Skriv en kommentar
Det er intet mindre end 40 år siden, at Rob Reiners (A Few Good Men, Stand By Me, When Harry Met Sally, Misery) gakkede “This Is Spinal Tap” legede med folks hjerner, for var dette heavy rock band nu også ægte? Hvordan kunne man næsten have overset dem, hvis de var oppe i ligaen med AC/DC og Motörhead? Jo jo, de er ganske enkelt ikke helt ægte, men på trods af det, så er de altså klar på en sidste koncert. Det står i hvert fald med småt i den kontrakt, som afdøde Ian Faiths datter Hope sidder med.
Reiner spiller i øvrigt selv rollen som dokumentaristen Marty Di Bergi og han har altså sat sig for at portrættere, hvordan det gik, da Spinal Tap atter skulle stå på en scene sammen. De har spillet på Wembley, de har spillet på Glastonbury og Royal Albert Hall, ja faktisk har de spillet sammen i adskillige år efter filmen, men som alle andre succesfulde orkestre, så kom det også til et grimt brud grundet investering i kryptovaluta. Et brud, der har gjort, at medlemmerne ikke har set hinanden eller endsige talt sammen i de sidste 15 år. Derfor er Di Bergi i første omgang taget ud for at lokalisere de tre aldrende herrer.
Tja, helt sluppet musikken har de ikke, men leve af det på egen vis kan de ikke. Nigel Tufnel har åbnet en kombineret butik, hvor han sælger ost og guitarer. Eller… han bytter i hvert fald ost for guitarer og omvendt. Dertil spiller han med i et band, der på pubs spiller irsk folkemusik. David St. Hubbins spiller i et mariachiband, og indspiller ved siden af ventemusik til telefonkøer. Slutteligt finder vi Derek Smalls, der i eget navn optræder med dødsmetal sammen med et symfoniorkester, og derudover driver et museum omhandlende lim fra hele verden. Ja, på den konto kan man udefra set konstatere, at deres musikalske karriere ligger i ruiner og at deres bibeskæftigelse heller ikke kaster meget af sig. Dog opererer de i eget vanvid, og tror vel lige så så meget på egne evner, som Henning Primdahl tror, at han oprigtigt har vundet Tour De France sammen med Team Easy On. Nu står de så over for en prøvelse at de helt store. De skal finde tilbage til den enhed, de engang var. Uden den, tja…
Det er heldigvis stadig Christopher Guest, Michael McKean og Harry Shearer, der lægger krop til de tossede musikere i Spinal Tap. Deres samspil musikalsk som deres alter ego er imponerende. Jeg havde ikke ligefrem troet, at jeg skulle anerkende “The End Continues” som en bedre film end sin forgænger, men there you go. Det er evindeligt sjovt at se bandets nye uduelige manager forsøge at vride hver en mønt ud af foretagendet. Han opfordrer faktisk bandet til at dø på scenen, således at hypen omkring dem kan blive endnu større. Sjovt er det også, da bandet jagter ny trommeslager, hvilket ender med at Chad Smith fra Red Hot Chili Peppers og vores egen Lars Ulrich smider hinanden under bussen. Endnu mere kult bliver det, da Paul McCartney tropper op til en “øver” og blander sig i bandets sangskrivning. Sørme om ikke også Elton John dukker op…
“Spinal Tap II: The End Continues” retfærdiggør med flere længder sig selv udi at genoplive en gammel kultklassiker. Det kunne have blevet en fiasko, men Guest, McKean og Shearer har “den” stadigvæk.
