Skriv en kommentar
Selvom du aldrig har set Sigourney Weaver bekæmpe et slimet rummonster, som ville gøre selveste Freud stolt, så er hele Alien-serien dig næppe fremmed. Monsteret med det velklingende navn, Xenomorph, har med sit karakteristiske udseende og besidderiske adfærd ganske sikkert været en tur forbi et spil, et meme eller andre referencer som retfærdiggør, at grundlaget for serien ikke behøver en nærmere introduktion.
I Alien: Romulus er forlægget ganske enkelt; Søskendeparret Rain og Andy (Andy er godt nok en syntet, altså en robot med menneskeligt udseende og tilsvarende egenskaber, sådan langt hen ad vejen..) forsøger at komme væk fra et dystopisk fremtidsscenarie med et trist totalitært styre og heldigvis har en flok venner fundet en forladt rumstation, som kan bruges til formålet. Den lettere brogede forsamling kobler sig på rumstationen for at bruge den som videre afsæt til en anden planet, hvor solen skinner, og alt virker meget bedre. Uheldigvis er rumstationen ikke helt forladt. Og så er vi egentligt tilbage til udgangspunktet.
Her minder Alien: Romulus meget om den første Alien-film. Vi genopdager en af de mest skræmmende og klaustrofobi-fremkaldende monstre, filmhistorien har skabt - og det er glimrende underbygget af velkonstruerede, mørke og trange omgivelser, dårligt oplyste computerskærme og skæbnesvangre beslutninger. Jagten kan begynde.
Uden at give for meget væk, så er handlingen indtil den store finale ganske forudsigelig. Her ville det med rette være oplagt at efterlyse nytænkning, men ærefrygten for det oprindelige oplæg er i den grad til stede. Og hvorfor egentlig også ødelægge noget, der nu engang virker. Jeg var i hvert fald ganske godt underholdt. Det fyger med referencer til de tidligere film og andre sci-fi-klassikere, godt fordelt undervejs og tilpas respektfuldt uden at tage overhånd.
I en tid med AI, som buldrer derudaf, er det også interessant, at en af filmens andre omdrejningspunkter er synteten Andy, som ved første øjekast virker en anelse langsom i optrækket, men som efter en opgradering i den grad stepper op. Det siger meget om, hvor fremsynede de tidligere film var, hvor også robotterne havde afgørende roller i plottet - og nu kan vi i 2024 så diskutere helt reelt, om det nu også er en god idé, at lade dem have en stemme.
Tilbage til essensen; Filmen har masser af gode dyder. En hæderlig, omend ikke voldsom original historie og et cast, som sikkert ikke vinder mange priser, men leverer varen. Det er også tarveligt at skulle være næste kvinde i rækken efter Weavers imponerende præstation som Ripley. Vi får fine jumpscares og en række kvalmende oplevelser med Xenomorphen og dens afkom og resultaterne af deres luskede fremgangsmåder, så her er kvoten fuld. Slutningen vil ganske givet skille vandene - jeg var ikke helt blæst bagover, selvom jeg mente at se inspiration fra vores egen von Trier og hans favorit Udo Kier - men omvendt, så var et twist også på sin plads for at give plads til fornyelse.
Hvis du trænger til at blive mindet om, hvor god en film den oprindelige Alien-film var - eller gerne vil have en hurtig introduktion til hele universet - så er Alien: Romulus et ganske godt bud på et sted at starte.
Om det hele så bør stoppe her, er så det uundgåelige spørgsmål. Jeg mener at kunne notere mig, at Disney har sat sig på rettighederne, og det giver nok svaret. Man kan blot håbe, at de vælger en lige så respektfuld tilgang som med denne film.
