Skriv en kommentar
Vi befinder os i år 1900 ude på landet i Italien. Det store italienske musikgeni Giuseppe Verdi er lige død og det nye årtusinde er lige gået i gang. Ude på den samme gård fødes der – samme dag – to drengebørn. Den ene er søn af en fattig daglejer, og den anden er søn af den magtfulde godsejer.
Dette er startskuddet til det store epos, som klasseinstruktøren Bertolucci med ”1900” præsenterer os for. Foreløbig er kun første del af den langstrakte fortælling at finde på biografernes filmoversigter. For fortællingen falder faktisk i to dele, og anden del må vi således vente endnu et stykke tid på. Oprindelig blev filmen ellers, da den kom i 1976 vist i en del, og det var en lang oplevelse på linje med en opera, der, som filmen her, varer mange timer. 5 ½ time kunne publikum således tilbringe i biffen den gang i 1976. Nu nøjes vi med de første 2 timer og 40 minutter, der egentlig for en stor del godt kan stå alene - og så er der tilmed 2. del at glæde sig til.
I starten af århundredet vælter en lang række bevægelser ind over Europa. Marxismen er ved at få godt tag i masserne flere steder rundt i verden, og således også her på landet i det smukke Italien. Landarbejderne er underbetalt, underkuet og bliver udnyttet af den herskende klasse, og nu begynder de at blive bevidste om det. Det kommer derfor til kampe mellem under- og overklasse også på godset her. I mens vokser de to drenge op sammen, og de får hurtigt sympati for hinanden. Som knægte prøver de to det meste sammen, og da de senere efter aftjent værnepligt igen mødes er den gensidige sympati, der stadig. Men tiden er en brydningstid, og marxismen og fascismen er for alvor ved at køre sig i position til en ideologikamp, der fanger et venskab i en svær situation. De to drenge hedder Alfredo og Olmo. Alfredo, der er godsejersønnen, spilles af en Robert De Niro i storform, mens den fattige bondesøn, Olmo skildres gennem Gérard Depardieu. Alfredo udvikler sig til en playboy, der via sit intellekt og sin viden har et indblik, der umiddelbart udvikler sig i de ironiske retninger. Den uuddannede Olmo derimod er en hårdtarbejdende og idealistisk mand, der får smag for revolutionen, der skal skabe lighed i samfundet.
Filmen vil flere ting. Den vil fortælle historien om et venskab og igennem det karakterisere først halvdel af det 20 århundrede – Og det lykkes for en stor del. Filmen virker fantastisk vedkommende hele vejen igennem, og de to uadskillelige fyres venskab bliver den akse, der drejer handlingen frem. Man fascineres af de gennemførte filmbilleder og stemninger, som Bertolucci er en mester i at skabe. Undervejs er der mange meget stærke scener, der den dag i dag stadigvæk kan forarge en smule. Der køres nemlig lige til grænsen, hvilket igen tematiserer de konventioner, som Bertolucci både undersøger og kritiserer. Filmens eget ståsted kan til tider virke en anelse fanget i sin egen socialistiske sympati, men det må man prøve at sluge, når filmen trods alt er fra 1976.
Som bekendt er Bertolucci en af de mest kunstnerisk ambitiøse instruktører. Han skaber vedkommende og provokerende film med fantastiske billeder, stemninger og en personinstruktion, der er mesterlig. I 1976 var Bertolucci allerede en etableret instruktør. Med film som ”Sidste Tango i Paris” (1972) havde han skabt sig et stort navn, og også efter værket ”1900” har han leveret interessante film som den enestående ”Little Buddha” (1993).
Den interessante cast med De Niro og Depardieu samt så store skuespillere som Donald Sutherland og Burt Lancaster er et syn værd i sig selv. Donald Sutherland er både kvalmende og fascinerende i sin facistrolle her. Sutherland spiller Atilla en leder type, der vil føre klasse-opdelingen videre over i et mere teknologiseret og effektiviseret landbrug. Og Sutherlands arrogance og attitude er uovertruffen, og bare for det er filmen værd at se.
Italienerne kan noget med stemninger, og Bertolucci er om nogen mesteren i det. Det kan derfor anbefales at frekventere biografens rum til en stor oplevelse med en ambitiøs film som denne.
