Alvin og de frække Jordegern, er i USA et succes produkt, en slags light Mickey Mouse, der sælger vildt af tøjdyr, madkasser osv. Måske er det fordi at der i USA er 300 millioner mennesker, så et eller andet sted, er der en eller anden galning der er vild med Alvin og de frække Jordegern. Så mange er vi ikke i Danmark, og måske er det derfor de aldrig er slået igennem herhjemme. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan ideen med tre forskellige Jordegern der bor hos en sangskriver og laver sange sammen, kan blive en succes nogen steder. Men i forhold til at det er en film med syngende Jordegern, kunne den faktisk være værre.
De tre jordegern, Alvin, Simon og Theodore, bor i et grantræ, hvor de samler ind til vinteren, og hygger sig. Deres hygge bliver dog hurtigt ødelagt. Da julen nærmer sig, bliver deres træ fældet, og brugt som juletræ i indgangshallen hos pladeselskabet Jett Records.
Samtidig er sangskriveren Dave Seville(Spillet af Jason Lee, stemme af Mads Knarreborg), på vej til Jett Records med et demobånd, og en tro på at denne endelig er hans gennembrud. Hos Jett møder han sin gamle ven Ian Hawk(Spillet af David Cross, stemme af Søren Ulrichs), der er direktør for Jett Records. Han er ikke imponeret af Daves demobånd, og smider han ud af bygningen. For at få lidt hævn over Jett Records, stjæler han en kurv med muffins, og på vej ud af bygningen ser Jordegernene muffins og kaster sig ned i kurven, og således starter venskabet mellem dyr og menneske.
Hvis du syntes det plot lyder tyndt, så er filmen nok ikke for dig, da dette blot er starten på en historie der kun bliver værre og værre. De bedste øjeblikke er der hvor det overordnede plot stopper lidt, og der er lidt søde og sjove øjeblikke mellem jordegerne og Dave Seville, der involvere vafler og dårlige drømme. De danske stemmer gør det udmærket, men det er umuligt ikke at få Alvin, Simon og Theodore til at virke irriterende efter noget tid. Jason Lee har en vidunderlig mimik og gør de udmærket med det materiale han har. Det samme gør en af USA's mest populære stand up komikere David Cross, selvom rollen som Ian Hawk er tegneserie agtigt ond.
Der er lidt formildende omstændigheder, men disse kan ikke redde filmen fra at være dårlig. Den er simpelthen for utroværdig og selve Alvin og de frække Jordegern konceptet er bare ikke godt nok. Hvis du har set noget af tv-serien med Alvin og de frække Jordegern fra USA, og kunne lide det, vil du måske kunne lide filmen, men ellers med mindre dit barn plager dig for at se den bør du undgå den og se om ”Ratatouille” stadig går nogle steder.