Skriv en kommentar
Ingen anden som Steven Spielberg kan kreere mindeværdige billeder på celluloid. Fra den lille dreng og E.T. rører hinandens fingerspidser i et uforglemmeligt lysskær over Indiana Jones i fuld firspring fra en rullende sten til landgangen i Normandiet hvor en ung, stakkels soldat leder efter sin afskudte arm. Billeder i film- og kulturhistorien der aldrig vil blive glemt. Med War of The Worlds gør han det endnu engang. Stjernen Tom Cruise, i rollen som den uduelige far Ray Ferrier, er fanget i en væltet bil, som en af de dødsens skræmmende alien tripods netop har totalskadet så let som ingenting, idet han kigger ud af et lille hul i bilens forrude og lige nøjagtig kan se sin egen datter stå oplyst på en lille høj. Vinklen skifter og man ser nu den lille pige i komplet chok bagfra, mens den enorme tripod, som nu har rettet sin opmærksomhed mod hende, stiger faretruende op foran hende i fuld skyskraber-positur. Det skud gennem bilruden blæste mig simpelthen omkuld. Skud som viser Spielbergs virtuose billedkunst.
Men det er også fremragende billeder og klipning i kraft af alle hans sædvanlige kreative samarbejdspartnere, der til dette brag af en action-katastrofefilm endnu engang er samlet til hvad, som måske kan betegnes som et storstilet frikvarter for den ambitiøse auteur i instruktørstolen, der selv har udtrykt sin ambition med filmen som at lave ”en rigtig uhyggelig film med nogle rigtig uhyggelige aliens”. Nøgleposterne på produktionsholdet er således besat af erfarne medlemmer af Spielbergs fantastiske team med 15-20 års samarbejde bag sig. Veteranen Kathleen Kennedy (Bl.a. A.I., Jurassic Park, Solens Rige, The Color Purple og E.T.)og Colin Wilson (Bl.a. The Lost World: Jurassic Park og Amistad) med henholdsvis 15 og 10 Spielberg-film på CV’et producerede endnu engang. Den polsk-amerikanske billedstormer Janusz Kaminski (Saving Private Ryan, A.I., Schindlers Liste og Catch Me If You Can som nogle af de bedste) brillerede for 9. gang. Den mange gange oscarvindende (ja, det er de jo alle sammen) visual effects supervisor Dennis Muren (bl.a. A.I., Minority Report, Jurassic Park, Indiana Jones-trilogien og E.T.) var med for 10. gang, klipperen Michael Kahn (bl.a. Saving Private Ryan, Jurassic Park, Indiana Jones-trilogien) for 19. gang og sidst men ikke mindst superkomponisten John Williams (ja, det er jo nærmest alle Spielbergs film) var med for utrolige 21. gang! Dette er også en af grundene til at War of the Worlds kunne produceres overraskende hurtigt – omfanget taget i betragtning. Optagelser og postproduktion har kun taget 7 måneder, hvilket nærmer sig halvdelen af produktionstiden for en film i denne størrelsesorden.
