Skriv en kommentar
Jeg er en tegneserienørd. For mig var den første X-Men (2000) det første rigtige eksempel på, hvordan en tegneserie film skulle være. Den havde den nødvendige teknologi til at vise alle de fantastiske kræfter, der er at finde i tegneserier, og præsenterede det hele med en seriøsitet, der aldrig var til stede i Tim Burtons Batman (1989) eller i Richard Donners Superman (1978). Siden har jeg oplevet flere og flere gode tegneseriefilm med højdepunkter som X-Men 2 (2003), Spider-man 2 (2004), The Dark Knight (2008) og The Avengers (2012). Alt dette siger jeg, for at give et basis for følgende sætning: X-Men: Days of Future Past er en af de bedste tegnefilms filmatiseringer, der er lavet.
Denne nyeste X-Men film forsøger at forene rollerne fra de gamle X-Men med de unge skuespillere vi så for nyligt i X-Men: First Class (2011). Det hele handler om at sende Wolverines bevidsthed tilbage i tiden, så han kan overbevise den unge Xavier og unge Magneto om at arbejde sammen for stoppe en frygtelig apokalyptisk fremtid.
For fans af filmene, både de gamle og X-Men: First Class (2011), er denne film en slags kavalkade af skuespillere, der har været vigtige gennem tiden. Men selv om der bliver tid til at vise roller som Havok, Iceman, Colossus, Blink, Warpath og Storm frem, er fortællingen stadig bundet op omkring Jennifer Lawrence’s Raven/Mystique, Hugh Jackmans Wolverine, James McAvoys Charles Xavier og Michael Fassbenders Magneto. I virkeligheden er det imponerende, hvordan filmen fortæller en så personlig historie mellem disse fire samtidig med, at der bliver jongleret med aktion scener, der involverer et utal af andre mutanter.
X-Men: First Class (2011) havde store problemer med alt for mange karakterer, som den ikke brugte til noget. I den film løb det store persongalleri i vejen for de fortællinger, der var kødet i filmen. Days of Future Past har den modsatte effekt. Selv de roller vi ikke kender fra andre film, får vist deres evner frem på spektakulær vis, og stjæler aldrig tid fra dramaet, der er vigtigt. Dette er opnået ved at dramaet primært foregår i 1970’erne, mens en stor del af superhelte aktionen foregår i den apokalyptiske fremtid.
Det omtalte drama handler om de samme moralske valg som Xavier og Magneto oftest har skændes om: Hvilke mål opvejer hvilke midler. Filmen er tydeligvis på Xaviers side, men efter at have oplevet Magnetos behandling i en KZ-lejr under anden verdenskrig i X-Men: First Class (2011) er det ikke svært at forstå Magnetos side af tingene. Når indsatsen i valget så bliver verdens fremtid, præsenteret smukt gennem krydsklipning, er det svært ikke at føle sige medrevet.
Den anden side af mønten i enhver superheltefilm er actionscenerne, og sikke actionscener! Bryan Singer, der vender tilbage efter at have ladet andre instruere de forrige to X-Men film, forstår at brillerer. Singer forstår at bruge de forskellige rollers kræfter kreativt, forstår at vise rummet, hvori kampen foregår og han forstår, at hver rolles evner skal imponere os. Der er så mange gode ting, at sige om hver enkelt actionscene: en kugle der styres af Magneto efter en mutant på vej ud af et vindue, Storm og Magneto der tilsammen sprænger et jetfly i tusindsmåstykker; eller min personlige favorit, den kinesiske Blink, der åbner portaler der fuldstændigt ændrer slagmarken fra øjeblik til øjeblik. Som det forhåbentligt kan høres har jeg lyst til at se det hele igen, og det er aldrig et dårligt tegn i min verden.
X-Men 2 (2003) har absolut en plads i mit hjerte, men Days of Future Past har virkeligt skubbet den ned til pladsen som næstbedste X-Men film. Der er ingen tvivl om, at filmen er bedst, hvis man er inde i X-Men film-universet, men actionscenerne alene gør filmen så spektakulær at se på, at jeg vil påstå den også kan ses af folk, der er fremmede for serien. Plottet er sammenhængene og forstår at hægte sig ved både vigtige moralske emner og gode roller på en facon, der gør at alt den voldsomme action aldrig bliver upersonligt eller irrelevant. I det hele taget en helt fantastisk film.
