





Skriv en kommentar
Hvis du i forvejen er bekendt med CSM-universet af mangakaen Tatsuki Fujimoto, så kan du godt springe de næste par afsnit over. Hvis ikke, så er her en kort introduktion, så du kan finde hoved og hale i det hele. Chainsaw Man - The Movie: Reze Arc er godt nok en spillefilm - men i praksis indgår den i en eksisterende fortælling, hvor de japanske kunstarter, manga og anime, allerede har sørget for, at historien er i fuld gang. Historien handler om hovedpersonen Denji, som mildest talt ikke befinder sig et godt sted i livet.
Han arbejder modstræbende som djævlejæger, primært for at betale en kæmpe gæld af til yakuzaen (den japanske mafia) - en gæld, som han har overtaget fra sin afdøde far. Da han indgår en kontrakt med sin følge-djævel Pochita (en lille pokemon-agtig djævel med et motorsavs-blad som snude), og de to bliver til ét væsen, er Chainsaw Man skabt - halvt menneske, halvt djævel - med mægtige kræfter og evnen til at forvandle sig fra Denji til et væsen med motorsave som arme og næse.
Der er for nuværende udgivet en sæson af anime (animationsfilm) og 217 chapters af mangaen - samlet i både bogform og onlineudgivelser. Her følger man Denji og det team, han bliver en del af, da han rekrutteres af Makima fra Public Safety Devil Extermination Special Division 4 (på dansk ville det svare til Djævlepolitiet). Chainsaw Man skal man ikke læse om her - det skal opleves - for det er svært at koge ned - men kort fortalt har vi at gøre med japansk fortællekunst på megasterioder med hæsblæsende action, underfundig humor, blodsprøjtende kampscener, vanvittige djævle-væsner og en parallelverden, som du aldrig i din vildeste fantasi kunne forestille dig eksistere. Her er tonsvis af samfundskritik med imponerende animation, fantasifulde, påhitsomme historier og gakkede figurer. En verden, der får Marvel-universet til at fremstå som en tur på posthuset for at få lov til at betale regninger.
Chainsaw Man - The Movie: Reze Arc starter, hvor sæson 1 sluttede.
Efter en voldsom kamp med djævlen Katana Man undrer Denji sig over, om han rent faktisk har et menneskehjerte. Hans bekymringer forsvinder dog, efter hans chef Makima inviterer ham på en date i biografen, hvor han indser, at han kun har øjne for hende. Kort efter støder Denji ved et tilfælde ind i den uimodståelige pige Reze, og hurtigt bliver de to glade for hinanden.
Denji besøger hver dag den cafe, Reze arbejder på og indser, at han nu har to piger i sit liv, som hans hjerte begærer. Sideløbende med Denjis indre splittelse, bliver hans makker Aki Hayakawa og Engel-djævelen sat sammen i et team af Makima, hvilket giver yderligere konflikter på de indre linjer. Men med bombe-djævelens ankomst, bliver Denji draget ind i sin farligste kamp til dato - og nu er hans hjerte for alvor på spil.
Kampscenerne med Tokyo som kulisse er flot og fedt animeret - MAPPA sætter en kæmpe, tyk japansk streg under, at de er blandt de bedste animationsstudioer derude. Standarden var allerede høj, men der slækkes ikke på kvaliteten - heller ikke i underholdningsværdien. Den underliggende musik er (også) en gammel kending fra den første sæson, så det er Kenshi Yonezu, der får lov at levere ind- og udgangsnumrene. Er du japansk-kyndig, vil du også værdsætte teksterne. Reze er en karakter, som giver mere liv til det i forvejen farverige persongalleri, og samtalerne mellem hende og Denji er meget givende og tilføjer atter et plus til historien.
Chainsaw Man - The Movie: Reze Arc kan for den uindviede måske fremstå som en historie uden så meget kød på. Heldigvis kan du nærmest selv bestemme, hvor meget tid, du ønsker at bruge på at nørde analyser. Filmen kan sagtens ses som en rendyrket actionfilm, men graver man et spadestik dybere, kan man finde emner som kærlighed, identitet og hvad det vil sige at være et menneske. Og hvis du har gjort dig bekymringer om, hvorvidt Chainsaw Man kunne bestå en adaption helt tilbage fra den oprindelige manga til biograffilm, så kan du roligt droppe dem. Herfra kommer seks rendyrkede og kæmpe stjerner, uanset tilgang.
Når du nu har læst så langt, så skal du lige have en bonus:
Top 3 værd at vide:
Når filmen er færdig, så bliv efter rulleteksterne
Du kan se hele sæson 1 på YouTube her: https://youtu.be/61_bdpLqcc8?t=4991
Filmen har japansk tale og engelske undertekster - ingen dansk oversættelse.

