Skriv en kommentar
Film som ”A Guide To Recognizing Your Saints” er set mange gange før, og med langt mindre pretentiøst klingende titler. ”The Basketball Diaries”, ”Sleepers” og den mere nutidige ”Kids” er alle eksempler på socialrealistiske skildringer af unge, identitetssøgende teenagere fra New York. Det der på papiret adskiller Dito Montiels debut som spillefilmsinstruktør er ikke at filmen er baseret på virkelige hændelser, men at de er baseret på instruktørens egen erindringsbog. Montiel må derfor formodes at give et ganske nøjagtigt billede af 80ernes ghetto-miljø, med druk, hor, vold og teenage-frustration. Det betyder bare ikke at hans film adskiller sig bemærkelsesværdigt fra lignende, og bedre film.
Historien fortælles, ganske unødvendigt og dramatisk distancerende, som en blanding af nutidsfortælling og 80er-flashback. Robert Downey Jr. spiller Montiel i 2005, mens allestedsnærværende Shia LeBeouf storspiller som en 20 år yngre Dito. Det er en historie om den malplacerede knægt der holder af sine venner – den eksplosivt voldelige Antonio i særdeleshed – men samtidig, gennem et nyt bekendtskab og spirrende parforhold, begynder at tage afstand fra vennernes intetsigende adfærd. Det samme gælder forholdet til forældrene, der bruger ordet kærlighed en del, men i en teenagers ører ikke mener det. Dito får en forestilling om Californien som drømmenes land og sammen med den tilflyttede skotte Mike begynder han at spare sammen. I vejen for ham står faderen, vennerne, kæresten og en gruppe unge fra den anden ende af byen som har indledt en mindre bandekrig.
Filmen veksler fint mellem alvor, voldsomheder, solid spænding og befriende, sort humor. Det største irritationsmoment er den skæve poesi Montiel lidt klodset og usikkert forsøger at lægge ind hist og her. Malplacerede voice-overs, unødvendige scener fra nutiden og klodsede indslag hvor folk taler direkte ind i kameraet. Intentionerne er såmænd gode nok og helt tydeligt motiveret af bogen. Flere af scenerne fra nutiden er også eksempler på den interesse og tydelige kærlighed der er til mange af de tragiske karakterer fra Montiels virkelige liv – og vel giver det filmen en realistisk og ærlig tone, men samtidig er Montiels interesse i disse mennesker nok også større end de fleste i publikums. Omvendt er den selvransagende tone og det kritiske perspektiv på instruktørens egen rolle overfor i sær forældrene et befriende, anderledes og veludført pift der giver filmen kant og nerve i sidste akt.
Skuespillets høje niveau med LeBeouf og den imponerende fysiske Channing Tatum som Antonio i front, ligger i forlængelse af tidligere genredisponenter som ”The Basketball Diaries” og det er svært at sætte en finger på en haltende præstation. Alt i alt er filmen et underholdende, til tider rigtig spændende og morsomt portræt af en bydel, en gruppe rastløse, unge mennesker og mødet mellem fortid og fremtid. En blanding af ”The Basketball Diaries” og ”Kids”, desværre bare hæmmet en smule af unødvendige og ufungerende, kunstneriske indslag.
