Skriv en kommentar
Der bliver produceret et hav af dokumentarfilm og serier her i streamingtidens æra, og er man den lykkelige ejer af et HBO Nordic abonnement, har man sikkert allerede opdaget, at der kommer nye til hver uge på netop denne tjeneste. I folkeskolen har man måske tillært sig at kvantitet og kvalitet er modpoler, men i dette tilfælde er langt de fleste af høj kvalitet. Jovist er dokumentaren som genre hovedsageligt en subjektiv beskrivelse af virkelige hændelser, men med internettet som en trofast partner, er det ikke svært at danne sin egen mening på et kvalificeret grundlag.
“Music Box” er titlen på en samling af dokumentarfilm, skabt af Bill Simmons og produceret af HBO, som går bag om vigtige begivenheder i musikhistorien. Den første af disse film hedder “Woodstock 99: Peace, Love and Rage”, og som titlen antyder, er der ikke tale om en festival, som gik stille af stablen. De fleste med lidt interesse i musikhistorien, kender til det katastrofale resultat den hidtil sidste Woodstock-festival endte med - et anarkistisk, homofobisk og testosteronfyldt voldskaos skabt af grådige bagmennesker, der krævede 4 dollar for en flaske vand i 40 graders varme. Vi følger festivalen kronologisk gennem deltagere, vagter, musikere og arrangørernes øjne, og ser galskaben langsomt udfolde sig mere og mere for at til sidst kulminere på sidstedagens destruktion og ildpåsættelser.
Intet er mere symbolsk og bedre visuelt beskrivende, end når et kort klip halvvejs igennem viser deltagerne ødelægge en mur med graffitien “Peace and Love” skrevet på. Vi befinder os i året 1999, hvor nu-metallen med koRn og Limp Bizkit i spidsen, efterhånden har slået igennem hos den brede masse. Netop derfor har arrangørerne også skabt et tidstypisk line-up bestående af netop navne som disse. De fatter dog heller ikke en brik, og derfor gjort festivalen til et kommercielt kaos med overpriser, reklamer og placeret på en nedlagt luftbase med en kilometer mellem de to hovedscener. Infrastrukturen er lort, deltagerne bliver mødt med mistillid, varmen er ubærlig, vand koster det samme som øl og alligevel peger arrangørerne på alle andre end dem selv, som årsag for kaoset. Det er kvindernes egen skyld, at de bliver voldtaget, fordi de er topløse. Det er musikkens skyld, at publikum er voldelig. Og det er mediernes skyld, at alle er negative, da de rapporterer det således.
Selvom arrangørerne får et talerør i “Woodstock 99: Peace, Love and Rage” er instruktøren Garret Price lynhurtig til at lukke ned for deres (undskyld sproget) lort. Kulturen bærer en del af ansvaret også, men enhver der har været til koncerter med aggressiv musik ved også, at disse fungerer som en positiv ventil for negative følelser, og der næppe findes en større samhørighed til andre koncerter.
Filmen kommer godt rundt om 90’ernes rockhistorie, og dens konklusion på hvilke detaljer der gjorde Woodstock 1999 legendarisk af de helt forkerte årsager, har argumentationen i orden. De næsten 2 timer flyver forbi ledsaget af nostalgisk musik, og optagelser af alt fra seksuelle krænkelser og vold til folk der egentlig bare nyder festivalstemningen. Derfor efterlades man også helt bevidst som seer med en ambivalent stemning til festivalscenen i det hele taget. Det er ikke forkert, når en deltager pludselig udtaler, at samfundets regler ikke gælder her, men selv med alkohol og stoffer i blodet, bærer du hele ansvaret for dine handlinger. Samler man hundredtusindvis af hvide collegedrenge fra USA, som ikke fatter hvad musikken, de lytter til, egentlig går ud på, men blot lader sig rive af med stemningen, er dette en udmærket katalysator for kaos. Derfor er den første film i rækken af “Music Box” film essentiel. Der er en vigtig lektie at lære her - en som arrangørerne endnu ikke har lært.
