsmål fra Paulo finder ud af, er forladt af alle andre beboere. Tapetet falder af væggene, og alle farver er falmede. Det drypper fra loftet ned i tinspande, når regnen vælter ned udenfor, og tiden er som gået i stå. Det er stærke og enkle visuelle virkemidler, der vidner om et ensomt liv. Kun brudt af Federicos daglige arbejde med perler og besøg fra søsteren, svogeren og i stigende grad Paulo.
Vi får ingen forklaringer på, hvordan det er gået så galt, men vi får gradvist vist små detaljer, der antyder, at livet ikke altid har set sådan ud for Federico. Da Federico beslutter sig for at gå ud, hiver han en pæn habitjakke frem fra skabet. Men da han prøver at tage den på, er den håbløst for lille. De gamle billeder han får fremkaldt viser ligeledes en mindre udgave af Federico omgivet af glade og smilende mennesker. De giver en smertelig kontrast til det ensomme liv.
Alligevel er det, paradoksalt nok, en film fuld af håb. Omdrejningspunktet er nemlig det spirende venskab, der bliver fortalt med varme og en rørende enkelhed.
Det er Luis Ortega, der spiller rollen som Federico. Ortega er musikkomponist og har også komponeret musikken til filmen. Det er hans debut som skuespiller, og det er en fremragende præstation. Han forstår at gøre sit ansigtsudtryk levende, så det skiftevis lyser op i begejstring, når han opdager kameraet og efterfølgende slukkes i skuffelse over søsterens manglende forståelse for hans kunstværker af abstrakte ”kunstbilleder” af lejlighedens indre. Det er rørende at se så ægte følelser i et ansigt på film, og det er svært ikke at holde af Federico.
Walking Distance er en fin og stille fortælling, der er smukt fortalt med lige dele varme og smerte. Den er fri for moralisering, og dvæler i stedet ved den altafgørende betydning af venskaber, nære bånd og vigtigheden af små øjeblikke, der til sidst forløses i håb.
