Skriv en kommentar
Sådan beskriver pressematerialet dokumentarfilmen, Ambassadøren, som anført af den populære nichetv-vært, Mads Brügger, mest kendt fra DR2 kultprogrammet Den 11. time, går i flæsket på den korrupte undergrundshandel med falske diplomatpas og falsificerede konsultitler i et af Afrikas mest nødlidende, mindst mediedækkede lande. Mads Brügger er nemlig draget ned til Den Centraleafrikanske Republik, blot kaldet CAR, med et falsk pas i lommen og en opdigtet diplomattitel på cv’et. CAR er et fattigt, fattigt land, hvis nordligste del tilhører det lidet betryggende territorium, der går under det apokalyptiske smædenavn - The Triangle of Death. Foruden CARs nordlige provins falder bl.a. også det sultramte Darfur ind under dette område.
”If Congo is the heart of darkness, then CAR is the appendix”, siger Brügger ironisk om det land, der i dokumentarfilmen ikke alene fremstår som ekstremt forarmet, men tilmed bestikkelig i alle sociale lag og håbløst tilbagestående i samtlige leveaspekter.
Man tænker altså straks - stakkels CAR for at være styret af en hel garde af korrumperede, opportunistiske folk med penge på sindet og blod på hænderne. Man sukker, stakkels Brügger for at være endt sådan et sted. Og endelig går det op for én - stakkels seer til denne dokumentariske parodi, der ender med at parodiere sig selv.
Men tilbage til handlingen ...
Officielt er Brügger nemlig kommet til landet under dække af at ville åbne en profitabel tændstikfabrik med job til de lokale pygmæer, der nyder anseelse i det lille land grundet deres påståede overnaturlige evner. Uofficielt er Brüggers sande intentioner ganske andre – at tage aktiv andel i den summende diamanthandel, som landet øser ud af til enhver med en hårdt pumpet bankkonto og likviditetssikrede midler. Egentlig er Brügger af sted i sandhedens tjeneste, som gennemstøvende dokumentarist, der med øjensynligt kvalificeret vid og sarkastiske kommentarer stikker kameralinsen ned i den skjulte, gennemkorrupte afrikanske virkelighed.
Men selvom Brüggers hovedidé er ligeså interessant som den pudsige kendsgerning, at Villy Søvndal er blevet Danmarks udenrigsminister, falder den i praksis tungt på den golde, afrikanske sandjord … hov kviksand og synker dybere og dybere ned i den uigennemtrængelige jordbund. Uden at efterlade sig andre spor end enkelte svage citatekkoer a la ”If you´re not at the table, you´re on the menu.” …
Africa unite
Problemet med Ambassadøren er, at den grundlæggende idé med at udstille den afrikanske korruption hurtigt bliver fastslået og demonstreret. Derfra og derfor tumler filmen følgelig rundt med karske identitetsproblemer. Ja, det er åbenlyst, at CAR er beboet af en uendelig hob af sorte udgaver af Stein Bagger, der alle got their minds on their money and their money on their minds, for at citere en gammel sang. Ja, det er til tider meget morsomt, når Brügger holder mærkelige taler med absurde pointer for de uforstående afrikanere, der enten måber i forundring eller fremviser deres mest beskidte colgate-smil for at indynde sig hos deres rundhåndede hvide europæer. Ja, det er virkelig græmmende at være vidne til, hvor udspekuleret og gennemråddent det afrikanske system er, godt understøttet af diverse europæiske slyngler, der alle meler deres egen pengekage med så ferske ingredienser som direkte bestikkelse, uholdbare løfter og dubiøse businesspartnere.
Men Brügger selv ender med at tilhøre dette tvivlsomme kriminelle kartel, der har givet køb på ren samvittighed for at tilrane sig beskidte penge. Når han i den grad transformerer sig til en så ucharmerende karakter skaber filmen et identifikationsvakuum, som distancerer seeren.
Naturligvis kan denne verfremdungsteknik også have sine fordele, da man i så fald betragter det sete med en mere objektiv mine, der nærstuderer problematikkerne ved at objektivisere det subjektive, uden altså indirekte at subjektivisere det objektive.
Det bliver dog mere end almindeligt svært ikke at anstille en fordømmende indstilling over for Brügger selv og hans problematiske projekt, for det virker unægteligt, som om han nyder sin bizarre rolle. Nyder den mere, end godt er. Nyder at gå rundt i kolonialske læderstøvler, tænde sin falloslignende magtcigar og holde excentriske taler for jævne mennesker, der nok hellere ville have det optænkte job i hans opfundne tændstikfabrik.
Brüggers ironisk-sarkastiske approach ender derfor desværre med at gå ud over ”ofrene”; de mennesker, der er håbløst stillede i den afrikanske korruptionsjungle. De, der i dokumentarfilmen sidder, opmærksomme og nysgerrige, og flittigt tager notater til informative lærevideoer om, hvordan tændstikker bliver produceret og med indlysende håb i øjnene samstemmer det Obamske kampråb– ”Yes, we can!” til spørgsmålet om, hvorvidt de kan klare tændstikmosten. Det er trist at overvære. Næsten grådkvalmende.
Afrikas, eller i al fald CARs, tilstand er aparte, surrealistisk, næsten uvirkelig. Brügger maler med store, satiriske penselstrøg landets iboende meningsløshed, men hans udkrammende Operation X-stil, fusioneret med burlesk Monthy Python-absurditet, lykkes desværre ikke.
For mon ikke de rige, rådne magtafrikanere overlever Brüggers afslørende dokumentar og hans parodiske selviscenesættelse af dem selv?
Mon ikke?
Mon ikke Ambassadøren fylder flere end blot denne anmelder med stille bekymringer for de almindelige mennesker, for hvem tændstikfabrikken blev en konstrueret illusion, tilrettelagt i helt andre øjemed …
Mon ikke Brügger næste gang skulle lave en udkrængende dokumentar om disse kæmpende afrikanere, iføre sig deres hullede tøj og slæbe sig af sted til fiktive tændstikfabrikskurser, der ikke bliver til noget?
Mon hans gennemgående irrationelle taler med tåbelige afkog havde været ligeså humoristiske i dette, langt mere virkelige regi?
Mon dog …
Ambassadøren har måske haft hjertet på det rette sted, retfærdigheden i den gode tjeneste, og hjernen i det stimulerende hjørne, men som dokumentarfilm puster den sig så meget op, at boblen brister med for meget narcissistisk, overflødigt blah blah og for lidt solidt, gennemarbejdet bundfald.
Ambassadøren eller Ambastardøren?
