Luc Besson, hvis nærmere præsentation vel næppe er nødvendig, har de senere år trukket sig gradvist tilbage fra instruktørstolen og fokuserer nu mere på at skrive manuskripter og agere producer på sit eget produktionsselskab Les Films de Dauphins. Det har bl. a. betydet de nok så kendte Taxi-film indeholdende utallige biljagter.
Ideen til Yamakasi opstod, da Luc Besson mødtes med de fire franske akrobater Malik Diouf, Yann Hnautra, Laurent Piemontesi og Charles Perriére, som alle er med i filmen. De fire blev sammen med resten af holdet instrueret af Ariel Zeitoun, der på disse breddegrader er et forholdsvist ubeskrevet blad. Det er han ikke i Frankrig, hvor han efterhånden må anses for at være en rimeligt rutineret herre.
Ud over sin egentlige betydning – stærk sjæl, stærk krop og stærkt menneske – dækker Yamakasi i filmen over syv drenge, som uden tvivl symboliserer de syv samuraier. De syv drenge har en ret farlig hobby, der består i at klatre op på toppen af højhuse, vel og mærke uden på bygningerne og uden hjælpemidler! Det er til stor gene for politiet, der uden held bruger store ressourcer på at fange de ”kriminelle” unge. Kriminelle fordi, de skaber en vis idolisering omkring deres gøren og laden blandt den yngre del af befolkningen. En dag går det da også galt, som der er lagt op til. En syv-årig dreng med dårligt hjerte prøver at efterligne deres yamakasi-stunts, men falder til jorden med hjerteproblemer. En hjertetransplantation er uundgåelig, hvis han skal have en chance for at overleve. Og det er inden 24 timer. Men et nyt hjerte koster 400.000 francs. Ikke penge en familie med bopæl i en ghetto normalt har. Så de rigtige Yamakasi’er må i aktion for at skaffe pengene hurtigst muligt, ved hjælp af deres utraditionelle metoder, alt imens en af deres venner inden for politiet kæmper for at holde politistyrkerne og sin egen samvittighed i skak.
Yamakasi har uden tvivl været mægtigt sjov at lave for de involverede parter. Men som mainstream underholdningsfilm, går det bare ikke. Dertil er manuskriptet simpelthen alt for tyndt, ikke mindst når man tænker på hvad en guldfugl som Luc Besson tidligere har kunne levere. Både ”Nikita” ( 1990 ) og ”The Big Blue” ( 1988 ) står stærkt i filmhistorien, men også ”Leon” ( 1994 ) og ”The Fifth Element” ( 1997 ) har imponeret. Ingen af delene bliver resultatet for den ultrasvage Yamakasi.
Filmen kunne sagtens have været kortet ned med 30 minutter om end ikke mere. Store dele af filmen går med at Yamakasierne leger kispus med politiet, hvilket bliver noget trættende i længden. Irriterende er det også at der er smurt tykt på i overdrivelsens retning, hvilket gør at politiet er dummere end – ja, politiet tillader. På et tidspunkt er de syv Yamakasier fanget i et hus, under et indbrud hos sundhedsministerens rådgiver. Det bliver kørt helt ud af proportioner, da man stormer huset med tungt armeret politi, røgbomber osv. Ærligt talt! Det er jo ikke terrorister vi har at gøre med her. At de så efter at være arresteret, løslades ligeså hurtigt og alt for nemt på baggrund af den tyndeste røverhistorie gør det bare endnu mere grotesk.
En anden problematik er egentligt at man sætter alt dette i værk for at redde den syge dreng – både fra yamakasiernes side men også fra politiets side. Hvorfor det? Hvad gør ham så speciel i forhold til så mange andre børn med samme lidelse? På det plan bevæger filmen sig måske på et moralsk forkasteligt plan. Men det er helt op til den enkelte at afgøre.
Stilistisk er filmen en stor kliché. Mange sekvenser og dialoger er oplevet mange gange før. Selv slutningen er, om end klassisk perfekt så også jævnt kedelig. Ingen uventede overraskelser, der kan sætte lidt krydderi til en smagløs fornøjelse.
”Yamakasi” er fyldt til bristepunktet med stunts af forskellig art. Stunts der må give selv en Lasse Spang Olsen sved på panden. Det er det der gør at filmen ikke helt mister grebet og falder til jorden med et øredøvende brag. Men den fungerer nu nok bedst som jævn søndagsunderholdning, når der ikke er andet at tage sig til.