Skriv en kommentar
Min gamle universitetsunderviser i journalistik plejede altid at sige, at anmeldere skriver let på kærlighed og had. Det er langt sværere at skrive på middelmådige indtryk, på comme si comme ca – konklusioner, på lunkne bundfald.
Jeg genoplever min gamle undervisers ord i dette øjeblik, for Arthurs julegaveræs har netop bundfældet sig i min bevidsthed som en jævn oplevelse, der hverken fortjener kritisk skæld ud for at være nogen dårlig film eller overstrømmende lovprisninger for at være en lutter god film. Den befinder sig netop i det udskældte mellemleje, hverken – eller, begge og ingen af delene, lidt af hvert, men intet til fulde …
Sådan lidt bop, bop, bop, som de ville have sagt det i The Julekalender (1991). Og jul, det er da også masser af i Arthurs julegaveræs.
Julemanden, hans plumpe kone og to sønner – den maskuline, fremtidsorienterede Steven og den knap så brunstige, men idealistiske Arthur – bor på Nordpolen. Sammen driver de en slags julemandskorporation, der hvert år kulminerer med den obligatoriske og meget mission impossible-agtige, (bortset fra at det i denne omgang er en possible mission), julegaveuddeling til alverdens børn. Til at hjælpe sig har julemandsfamilien en hel horde af små og søde nisser, der alle, uden undtagelse, går ligeså meget op i julens traditioner og velbehag som den julefanatiske julemandsfamilie.
Efter en ellers vellykket uddeling af årets julegaver, viser det sig, at én enkel gave er blevet glemt i farten. Tanken om, at der sidder et lille barn uden en gave under juletræet er for meget at bære for den blødhjertede Arthur, og han beslutter sig derfor at aflevere gaven selv. Ikke alene naturligvis, men flankeret af sin semi-senile farfar, hans pensionerede rensdyr samt en overivrig pakkenisse, der kan løse næsten ethvert problem med en rulle tape.
Så er der jingle bells, julelys og fyldte julesokker for alle julemoneterne …
Arthurs julegaveræs er en utrolig flot animeret film, der næsten giver indtrykket af, at hvert et levende billede er et fortryllende julekort. Et julekort, der afbilder de mest arkadiske snedækkede landskaber, overstrålet af en stjerneblinkende himmel med myriader af lys, der beskinner de idylliske huse, hvor røgen lister sig langsomt ud af skorstenene, børnene leger frit og larmende på fortovene, og juletræerne kaster hyggelige skygger udenfor vinduerne.
Verden er regnbuefarvet i Arthurs julegaveræs. Den er ligeså lækker at se på som en overdådig lagkage til en pompøs bryllupsfest.
Animationsfolkene bag filmen har virkelig gjort sig umage, og det kan både ses og mærkes. For én ting er, at man bliver benovet over filmens tekniske opnåelse, men det vigtigste er måske dén følelse, som oplevelsen fylder én med. Og det er en følelse af overordnet velvære, en genkaldelse af barnlige drømmerier og barndommens fantasifulde forestillinger, hvor den reelle verden tog sig ud som et imaginært slaraffenland. Sådan skal en tegnefilm se ud og mærkes, synes denne anmelder. Og på begge fronter har Arthurs julegaveræs helgarderet sig som en brav ridder i fuld udrustning.
Hvad filmen opnår i den tekniske afdeling, fejler den med på den fortællermæssige side. Alle karaktererne i filmen er supercharmerende, og det kan man næppe klage over, men det bliver nu alligevel en anelse for sukkersødt. Der er ingen rigtig modstander, og et eventyr uden en slesk skurk går da virkelig ikke. Storebroren Steve bliver kanske skubbet frem som en slags banditkandidat, fordi han har gjort den gammeldags julegesjæft til moderne hi-tech business, der bl.a. indebærer en astronomisk rumskibsslæde med usynlighedskapacitet og millioner af nisser, der har præcis 18.14 sekunder til at aflevere gaverne i hvert hus.
Som den dominerende alfahan er Steves største ambition da også at skubbe farmanden af julemandstronens og selv overtage posten. Men han gør aldrig noget ved sagen, andet end at beklage sig lidt, brumme irriteret og smække en dør eller to. Så en rigtig slyngel bliver han aldrig. Man kan sige, at filmens egentlige modstandsbillede er implicit og fremstilles indirekte. Både julemanden og Steve går mere op i effektive gadgets og god nattesøvn end ægte hyggestemning og glade børneansigter. Derimod er Arthur det prægtigste eksempel på en barnlig sjæl, der endnu forstår, hvad julen egentlig går ud på.
Denne konflikt fungerer fint, og man da både håber – og naturligvis også ved – at det lykkes Arthur at aflevere den sidste gave og genstarte julens magi på ny.
Filmen er tillige spækket med velfungerende humoristiske indslag, som særligt den skøre farfar-figur står for. Til gengæld er manuskriptet fyldt til randen med komplicerede gloser, som de små vel næppe kan forstå uden voksen oversættelse.
På den filmiske vægtskål ender Arthurs julegaveræs med en harmonisk ligevægt. Lige mange plusser og minusser. Den er både god, og knap så god. Seværdig og alligevel forglemmelig.
Den omvender næppe den inkarnerede julemodstander, men den får juletilhængeren til at skynde sig hjem og pynte juletræet.
Så julefansene vil råbe Hot, mens julehaderne vil skrige Not. Denne anmelder står et sted midt imellem.
