Da den islandske instruktør Baltasar Kormákur i 2000 vandt en pris for sin film 101 Reykjavik ved den internationale filmfestival i Toronto, beviste han at Island ikke bare er et koldt hjørne af verden, men derimod et land hvor filmkulturen trives i bedste stil. Nu er Kormákur tilbage med en ny film, men denne gang er humoren lagt på hylden til fordel for uhyggen.
Forsikringsagenten Abe Holt (Forest Whitaker) rejser til den lille by Hastings i det nordlige USA, i den tro at han bare skal løse endnu en rutinesag. En ung mand er blevet dræbt ved en voldsom bilulykke. Det viser sig at manden i bilen er den lokale småforbryder Kelvin Anderson, der udover at være en kendt svindler, samtidig er forsikret for 1 million dollars af Holts forsikringsselskab. Den enorme pengesum står til at blive udbetalt til Andersons søster Isold (Julia Stiles), der bor sammen med hendes mand Fred (Jeremy Renner) og sønnen Thor (Alfred Harmsworth) i udkanten af byen.
Den ludfattige Isold vil hellere end gerne have fingrene i pengesummen, men Holt kan ikke få tingene til at hænge sammen. Holt fornemmer at der er noget mystisk ved bilulykken, og det bliver ikke bedre af, at Isold og hendes mand opfører sig som om, de dækker over noget. Holt bliver hvirvlet ind i et spind af løgne og bedrag, der i sidste ende får alvorlige konsekvenser for alle de involverede.
Filmens styrke ligger uden tvivl i Forest Whitakers stabile og målrettede skuespil. Whitaker gjorde sig første gang bemærket i Niel Jordans The Crying Game fra 1992, hvor han spillede en homoseksuel britisk soldat. Siden er Whitakers popularitet steget blandt filminstruktører, hvilket har resulteret i samarbejde med fine navne som eksempelvis Robert Altman, Jon Turteltaub, David Fincher, Joel Schumacher og Jim Jarmusch.
Whitakers enorme talent for skuespil kombineret med det faktum, at han på ingen måde ligner prototypen på en stor Hollywoodstjerne, gør at kameraet elsker ham. A Little Trip to Heaven er heller ingen undtagelse. Whitaker spiller rollen som Abe Holt med den enorme styrke og passion, der efterhånden er blevet hans varemærke, og det er en sand fornøjelse at se på.
Julia Stiles er ligeledes god i rollen som den hemmelighedsfulde Isold, og hun formår næsten at vaske skampletten The Prince & Me fra 2004 af sig. Den relativt ukendte Jeremy Renner er overbevisende i rollen som Isolds tabagtige ægtemand Fred. Jeg er ikke i tvivl om at vi kommer til at se meget mere til Renner i fremtiden.
Selvom filmens historie er sat til at forgå i USA, er det meste af A Little Trip to Heaven filmet på Island og det fungere aldeles udmærket. Det golde og regnvåde landskab supplerer fint den dystre historien i filmen. De utrolig flotte billeder bærer tydelig præg af Kormákurs nære følelser for sit hjemland, og filmen er billedmæssigt en fryd for øjet.
Filmens svaghed ligger i det meget komplicerede plot. Filmens film noir’ske historie rummer simpelthen alt for mange forviklinger og komplicerede forklaringer, og det kan ofte være svært at følge med, og det hæmmer filmen en hel del.
Ali i alt er A Little Trip to Heaven en udmærket thriller, ikke mindst på grund af det gode skuespil og den flotte fotografering. Noget genre-mesterværk er filmen ikke, men bestemt alligevel et kik værd.
Der er ikke noget ekstramateriale at finde på dvd’en udover en trailer for A Little Trip to Heaven. Samt et trailershow med Gasolin’, Mrs. Henderson Presents, Romance & Cigarettes og Block Party.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew
Metronome.