Interessant nok skulle rumvæsnerne denne gang være onde, for det er nemlig aldrig set fra Spielbergs hånd før. Mens jorden er ved at ramle ned om ørerne på folk, idet de onde og griske aliens har set sig misundelige på vores kære moderjord og derfor nu tromler igennem landskab og mennesker i deres uhyggelige Tripods, følges den fraskilte og umodne arbejdsklasse far Ray Ferrier tæt, der i en af de sjældne weekender skal optræde som far for sine to børn, teenageren Robbie og den 11-årige Rachel (Begge stærkt spillet af henholdsvis Justin Chatwin og Dakota Fanning), som ellers normalt bor hos hans fraskilte kone Mary Ann (Miranda Otto), der skal på tur med sin nye mand, som hun i øvrigt er gravid med. Og familien følges tæt bogstaveligt talt i både plot og billeder. Kameraet er konstant fikseret på Ray og hans to børn, og højst mærkværdigt for genren går historien aldrig uden for det lille familiedrama mens menneskeheden er ved at blive udslettet. Til Spielbergs mesterskab undgår han netop derfor næsten alle de typiske klicheer man finder i disse alien-invasion/katastrofefilm. Her er der ingen ledere der kalder til sammenhold og kamp mod de fremmede i patriotiske vendinger, ingen ødelæggelser af berømte bygningsværker, ingen billeder af Manhattan, som bliver skudt i småstykker, ingen skud af generaler, der står omkring et stort landkort, hvor de skubber rundt med markører, ingen tv-hold, der optager ødelæggelserne og ingen usmagelig patos og martyrisk heltedåd. Sidstnævnte fremkommer højst som enten et følge af tilfældigheder eller med et underliggende sindssyge, som et afsnit med Tim Robbins (der dog først fremstår lettere komisk i sin ageren), som en sindsforstyrret mand, der byder Ray og hans børn velkommen i ly i hans dystre kælder. I en scene i dette afsnit viser Spielberg også, at en heltedåd i virkelighedens verden ofte kun kan ske på bekostning af det gode og indimellem må fremtvinge onde gerninger. Det her er dog først og fremmest ren flugt fra den sikre død! Og det er den menneskelige, personlige historie, der fortælles, og dermed går den også udmærket i tråd med H.G. Wells’ klassiske science fiction roman fra 1898. Dette klare fokus, der opnås på personerne af historiens perspektivering og kameraets tætte beskæring, udnyttes dog ikke til at give en større uddybning og personskildring af karaktererne.
Spielberg viser igen, at han er en visionær filmmand, som har indset, at film effekterne kun er midler til at fortælle historien. Kaminskis kamera synes altid at være bange for det det ser, som om det er på flugt, rædselsslagen som Rays lille datter for at kigge på ødelæggelserne. Hele tiden panorerer det væk fra effekterne. Det er det, man ikke ser, der skræmmer. De enorme tripods er for eksempel filmet hurtigt, i glimt og i obskure vinklerne. Og det er det, der gør dem virkelig skræmmende og uhyggelige. Kun i Alien-filmene har man set dem mere skræmmende. Det er også modigt af Spielberg, at han i en action basker som War of the Worlds ikke giver et gigantisk og endegyldigt klimaks og slutning i den ydre action. Afslutningen på rumvæsnernes og menneskehedens kamp om overlevelse og herredømme på jorden antydes kun igennem Ray Ferrier, men fortælles aldrig i det store perspektiv vi er vandt til. Vi får i stedet en slutning på det menneskelige drama – familiedramaet, men det er til gengæld også her Spielberg ikke undgår den sidste genrekliché – genforeningen i mod alle odds af den lille familie.
Det er tydeligt, at Ray ikke skal ses som en helt, men mere som et offer på linje med resten af menneskeheden. Derfor kan valget af en megastjerne som Tom Cruise i rollen som den ordinære Ray også undre. Hvis man ser bort fra hans sædvanlige, besynderlige mimik gør han det dog ganske glimrende, men overskygges dog totalt af de to børn. War of the Worlds kommer ikke op på siden af Spielbergs andre spændingsværker, og en af grundene til det kan at være – deres mange hundekunstner tilsidesat – at så mange medarbejdere fra hans tidligere film her er samlet. Når man ser bort fra det geniale i perspektiv af kamera og historie, som dog altså ikke udnyttes til en nærmere uddybning af karaktererne, er den temmelig standard. I stedet for børn, der gemmer sig for raptorer i køkkenskabe, ser vi i stedet Cruise gemme sig for rumvæsner i en kældre. Dybt professionelt lavet, spændingsvækkende så man sidder og bider negle til sidste rod, helt ude på kanten af det sidste sæde – men ikke videre originalt. Vi er i hænderne på en mester og hans svende i et storstilet frikvarter.
