Skriv en kommentar
Ramin bor sammen med sin mor og far og lillesøster Donya på et flygtningecenter i Finland. De venter på en afgørelse i deres sag om, hvorvidt de kan blive i Finland eller skal tilbage til Iran. Børnene går i skole og trives godt – Ramin får hurtigt finske venner, og også Donya synes at falde til. Derhjemme lever de dør om dør med andre familier fra andre steder i verden i et center, hvor de har en et-værelses lejlighed, som de har opdelt med tæpper og forhæng.
Det hele går sådan set fint – de besøger et ældre finsk ægtepar, som de tager på fisketur med, og de hygger med naboerne på asylcentret, ligesom Ramin, som er hovedperson i dramaet, bliver lun på en pige og må spørge sin far, hvordan man egentlig taler med en pige. ’Bare kig hende ind i øjnene og smil’, siger faren – og det er egentlig meget betegnende for hele filmen, at den har anlagt en meget bevidst feel-good-tone, hvor flygtningenes liv ikke er præget af kriminalitet, asocial adfærd eller vold. Tværtimod er den eneste mislyd, at det er svært at sige nej til naboerne på centret, når de gerne vil ind og hygge om aftenen, og selv faderens drukture bliver fremstillet som en hyggelig familiebegivenhed.
Der bliver dog også taget nogle temaer op, som vækker til eftertanke og viser, hvor svært og skrøbeligt det er at være en familie, der ikke selv har indflydelse på sin skæbne. Ramin på 12 år er den eneste, der forstår finsk, og derfor må han oversætte brevet med afslag på deres asylansøgning for sine forældre. Og også børnenes venskaber – og integration - er jo dermed truet af en nært forestående afslutning.
Det er sådan set dejligt at opleve en flygtningefamilie, der ikke er præget af problemer med adfærd, manglende accept hos omgivelserne og tilpasningsvanskeligheder. Billederne er fyldt med sødme, der fører handlingen fremad i et roligt tempo med afstikkere til livet som spirende teenager i skolen og lidt for meget voksen derhjemme. Men Hamy Ramezans film er landet i en grøft, hvor familien alt for meget kommer til at ligne en familie fra en tv-reklame for et morgenmadsprodukt,
Any day now har bestemt nogle rørende øjeblikke, og skuespillet er godt, ikke mindst fra Aran-Sina Keshvari i rollen som Ramin. Men den ubrydelige harmoni ligner mere et idyllisk erindringsbillede fra instruktørens barndom – som er grundlaget for filmen - end en troværdig fremstilling af en flygtningefamilie anno 2020.
