Filmen baserer sig på historien om journalisten Jackie Kallen, der efter et interview med Thomas Hearns, blev sporet ind på boksning, og i ti år fungerede som reporter for Kronk Boxing Team, indtil hun i 1988 begyndte som boksepromotor for bl.a. James "Lights Out" Toney, en ukendt bokser der tre år senere blev champion. Kallen er to gange nomineret til titlen "Manager og the Year", og har været promotor for champions i seks forskellige vægtklasser.
Meg Ryan spiller rollen som Kallen. Vi møder hende som en lille pige, hvor hun hænger ud i sin fars træningscenter og beundrer onkelen som er bokser. Som voksen er Kallen ansat hos en boksepromotor, og provokeres i en diskussion til at være manager for en ung bokser. På besøg hos bokseren støder hun ind i narkosælgeren Luther Shaw (Omar Epps), der i et slagsmål viser usædvanlige evner som bokser, og Kallen er solgt. Hun kaster al sin energi ind på at få den unge pusher med hjertet af guld frem i verden som bokser, trækker på sin fars gamle kontakter, får hyret den pensionerede træner Felix (Charles S Dutton - instruktøren selv), og så ruller historien.
Det er en meget amerikansk fortælling om outsideren der kæmper imod alle odds. Dialogen er skåret i klicheer, og det gælder også persongalleriet. Meg Ryan viser dog en forfriskende ny side af sig selv. Væk er den uskyldige ferske unge kvinde fra alle de romatiske komedier, og i stedet får vi en tough, slagfærdig (!) kvinde i boksningens mandeverden, omend hendes påklædning filmen igennem leder tankerne hen på et andet erhverv der også har en del med nærkontakt at gøre...
Selve historien er meget skitseagtig, og der levnes ikke skuespillerne tid til at gøre deres personer troværdige.
Filmens pointer kan ses på ti kilometers afstand, og handlingen overholder alle konvensioner for en b-film.
Filmens kamp-scener bliver først for alvor engagerende og substantielle hen imod slutningen, og selv om de er vel-koreograferede og måske filmens største kvalitet, kommer de lidt for sent til at de kan holde seerens interesse fanget ved filmen.
Den danske oversætter har været på en hård prøve med alle de amerikanske klicheer, hvilket giver ufrivilligt morsomme
sætninger som "løb med de store hunde i stedet for at sidde og gø på verandaen".
Måske skulle Dutton have koncentreret sig om instruktionen i stedet for selv at spille med i filmen.
Men hvis Ryan med In the Ropes og In The Cut har lagt en ny kurs i sin skuespillerkarriere, kan man kun bifalde den, bare hun styrer udenom de dårligste manuskripter.
Selv om Meg Ryan gør hvad hun kan i filmen, virker den virkelige Jackie Kallen som en langt mere spændende person end
filmens. Kallen forklarer selv i ekstra-materialet, hvordan hendes historie blev forandret under arbejdet med manuskriptet, der blev ved med at dukke nye krav op, så skulle hun være single, så skulle handlingen henlægges til Detroit, så skulle bokserens identitet forandres. Måske er det derfor historien ikke står stærkere, og Kallen er da også i færd med at filmatisere sin egen version i dag.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.