Skriv en kommentar
Der sker ting og sager i dansk dokumentar for tiden. Genren er i den grad på vej frem og de danske film er kommet i internationalt søgelys. En ny generation står på spring til at tage over for tidligere tiders mestre som Jørgen Leth og Jon Bang Carlsen. Størst succes fik sidste års Family af kæresteparret Sami Saif og Phie Ambo. Filmen blev ikke blot startskuddet til et brud med den ofte kedelige tv-dokumentar, den blev også selv en kommerciel succes. Genrens fremskred til trods er det stadig kun få dokumentarfilm, som kommer op på det store lærred herhjemme. En af dem er Camilla Hjelm Knudsen og Martin Pieter Zandvliets Angels of Brooklyn (dog kun en enkelt biograf – Vester Vov Vov i København).
Filmen skulle egentlig slet ikke have været en film. Instruktøren Camilla Hjelm Knudsen fotograferede de puertoricanske piger i Brooklyn som en del af sit uddannelsesforløb ved International Center of Photography i New York. Men hun synes, at der manglede noget i billederne. Stemmerne manglende.
Og det er netop stemmerne som er centrale i denne film. Pigernes rå og ærlige dialog dominerer filmen igennem. De fortæller den ene tragiske skæbne efter den anden. Og i baggrunden kværner Tv’et, hunden gør og babyerne skriger. Larmen er alle vegne. Alligevel fortæller pigerne med en intimitet, som virker dyb og ægte. De er absolut trygge ved Camilla og hendes kamera. Vi ser dem skændes med kæresten, slå deres børn, tale om deres drømme. Det er denne intimitet, som får filmen til at rejse sig. Der står basalt set kun to mennesker bag denne film. Camilla og hendes kamera har om dagen været sammen med pigerne og Martin har om aftenen klippet billederne sammen. Resultatet er godt og forfriskende.
Det er en barsk fortælling. Her er slagsmål, abort, skænderi, familiefejde, forladte studier. Men pigerne kæmper og filmen kæmper med dem. Vi kommer ind midt i kaos. Vi forlader dem i kaos tilsat en smule håb. En pige er på vej ud til en fornuftig date, en anden påbegynder sin uddannelse på ny. Det er simpelt men godt. Pigerne fortæller som sagt selv deres historie. På deres egen hårde og jargonbelagte måde. Og ind i de larmende samtalescener flettes rolige, gyldne billeder af Brooklyn; den meditativt rumlende subway, Brooklynbroens rustrøde jernpiller.
Efter navlepilleriet i den skrækkelig Min…-serie er det befriende at få serveret en vedkommende dokumentar fortalt uden omsvøb og med stor respekt for sit emne.
