Skriv en kommentar
Den mexicanskfødte instruktør, Luis Mandoki, der har været bioaktuel herhjemme med When a Man Loves a Wowan og Message in a Bottle, er på DVD-markedet med en film, der ikke klarede en biopremiere. Den hedder Angel Eyes - en himmelsk titel, der desværre ikke indfrier de forventninger det så måtte kaste af sig. Filmen er nede på jorden - på en meget ordinær og rimelig kedelig måde.
Sharon (Jennifer Lopez) spiller en kvindelig politibetjent, der i filmens begyndelse redder en mand i en frygtelig bilulykke. Året efter opsøges hun af temmelig sær outsidertype, der synes af have noget til fælles med hende. Denne outsider er Catch (Jim Caviezel), hvis mentale stadie er banket tilbage til intetheden af et traume, han bærer på - og ja, det er selvfølgelig Catch, der blev reddet i filmens begyndelse.
Under en drive-by-shooting af politibetjentenes kaffebar kommer Catch Sharon til undsætning, og de to begynder et noget famlende, men egentlig smuk forhold, der selvfølgelig bærer præg af, at de begge bærer rundt på store hemmeligheder og sorger. Det ligger lidt i kortene, at kun de kan hjælpe hinanden. Sharon har problemer med sin familie, efter at hun har anholdt sin egen far for hustruvold (tyvstjålet fra Kathryn Bigelow undervurderede Blue Steel) og Catch føler sig skyldig i at have slået sin familie ihjel under den tragiske bilulykke. Sammen lader de efterhånden fortiden ligge og lader fremtiden åbne sig, men det sker naturligvis ikke uden problemer.
Problemer har filmen masser af. Den er temmelig kort - og hvis man havde en knap på Tv’et, der kunne skære alle de pinlige floskler fra, så var der sandt at sige ikke meget film tilbage. Havde det ikke været for de to bærende karakterer spillet af Jennifer Lopez og Jim Caviezel, så havde instruktøren nok ikke fået mange penge til sin næste film. Filmen prøver at tage problemer som hustruvold og familieintriger op til debat uden nogen egentlig løsning. Så spiller den ganske givet på at være sådan “en-skæbne-agtig-eksistentialistisk-sag”, hvilket kunne have været brugt lidt mere raffineret, og som derfor også falder til jorden. Når det så er sagt, så skal de to skuespillere alligevel have ros.
Jennifer Lopez, som jeg har været meget skeptisk overfor, er en jo en rapkæftet lille sag, men hun er jo også en ganske glimrende skuespiller (ud over at hun selvfølgelig er en køn pige). Jim Caviezel er en skuespiller med et voldsomt talent, som han viste alverden som Private Witt i The Thin Red Line - og i her i filmen er han virkelig god til at ligne en, der er på kanten til et nervøst sammenbrud på en meget rolig måde. Selve filmen ligner en, der er smidt ud til forbrugerne bare for at holde industrien i gang - og det er ikke helt utænkeligt at det faktisk er tilfældet.
Vi er i tudeafdelingen - og derfor burde man jo uddele tårer til filmen fremfor stjerner. På baggrund af en DVD, som faktisk kun har selve filmen og et kommentarlydspor, hvilket er lidt skuffende, giver jeg tre tårer - en til Lopez og en til Caviezel - og en til en herreløs hund, der hedder Bob.
