Skriv en kommentar
Den svenske instruktør og kunstner, Anna Odell, er kendt for at bruge sig selv i sine fortællinger. Dette gjorde hun tilbage i 2009 med sin kandidatsfilm ”Ukendt, kvinde 2009-349701”, hvor hun iscenesatte sit eget selvmord. I 2013 blev hun igen hyldet med “Gensynet”, hvor hun legede med blandingen af fiktion og dokumentargenren. Denne gang sætter hun sig ud, for at undersøge kønsroller i hendes nye filmprojekt ”X&Y”.
Fiktion eller virkelighed?
“Folk kommer ikke til at vide, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion”. Sådan starter Anna Odell med at beskrive dette filmprojekt. Alle optagelserne foregår på i et filmstudie, hvor Odell har inviteret den svenske skuespiller Mikael Persbrandt til at medvirke i et grænseoverskridende filmprojekt, hvor der skal udforskes kønsroller. Dette får de hjælp af fra bl.a. af de danske skuespillere Trine Dyrholm, Thure Lindhardt, Jens Albinus og Sofie Gråbøl samt en håndfuld svenske skuespillere. De skal fået tildelt rollerne som Persbrandt og Odells egoer, og under prøverne skal de hele tiden forblive i karakter.
Et interessant project
Selvom der lægges op til en blanding imellem fiktion og dokumentar, så forbliver filmen en fiktionsfilm. Der lånes ganske vel elementer fra dokumentargenren, men det hele bliver filmet som en fiktionsfilm. Det kunne have være interessant og mere troværdigt, hvis vi havde nogle ”fluen på væggen” optagelser af de forskellige samtaler iblandt egoerne, som ville have givet en dokumentars autenticitet. Filmen arbejder meget på et metaplan, hvorpå vi ses en film inde i en film. Dette er sådan set meget spændende, men Odell virker ikke til at vide, hvor hun vil hen med projektet. Hvilket muligvis kan være et bevidst valg, da alle skuespillerne også bliver frustreret over projektet.
Kønsroller eller identitetsproblemer
Filmens præmis er kønsroller, og det er formodeligt også derfor, den har fået tildelt titlen ”X&Y”. Men der bliver sådan set ikke udforsket særlig meget om kønsroller, men det bliver derfor et projekt om identitet i stedet. Dette ses også tydeligt, da nogle af skuespillerne portrætterer deres modsatte køns egoer. Derfor bliver der aldrig lagt op til kønsdebat. Men skuespillerne er dog fantastiske. Især vores egne Trine Dyrholm og Jens Albinus er helt forrygende, selvom de portrætterer hver deres ego.
”X&Y” lægger op til et spændende kig på kønsroller, og hvordan vores forskellige egoer reagerer i blandt mænd og kvinder. Men projektet virker til at have identitetsproblemer, og derfor efterlades publikum lettere forvirret end indforstået.
